En læser fortæller: Da Mille fik gnisten tilbage

Et hul i hegnet var det, der skulle til, for at vores hund livede op igen.

En aktiv hvalp

Vi vidste på forhånd, at Mille og hendes søskende havde noget jagthund i sig, og vi valgte hende ud af de fem hvalpe i kuldet, fordi hun masede rundt med en glad, strittende hale. Min kæreste ville gerne have en aktiv hvalp, for han cyklede mange kilometer på landevejene i sin fritid, og han drømte om at have vores hund med på nogle af sine ture. 

Mille lærte hurtigt at spurte af sted ved siden af forhjulet, og hun dansede af glæde, når han trak cyklen frem. Fem år senere flyttede vi fra byen til et lille skovløberhus, og min kæreste købte en mountainbike, som han fræsede rundt med på de mudrede skovstier. Mille lignede en, der næsten ikke kunne være i sig selv af begejstring, når hun fik lov til at komme med, og hun elskede at spurte op og ned ad bakkerne i al slags vejr. 

Det kunne foregå uden snor, for Mille havde kun fokus på min kæreste og cyklen, men det var en anden sag, hvis hun var alene i haven. Så tog hendes jagtinstinkt over, og vi indhegnede grunden med et højt hegn for at undgå, at hun skulle strejfe i skoven. 

Læs også: Hunde forstår, hvad du siger

Min kæreste skiftede siden sin mountainbike ud med en almindelig cykel, og efterhånden brugte han den kun søndag morgen, når han hentede brød hos bageren. Det var også af hensyn til Mille, for hun var blevet en ældre dame på 12 år, og vi kunne se, at hun lige skulle have gang i bentøjet efter en lur. 

Jeg overtog Milles motion, og vi gik tit det korte stykke hen til et grønt område, hvor hunde fik lov til at løbe frit. 

Patient uden brok

En kold eftermiddag i januar piskede Mille rundt og prøvede at holde trit med to af sine venner, men hundene kom tilbage uden hende, og jeg fik en fornemmelse af, at der var noget galt. Det var der, for Mille var gledet på en træstamme, og hun kunne ikke støtte på sit ene ben, da jeg fandt hende.

Jeg ringede efter min kæreste, som kom og hentede os i bilen, og det viste sig, at hun havde fået en slem blodansamling ved skulderen. Min kæreste og jeg sendte hinanden bekymrede blikke, da dyrlægen beordrede ro og hvile, men Mille påtog sig rollen som patient uden brok, og hun forlod kun sin kurv for at komme ud i køkkenet til sin madskål. 

Når hun skulle tisse, lavede hun en dyb, klagende lyd, der betød, at vi skulle bære hende ud i haven, og hun ville ind med det samme bagefter. Det var deprimerende at se på, for hun var ellers så glad og fuld af liv, selv om hun var oppe i årene. 

Jeg håbede, at hun ville blive sit eget muntre jeg igen, men to måneder senere virkede hun stadig trist og tynget, og vi tog hende en tur forbi dyrlægen igen for at finde ud af, om der var noget andet galt. Dyrlægen mente, at hun var blevet indhentet af sin alder og havde fået en ordentlig forskrækkelse. Måske havde faldet ændret hendes personlighed for bestandigt. 

Når jeg raslede med hundesnoren, kom hun tøffende med hovedet på skrå, men jeg havde på fornemmelsen, at hun mest af alt fulgte med for min skyld, og vi nåede kun nogle veje væk, før hun begyndte at trække hjemad. 

Hullet i hegnet

En aften blæste det så kraftigt, at tynde grene blev revet af træerne, og det gav et sæt i os, når de slog mod ruderne i forbifarten. Næste morgen kunne vi se, at et træ få meter fra vores grund var trukket op med rod, og det havde lavet et hul i vores raftehegn, inden det ramte jorden. 

Læs også: Aktiver din hund - men med omtanke

Mille var den første, der opdagede hullet, og det sad sådan, at hun lige nøjagtig kunne se ud. Resten af formiddagen stod hun i bunden af haven og fulgte med i livet på den anden side af hegnet, og hun gøede og hoppede rundt, når hun fik øje på et egern eller en hare. Jeg så glimt af den hund, hun havde været inden faldet, og jeg bad min kæreste om at vente med at reparere hullet. 

Et år senere har vi stadig ikke repareret hegnet, og Mille bruger flere timer hver dag på at stå og følge med i, hvad der sker på den anden side. Det er, som om det har givet hende gejsten tilbage, og vi kan leve med, at vi har et hul i hegnet, når det gør hende så glad. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.