En læser fortæller: Min farmors spøgelse

Ikke længe efter hendes død begyndte vi at opleve sære hændelser.

Født på slægtsgården

Jeg blev født i 1980 og voksede op på en gammel slægtsgård, som havde tilhørt min familie i generationer.

Min gamle farmor boede sammen med os de første 13 år af mit liv. Hun var selv født på gården og havde boet der hele sit liv.

I en ung alder var hun blevet enke, da hun mistede min fars far i en trafikulykke, og det havde været hårdt for hende at drive gården videre alene. Med årene tvang økonomien hende desværre til at sælge markerne fra, og til sidst var der kun det stråtækte stuehus, udlængerne og en temmelig stor grund tilbage.

Ved mine forældres bryllup i 1972 overtog de gården. Udlængerne var forfaldne, og gårdspladsen var en stor mudderpøl. Farmor flyttede op på første sal, og mine forældre renoverede stuehuset med blandt andet nyt køkken. De købte også nye sofaer, og mor syede nye gardiner.

Farmor vrissede over alt det, for hun brød sig ikke om forandringer. Da først min bror og derefter jeg kom til verden, blev der lavet ekstra værelser, og stråtaget blev udskiftet med tagplader.

Som voksen har jeg forstået, at det må have været svært for min farmor at overdrage kommandoen i huset til sin svigerdatter, min mor, for nu måtte farmor jo bare se til, mens hendes hjem forandrede sig.

Vi elskede farmor

For min bror og mig var det ganske naturligt, at vores gamle farmor boede sammen med os, og vi elskede hende. Til glæde for os børn havde hun altid en stor bøtte slik. Hun hadede moderne teknologi og syntes, det var noget pjat, at vi skulle have et større fjernsyn og senere en videoafspiller, men alligevel kom hun hver aften ned for at se tv sammen med os.

Til sidst kunne farmor ikke længere klare trapperne, så hun rykkede nedenunder i et af børneværelserne, mens min bror og jeg flyttede op på første sal. Hernede endte farmor sine dage.

Måske havde jeg en anelse om, hvad der var på vej, for jeg sad ved siden af hendes seng på hendes livs sidste aften. Næste dag blev jeg ringet hjem fra skole, fordi hun var gået bort. Det var på samme tid både skræmmende og roligt at se den store, hvide kiste stå i entréen.

Ikke længe efter begyndte vi at opleve uforklarlige hændelser. Den dør, der var farmors tidligere hoveddør, åbnede sig, selv om vi var sikre på både at have låst og lukket den. I den ældste del af stuehuset blev det umuligt at tale i mobiltelefon, mens det gik glat i den helt nye udestue.

– Det er nok, fordi farmor hadede al den nymodens teknologi, spøgte vi, men under smilet prikkede tvivlen i os.

Det værelse, min farmor døde i, indrettede mine forældre til soveværelse til dem selv, men hver nat på slaget tre gav døren et højt smæld fra sig.

På gulvtæppet var der en plet, som på trods af mange gange tæpperens blev ved med at komme tilbage. Til sidst blev gulvtæppet udskiftet, men snart kunne pletten ses på det nye tæppe.

Jævnligt kunne vi også iagttage, hvordan vores to katte sad og fulgte noget med øjnene, hvorefter de pludselig hvæsede og stak af.

Selv drømte jeg ofte, at farmor prøvede at fortælle mig noget, og nogle måneder efter hendes død havde jeg en yderst livagtig drøm om, at hun ville vise mig noget foran kakkelovnen nede i stuen. Næste morgen lå mit nattøj mystisk nok foran kakkelovnen, så jeg må jo have gået i søvne.

En gråklædt kvinde

Det mest mærkelige var, da jeg som voksen luftede mine forældres hund og foran mig på stien ned mod huset fik øje på en gråklædt kvinde. Jeg tænkte, at det måtte være nabokonen, men da jeg råbte en hilsen og ville indhente hende, forsvandt hun ud af det blå.

På en eller anden sær måde følte man sig aldrig alene i det gamle stuehus, og det bliver spændende, om de nye ejere vil opleve det samme. Mit barndomshjem er nemlig netop blevet solgt, og ifølge ejendomsmægleren vil de nye ejere udgrave stuegulvet for at få mere loftshøjde.

Jeg misunder dem lidt, men tænker også på, hvordan farmor mon vil have det med de nye ejere og deres ombygningsplaner ...

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.