Frikadelle-krigen breder sig

Randers Kommune er blevet udsat for landsdækkende hån og spot, fordi et snævert flertal i byrådet har vedtaget, at også svinekød skal være en del af menuen i kommunens institutioner. Men faktisk har andre kommuner allerede indført lignende regler. Og nu ser det ud til, at også politikerne i Århus Kommune skal tage stilling til den omstridte frikadelle

Selvom den er lækker, så er frikadellen blevet en omstridt spise i en del daginstitutioner. Hensynet til muslimske børn får ledelsen til at vælge svinekødet fra. 

Den er blevet kaldt frikaldelle-krigen. Den blusser op med jævne mellemrum. Men denne gang har byrådet i Randers med et håndfast krav om svinekød i deres institutioner for alvor fået folk til at køre det store skyts i stilling. Særligt på facebook vælter det rundt med hån og skældsord. Det snævre flertal bestående af Dansk Folkeparti og Venstre får dog nu støtte fra landets anden største by. I Århus vil Dansk Folkeparti forsøge at gøre partifællerne i Randers kunsten efter. 

Ingen opgørelse

- Selvfølgelig skal vi have sikret, at alle børn på kommunens institutioner i Århus også kan få svinekød. Vi er meget tilfredse med, at de har fået gennemført det forslag i Randers, lyder det fra DF-medlem Knud N. Mathiesen, der i øvrigt er både slagter og kok.

Ude og Hjemme har forsøgt at finde ud af,  hvor mange daginstitutioner og skoler i Århus, der har fravalgt svinekødet af hensyn til muslimske børn. Det er dog ikke nogen let sag, selvom kommunen tidligere har været kendt for, at en del institutioner har bandlyst svinekød. 

LÆS OGSÅ: Klogere børn med mad og motion

Chefkonsulent i Børn og Unge, Kommunikation, Henning Mols oplyser, at der ikke findes nogen central opgørelse. Og at det alene er op til de lokale forældrebestyrelser at udforme deres madordninger. 

Netop den manglende information fra Århus Kommune er et problem for Dansk Folkeparti i Århus.

- Vi har forsøgt at få overblik over, hvor mange skole og daginstitutioner, det drejer sig om. Men det har ikke været muligt. Derfor vil jeg nu på fredag (22/1 red.) forespørge om det. Vi politikere SKAL altså have et svar indenfor 10 dage. Sådan er reglerne, siger han.

Knud N. Mathiesen er dog sikker på, at der vil komme et forslag fra DF i Århus, der skal sikre, at svinekød ikke bliver fravalgt af hensyn til muslimske børn. 

En del af dansk madkultur

- Vi har spist svinekød i flere hundrede år her i Danmark. Det er en del af dansk madkultur. Det kan ikke være rigtigt, at vores gamle madtraditioner skal ændres, fordi der kommer nogle andre mennesker til landet, siger Knud N. Mathiesen.

LÆS OGSÅ: Sådan vælger du det sunde kød

Han påpeger dog, at forslaget ikke på nogen måde er ude på at hindre muslimer i at få den mad, de holder af.  

- Der skal være plads til alle. Både dem der spiser svinekød, dem der er vegetarer og dem, der er muslimer siger han. 

Nemmere at droppe svin

Tidligere har kommunale embedsfolk argumenteret for, at det er nemmere helt at droppe svinekødet, fordi etnisk danske børn ikke har noget problem med at spise fx oksekød og kylling. Samtidig har det været dyrere og mere besværligt. Blandt andet fordi, der skal bruges to forskellige pander til henholdsvis til svinekød og halalmad.

- Men det giver jeg ikke noget for. Selvfølgelig kan man finde ud af det. Og bare fordi det er nemmere, er det jo ikke ensbetydende med, at det er rigtigt, siger Knud N. Mathiesen. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Århus Kommunes Venstre-rådmand for Børn og Unge, Bünyamin Simsek.