En læser fortæller: Kærlighed gør godt

Tænk, at den rigtige kæreste kan gøre en mindre syg …

Jeg kastede mig ud i det vilde liv

I 2010 lykkedes det mig endelig at komme ud af et dårligt forhold til en mand, der havde været voldelig og kontrollerende over for mig. Vi havde heldigvis ikke boet sammen, for ellers ville min datter Sarah også være blevet påvirket af hans adfærd.

På det tidspunkt havde jeg aldrig delt adresse med andre mænd end min datters far. Efter bruddet med ham havde jeg haft et par kærester, men det havde aldrig været den helt rigtige.

Til sidst var jeg så løbet ind i den helt forkerte, og da jeg var fri af ham, besluttede jeg mig for, at nu skulle den bare have fuld skrue. Jeg var 32, og nu måtte der gerne ske noget.

Især når Sarah var på weekend hos sin far, kastede jeg mig ud i det vilde liv og gik i byen med veninderne, og jeg havde masser af aftaler i kalenderen og var altid på farten. Ud over jobbet var jeg også engageret i frivilligt arbejde, og jeg dyrkede en masse styrketræning i et fitnesscenter.

Bagsiden af medaljen var, at jeg blev stresset af mit meget travle liv. Det tænkte jeg dog ikke så meget over dengang, men jeg var rigtig tit syg. Omtrent en gang om måneden sagde min krop fra, og så gik jeg ned med en eller anden sygdom.

Hvis nogen omkring mig havde forkølelse, influenza eller mavebesvær, kunne jeg være helt sikker på, at jeg også blev ramt. Jeg sugede ganske enkelt al smitte til mig.

Kun kiksede dates

Et halvt år efter bruddet med min voldelige kæreste havde jeg oprettet en datingprofil, og det medførte, at jeg i løbet af seks år kom på den ene kiksede date efter den anden. Enten lignede mændene overhovedet ikke de fotos, de havde lagt ud, eller også gjorde de et helt andet og meget dårligere indtryk på mig, når vi mødtes ansigt til ansigt, end de havde gjort via vores skriverier.

Jeg ville virkelig gerne møde min eneste ene, men jeg var tæt på at opgive at finde ham via dating, da jeg for tre år siden pludselig fik et spændende match.

Billederne på hans profil tiltalte mig på alle måder, for han var virkelig flot og lige min type, maskulin og bredskuldret og med nogle rigtig rare øjne og et åbent og venligt ansigtsudtryk. Jeg sendte en besked til Frederik, som manden hed, og han svarede hurtigt. Samtalen kørte rigtig godt mellem os, og beskederne fløj frem og tilbage.

Som noget af det første fortalte Frederik mig, at han var svagtseende og ikke havde ret meget af sit syn tilbage. Han var født med en øjensygdom, hvor synet gradvist svækkes. Det var dog ikke noget, der afskrækkede mig, og de næste fire dage skrev vi flittigt sammen.

Så blev det fredag, og jeg havde en gammel aftale om at mødes med nogle venner til en øl på en pub. Jeg vejede frem og tilbage, om jeg skulle kaste mig ud på det dybe og invitere Frederik også, og i noget nær sidste øjeblik gjorde jeg det.

Han sagde ja, og vi aftalte et tidspunkt, hvor vi skulle mødes ud for pubben.

Vi glemte alt omkring os

Da jeg en time senere så Frederik for første gang, blev jeg mildt sagt glad. Han var endnu skønnere end på sine billeder, for de havde ikke afsløret hans store personlige udstråling.

Som aftenen skred frem, blev jeg mere og mere fascineret af ham. Han havde jo selv taget bussen og kunne sagtens bevæge sig rundt på egen hånd, men inde på pubben havde han brug for lidt hjælp.

Det faldt mig helt naturligt at give ham en håndsrækning og guide ham rundt, og efterhånden glemte Frederik og jeg resten af selskabet.

Vi fik begge en del at drikke, og det endte med, at Frederik tog med mig hjem, da pubben lukkede. Jeg redte op til ham på sofaen, og det føltes rart og naturligt at have ham i min lejlighed. Min efterhånden store datter var på weekend hos en veninde, så vi havde det for os selv.

Næste dag lavede jeg lækker morgenmad til os, og vi sad længe ved mit lille spisebord og talte. Om fredagen havde jeg haft højhælede sko på, og da vi gik det sidste stykke fra bussen og hen til min lejlighed, havde jeg leende beklaget mig over, at jeg havde ondt i fødderne.

Det kunne Frederik godt huske, og han tog mine fødder og masserede dem på den dejligste måde. Han var så sød og opmærksom, og for hvert øjeblik blev jeg mere og mere glad for ham.

