En læser fortæller: Kontormus blev jeg aldrig 

Det var nederlag på nederlag, indtil jeg fandt min rette hylde.

Jeg havde ingen erfaring

I 1967 fik min mand og jeg en lille dreng, og efter fødslen havde jeg et par dejlige måneder, hvor jeg kunne hellige mig min søn og nyde hans udvikling. Derefter var jeg nødt til at finde mig et job.

Jeg havde taget en kontoruddannelse på et offentligt kontor, men opgaverne der havde været så specialiserede, at de kun passede til den pågældende afdeling.

På det tidspunkt var der mangel på arbejdskraft i Danmark, så der var mange ledige stillinger som kontorassistent. Flere af de opgaver, som de private arbejdsgivere forventede løst af deres nye medarbejder, vidste jeg dog intet om. Jeg kunne hverken skrive på maskine eller stenografere, og jeg havde ingen erfaring med regnskab og bogholderi eller i at betjene kunder fysisk eller pr. telefon.

Hurtigt gik det op for mig, at jeg nærmest ikke kunne noget, og hvad skulle jeg svare under en jobsamtale? Det anede jeg ikke, men der var ikke andet for end at kaste sig ud i det.

Jeg søgte først hos et gammelt, velrenommeret firma, som syede overtøj til det bedre borgerskab. Chefen, som jeg var til samtale hos, var i 60’erne og en oplevelse i sig selv. Han var iført jakkesæt, butterfly og stenansigt, og han var hverken venlig eller smilende.

Dog skræmte det ham ikke, da jeg indrømmede, at jeg kun havde erfaring med at journalisere i store, tykke bøger. Han bad om en prøve på min håndskrift, og den var tilfreds med. Derefter bad han mig om at anvende min letlæselige formskrift på et prisskilt. Så var jeg ansat, og jeg glædede mig til at starte.

Jeg gik tudende hjem

Jeg skulle læres op af den medarbejder, som snart skulle rejse fra stillingen, men desværre sygemeldte hun sig på min anden arbejdsdag, og jeg så hende aldrig igen. Jeg brugte første arbejdsdag på at skrive 50 små sedler med teksten: ”Lodenfrakke, grøn, 800 kroner.”

Det gik jo fint, men allerede dagen efter bad chefen mig toldklarere et parti varer fra Tyskland. Helt fortabt ringede jeg til min forgænger, men der var ingen hjælp at hente fra hverken hende eller chefen.

Stortudende gik jeg hjem, og efter aftale med min mand sygemeldte jeg mig næste dag og blev fyret inden for prøveperioden. I min elevplads havde jeg ellers kun haft ganske få sygedage, så det føltes som et nederlag.

En måned senere havde jeg job i en stor herretøjsbutik, hvor jeg blot skulle kontrollere salgsbilag og udarbejde statistikker. Jeg udførte disse opgaver i en lang, smal butik, hvor jeg sad bagerst i butikken uden vinduer eller udluftning. Det var en brandvarm sommer, og heden udløste det ene migræneanfald efter det andet hos mig. Jeg holdt kun til det i tre måneder og følte, at jeg havde indkasseret endnu et nederlag.

Mit tredje job blev hos en stor boghandler, hvor jeg skulle fakturere de bøger, som en medarbejder samlede ind til mig. For en bogelsker som mig var det et drømmejob, for nu kunne jeg bladre i alle de dejlige bøger.

Stillingen var på deltid, men jeg nåede aldrig mine opgaver inden for arbejdstiden og fik derfor overarbejdsbetaling. Problemet var nok, at jeg fordybede mig for meget i bøgerne. Chefen syntes, det blev for dyrt med alt det overarbejde, som ikke medførte mersalg, og atter stod jeg uden job.

Få Ude og Hjemme leveret i postkassenLæs mere her

Nu elskede jeg kontorarbejde

Næste ansættelse blev på et hospital, hvor vi seks kvindelige medarbejdere sendte laboratoriesvar på pipetteprøver. Jeg brugte min nydelige håndskrift til at skrive uden på kuverterne, men jeg havde svært ved at vænne mig til, at vi i nogle perioder havde styrtende travlt og i andre intet at lave. Jeg begyndte derfor at strikke i de stille timer.

Den stilling havde jeg i to år, og i den tid blev min jobmæssige selvtillid løftet så gevaldigt, at jeg fik mod på at søge ind på et mandsdomineret reklamekontor. Her lærte jeg at skrive på maskine, at lave annonceudkast og udføre spændende, administrative opgaver. Jeg opdagede, at jeg faktisk elskede kontorarbejde, da jeg først fandt ud af, hvordan det skulle gøres. Det var godt, for så kunne jeg selv klare den slags, da jeg siden blev selvstændig.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.