Familiens mobil-afhængighed blev for meget for 15-årige Sara

En sommerdag i juli 2015 havde Sara fået nok. Mobiltelefoner og alle former for elektroniske hjælpemidler og legetøj havde efter hendes mening fuldstændig taget styringen i huset. For at bekæmpe familiens mobil-afhængighed indførte Sare mobil-frie aftener. Siden er der blevet tid til samvær, nærvær og samtaler hver dag.

Mobil-afhægighed er en folkesygdom

De fleste forældre med teenagebørn kender til problemet. Det er næsten umuligt at få ungerne i tale, fordi de konstant har deres fulde opmærksomhed rettet mod enten mobiltelefonen eller iPad’en. Der tjekkes sms’er, mails eller andet, og der spilles elektroniske spil i én uendelighed.

Det sker alt sammen på bekostning af værdifulde samtaler på tværs af generationerne, og i den sidste ende går det ofte ud over familielivet og samværet mellem forældre og deres børn. I talrige danske hjem forsøger fortvivlede fædre og mødre dagligt med skiftevis trusler og løfter at få børnene til at lægge deres elektroniske legetøj fra sig. I langt de fleste tilfælde bliver der talt for døve øren.

Læs også: Godt råd til forældre: Giv børnene regler for skærmtid

Mange unge kan ikke engang under måltiderne holde fingre og øjne fra mobilen eller iPaden. Sidst på aftenen bliver tingene ofte slæbt med ind under dynen som erstatning for tidligere tiders krammedyr og yndlingsdukker.

Sådan er det ikke hjemme hos familien Bindner i Silkeborg. Men det er ikke de voksne i huset, jordemoder Mona Bindner, 45, og hendes samlever, der kan tage æren for, at det er blevet sådan. Det kan i stedet husets teenagerdatter, 15-årige Sara.

Det blev for meget

Det er nemlig ene og alene Saras fortjeneste, at alt elektronik bliver lagt til side sidst på eftermiddagen inden spisetid og i stedet erstattes af samvær, nærvær og gode samtaler hen over sofa- og spisebordet.

– Det var ganske enkelt blevet for meget. Jeg var blevet afhængig af at skrive på Movellas, tjekke Facebook, Snapchat, Twitter, sms, mails, Instagram, Skype, og alt muligt andet, inklusive elektroniske spil. Det tog hele min tid, og min mor og hendes kæreste var ikke et hak bedre. Derfor fik jeg idéen til, at vi skulle lægge alt elektronik fra os om aftenen og koncentrere os om hinanden, siger Sara med et smil.