Sidst på formiddagen fulgte jeg ham til bussen, og da vi tog afsked med et varmt kram, opsendte jeg en lille bøn om, at vi kom til at se hinanden igen.

“Vil du være min kæreste?”

Sådan blev det heldigvis også. Resten af lørdagen skrev vi sammen, det gjorde vi også om søndagen, og mandag modtog jeg en sms fra Frederik, hvori der stod: – Vil du være min kæreste?

Jeg sendte et stort ja tilbage, for der var faktisk ikke noget, jeg hellere ville.

Snart lærte han Sarah at kende, og der var sympati mellem dem fra første øjeblik. Han mødte også resten af min familie, og jeg blev præsenteret for hans.

I dagligdagen tænkte jeg ikke meget over Frederiks begrænsede syn. Jeg hjalp ham lidt, når vi var ude, og hvis det blev nødvendigt hjemme hos mig, men det gik helt automatisk.

Fire måneder efter vores første date på pubben havde jeg fødselsdag, og den dag gav Frederik mig en kæmpestor gave. Han faldt nemlig på knæ og friede, og jeg blev lykkelig og gav ham verdens største ja.

Nogen tid efter sagde jeg min lejlighed op, og samtidig fløj Sarah fra reden, for hun skulle uddanne sig i en anden by og havde fået et kollegieværelse.

Frederik og jeg flyttede sammen i hans lejede hus, og det føltes, som om mit liv havde skiftet gear. Jeg stoppede med de vilde weekender med byture og fest og alle mine aftaler.

I stedet gik jeg over til at mødes med veninder i ny og næ. Vi nød måske en lækker frokost sammen og shoppede lidt, men bagefter tog jeg hjem til Frederik.

Jeg elsker livet med hus og have

Indtil da havde jeg hele mit liv boet i lejlighed, og jeg havde egentlig aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til at bo i hus med have. Hurtigt fandt jeg dog ud af, at jeg faktisk var vild med at ordne have, og jeg nød især at dyrke grøntsager, krydderurter og frugt.

Jeg begyndte at sylte og bage og brase med alle de lækre sager fra haven, og jeg lavede altid mindst dobbelt portion og frøs så det overskydende ned.

Jeg nød også at kunne hænge vasketøj op i solen og lade det blæse tørt i stedet for blot at tørre det i tumbleren, og jeg hyggede mig generelt med at være huslig. Frederik og jeg deltes alligevel om ansvaret på en god måde.

Vi fandt en fælles hobby, som vi begge stadig går meget op i, nemlig at gå med metaldetektor, og vi har gjort mange spændende fund i jorden. At gå på jagt efter rav er noget andet, vi nyder at gøre sammen.

Vi spiller spil med vores venner og hygger os med at se en film sammen. Hvis Frederik har behov for lidt hjælp til spillet, får han det, og når vi skruer op for kontrasten og lyset på fjernsynet, kan han sagtens følge med i en film.

Endnu ved vi ikke med sikkerhed, om hans syn vil blive dårligere med tiden eller forblive, som det er nu. Det kan gå begge veje, men vi tager udfordringerne i den rækkefølge, de kommer.

Vil du give Ude og Hjemme i julegave?Klik her og læs hvordan!

Kærlighed var godt for mit helbred

Efter lidt mere end et halvt års forlovelse gik det til min overraskelse pludselig op for mig, at jeg ikke havde været syg en eneste gang, efter at Frederik og jeg var flyttet sammen.

Det var jo lidt pudsigt, og jeg måtte af samme årsag konkludere, at det havde gavnet mit helbred at geare ned og slippe min stressede tilværelse med de alt for mange aftaler.

Da vi havde været forlovet i et år, blev vi kirkeligt viet. Der var bare ham og mig i kirken, og vi havde den dejligste og mest romantiske dag. I forvejen havde vi inviteret venner og familie til fest to dage senere, og der blev jubel, da vi afslørede, at det faktisk var et surprise-bryllup.

Nu har Frederik og jeg snart været gift i to år, og jeg er lige så forelsket i ham, som da vi mødtes. Han er det dejligste menneske, jeg nogen sinde har kendt, og han behandler mig altid så sødt og kærligt.

Indimellem sender jeg tankerne tilbage til dengang, hvor jeg mere eller mindre havde opgivet at møde den store kærlighed og at blive gift. Men jeg fik jo det hele, og jeg elsker mit stille og rolige liv, som det er nu.

Frederik og jeg planlægger at købe et hus, hvor vi kan blive gamle sammen, næste år. Vi har for længst aftalt, at der skal være en havepavillon, hvor vi kan sidde i solen og drikke kaffe og nyde livet og hinanden.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.