En læser fortæller: 40 år og nybagt mor

Da jeg var 39 år, havde jeg egentlig afskrevet børn i mit liv. Efter to år som single var der ikke umiddelbart noget, der tydede på, at der snart ville stå en dejlig mand foran mig. Jeg kunne bestemt godt lide børn og havde da også altid troet, at jeg en dag ville få mine egne. Kærester havde jeg haft et par stykker af, og jeg havde også været i det, som kaldes længerevarende parforhold, men børn var det ikke blevet til. 

Min sidste kæreste, Mads, og jeg havde været sammen i fire år, da vi gik fra hinanden, og de to sidste år havde vi uden held forsøgt at blive forældre. Vi havde taget de første spæde skridt mod fertilitetsbehandling, men nåede ikke målet. Jeg kunne godt have fortsat behandlingen alene, men jeg havde ikke lyst til at blive gravid med en donor, og jeg syntes også, at jeg var for gammel til at stå alene med et barn. 

En læser fortæller: Jeg dur ikke til at være mor

I stedet koncentrerede jeg mig om at være en god faster for min nevø, hyggede mig med mine veninder og engagerede mig i mit job som voksenunderviser på VUC. Jeg blev valgt til tillidsrepræsentant, og det var netop på et kursus for nyvalgte tillidsrepræsentanter, at jeg mødte Ole. Vi faldt i snak over frokostbuffeten, og vores samtale forsatte i baren om aftenen. 

– Malene, det er virkelig sjældent, at jeg møder en kvinde, der så interessant, sagde han. – Er der en chance for, at jeg kan lokke et telefonnummer ud af dig?

Det var der, for jeg syntes også, at Ole var charmerende, og så havde han pæne tænder og et sjovt grin. Han var fraskilt og havde to halvvoksne børn, som levede deres eget liv.

– Og så står jeg dér med mit store, blødende faderhjerte og må nøjes med en sølle sms, der mest består af de der små gule ansigter, sagde han med påtaget grådkvalt stemme, og jeg grinede, så mascaraen løb.

Jeg troede ikke, at jeg kunne blive gravid

Ole og jeg begyndte at se hinanden på den uforpligtende måde. Vi gik i biffen, tog ud og spiste, gik lange ture eller tilbragte aftenen sammenfiltret i hinanden på sofaen, mens vi så film. Vi talte ikke så meget om fremtiden eller tog den store fremtidssnak. Det var der ikke behov for, for vi havde det dejligt sammen og var begge ude over det dér med børn. Troede vi. 

En læser fortæller: Jeg passede mor til det sidste

Da jeg havde kendt Ole i to måneder, fandt jeg ud af, at jeg ventede mig. Vi havde sløset med præventionen, for jeg troede faktisk ikke, at jeg kunne blive gravid. Jeg havde trods alt prøvet med Mads i to år uden held. 

Nu var der pludselig to blå streger på graviditetstesten – og morgenkvalme. Det var fantastisk og dybt foruroligende. På den ene side var jeg euforisk over, at jeg var gravid, selv om det på ingen måde havde været hensigten, men på den anden side lød fornuftens stemme, og den gjorde mig venligt, men bestemt opmærksom på, at jeg fyldte 40 år om to måneder. 

Når jeg fyldte 60, ville mit barn være 20

Ole blev begejstret, da jeg viste ham graviditetstesten.

– Jeg havde godt nok ikke troet, at jeg skulle være far igen, men hvis du gerne vil have et barn, så får vi et barn, sagde han. 

Til alle mine bekymringer om, at vi slet ikke kendte hinanden godt nok til at få et barn, svarede han bare: – Det finder vi ud af, søde, men først skal du finde ud af, om du vil have det barn. 

Jeg havde et par hårde uger, hvor min fornuft overvejede for og imod et barn, men i mit hjerte var jeg aldrig rigtig i tvivl – selvfølgelig skulle jeg have mit og Oles barn. Selv om vores forhold var så nyt, var det et barn skabt i kærlighed, og jeg var sikker på, at Ole ville tage sit faderansvar alvorligt og blive en god far. 

En læser fortæller: Unge mødre dengang og nu

Da jeg fik sagt højt, at jeg ville have barnet, mærkede jeg roen brede sig i mit sind, og jeg kunne mærke glæden og forventningerne spire frem. Ole var også glad, og han påtog sig straks rollen som den, der fandt en passende bolig til vores lille familie, for vi var enige om, at far og mor skulle bo sammen. Det hele var lidt overvældende, men jeg glædede mig også til endelig at få min egen familie. Der var dog én ting, der plagede mig    – nemlig min høje alder. 

Min mor havde fået mig, da hun var 26 år, to år efter kom min lillebror og fire år senere min lillesøster. Jeg husker tydeligt min mors 40-års fødselsdag, hvor jeg med rystende stemme holdt en tale. Mit barn var stadig i maven på min 40-års fødselsdag, til gengæld ville vi kunne holde fælles fødselsdag, når jeg fyldte 60 og mit barn 20, som min vittige lillesøster var så venlig at nævne. 

– Jeg er alt for gammel til at få et barn, klagede jeg til min søster. – Tænk på, hvor ofte det stakkels barn vil blive spurgt, om jeg er dets bedstemor.

Jeg huskede en dreng fra min klasse, der havde gamle forældre. Han gik i noget underligt gammeldags tøj, brugte sjove ord og var selvfølgelig klassens mobbeoffer nummer et. Den skæbne ønskede jeg ikke for mit barn. 

– Hold nu op, sagde min søster. – Du bliver da en super- tjekket mor, selv om du ikke er den yngste.

En læser fortæller: Min lykke var hendes sorg

Jeg tænkte nu meget over det med alderen gennem min i øvrigt nemme graviditet, for min krop havde tilsyneladende ingen problemer med at være gravid, selv om den var lettere brugt. Jeg håbede, at den og jeg også ville have energien til de søvnløse nætter. Tidligere havde jeg kunnet gå i byen til den lyse morgen, men nu skulle klokken ikke være meget over 22.30, før jeg gabte og savnede min seng. Jeg satsede virkelig på, at jeg ikke fik et kolikbarn. Min nevø havde haft kolik, og jeg huskede med gru, hvor udslidte min bror og svigerinde havde været, og de var meget yngre end mig. 

En anden bekymring gik på, at jeg risikerede at dø fra mit barn. Bare tanken sendte kaskader af tårer ned ad mine kinder. 

– Du dør ikke, sagde min mor bestemt. – Vi bliver gamle i vores familie, og desuden risikerer du også at få et tagsten i hovedet, når du er 25 år. Der er ingen garanti for et langt liv. 

Endelig kom lille Magnus til verden tre dage efter terminen. Ole og jeg var netop blevet færdige med at flytte ind i vores nye hjem, og alt var klar til det lille ny familiemedlem. Ole klippede navlesnoren over, og da jeg så, hvor berørt han blev, begyndte jeg også at græde. I det øjeblik smeltede Ole og jeg sammen og blev til et forældrepar. 

Jeg kan ikke måske nå at få så meget glæde af mine børnebørn

Og der blev god brug for to forældre. Magnus var formentlig ikke mere besværlig end andre børn, men de første tre måneder havde han urolige perioder om natten, og jeg kunne godt mærke, at den manglede søvn sled på mig. Jeg blev kortluntet og havde let til gråd, men Ole var god til at tage over og sende mig i seng, når jeg blev alt for hysterisk. Han kunne også tale mig til ro, når jeg blev bekymret over hoste eller lidt feber, for han havde prøvet det hele før, selv om det var flere år siden siden. 

Magnus tog på i vægt og trivedes, og mit moderhjerte svulmede af stolthed, da sundhedsplejersken kaldte ham en en lille lækkerbisken. 

En læser fortæller: Giv mig lov til at sørge 

Samme sundhedsplejerske satte mig i mødregruppe med fire andre kvinder i byen, der også lige havde født deres første barn. Jeg fortrød, i samme øjeblik jeg trådte ind i stuen og så, at de andre mødre var meget yngre end mig, men jeg tog en dyb indånding, skruede smilet på og præsenterede mig.

– Hej, jeg hedder Malene, og nej, jeg er ikke Magnus’ mormor, men hans mor, sagde jeg, og de andre grinede. 

Jeg kunne lige så godt vænne mig til, at jeg altid ville være den ældste mor. Det gav også ekstra pondus at være den ældste. De andre mødre lyttede mere til, hvad jeg sagde. Jeg havde ikke mere erfaring end dem, men jeg brugte mere min sunde fornuft end de unge mødre. 

Hvor de tyede til internettet og babybøger, lyttede jeg til min intuition og gjorde det, som jeg følte, gav mest mening, for jeg kendte mit barn bedre end Google. Det gav mig en ro og selvtillid som mor, som jeg kunne se, at de yngre mødre manglede. 

En læser fortæller: Mit sexliv keder mig

Jeg mødte overraskede få fordomme over min alder, og når jeg gjorde, var det mest fra ældre kvinder. De syntes nærmest, at det var naturstridigt at få børn så sent i livet. Jeg lærte at forsvare mig med, at jeg først lige skulle møde Magnus' far.

– Det er jo en alvorlig sag at sætte børn i verden, så man må vente på de bedste gener, sagde jeg, og det svar kunne lukke munden på de fleste. 

I dag er Magnus 5 år, og jeg tænker sjældent på, at Ole og jeg er ældre end de fleste forældre. Vi er jo bare Magnus’ far og mor. Det eneste, som går mig en lille smule på, er, at jeg ikke kan være sikker på, at jeg når at få så meget glæde af mine børnebørn. Slet ikke, hvis Magnus også først får børn sent i livet. Det gør mig lidt ked af det, men når det er sagt, så har jeg aldrig fortrudt, at jeg fik mit barn, selv om jeg var ovre den første ungdom, da jeg blev mor. Kærlighed har ingen alder, og Magnus er det største, der er sket i mit liv.