En læser fortæller: Den værste ulykke af alle

At få et barn uden for ægteskab var nok det mest fortvivlende, der kunne ramme en ung kvinde.

Jeg blev bange for mænd

Jeg kom til verden i 1934 og voksede op i en lejlighed i det indre København. En dag legede jeg som så ofte før i gården, og en mand var beskæftiget med at udføre noget arbejde derude. Jeg må have været tre-fire år.

Manden spurgte, om jeg ville gå med ham hen i en mørk port, for så ville jeg få en fem-øre. Intetanende gik jeg med, og han satte sig et sted, trak mig op på sit knæ og begyndte at famle med mit tøj. Det kunne jeg ikke lide, men heldigvis kom der pludselig et skarpt lys. Nogen havde åbnet porten, og manden forsvandt hurtigt ud i gården igen. 

Læs også:Forelsket i en sexgalning

Jeg skyndte mig ind til min mor, som straks kunne se, at mit tøj sad forkert. Hun fik mig til at fortælle, hvad der var sket, og politiet blev indblandet. Mor og jeg skulle komme hen til politistationen, og her skulle jeg udpege manden, hvis jeg kunne genkende ham. Da han kom frem, gemte jeg mig bange i mors nederdel. Så vidt jeg ved, blev manden fyret.

Efterfølgende var jeg meget bange for mænd, og mor formanede mig også om at være det. Da jeg senere på min skolevej skulle forbi en port, hvor der tit stod en gammel mand, gik jeg altid straks over på det modsatte fortov.

Raske drenge og yndige piger

Sammen med en veninde talte jeg tit om de børn, vi engang skulle have. Vi skulle nemlig være mødre til raske drenge og yndige småpiger med lyse krøller. Endnu anede vi intet om, at en mand var påkrævet i den sammenhæng.

En dag inviterede en skoleveninde mig med hjem. Vi var alene hjemme, og hun trak en bog ud fra et stort skab og bladede hen til en side, der kunne foldes ud. På den kunne man se, hvordan en kvindes mave så ud, og inden i den lå et lille barn. 

Jeg stirrede og måbede og kunne ikke glemme synet igen. Flere gange havde jeg nemlig hørt voksne tale om, hvor forfærdeligt det var, hvis en ung pige fik et barn uden at være gift. Og det var altså sådan, det gik til.

Derhjemme spurgte jeg min mor, hvordan et lille barn dog kom ind i sin mors mave, for så velinformeret var min skoleveninde nemlig ikke.

Min mor så forskrækket på mig og sagde: – Det er noget uartigt noget, man slet ikke må tale om!

Siden spurgte jeg aldrig min mor om noget i den retning.

Læs også: Dorthe Kollo: Jeg valgte mit barn fra

Et par år senere blev der hvisket i nabolaget om en ung pige, der skulle rejse et sted hen, fordi hun skulle have en lille. Det stod mig jo allerede klart, at det Jeg var det værste, der kunne ske for én.

Alligevel forklarede mor mig alvorligt, at man aldrig måtte få et barn før brylluppet, for det ville blive et uægte barn. Det lød så skræmmende, og uden at vide hvorfor fik jeg bange anelser.

Jeg troede, jeg skulle have et barn

Omkring tiden for min konfirmation opdagede jeg en dag, at jeg blødte. Jeg blev så forskrækket og troede, at jeg skulle have et barn. Bundulykkelig fortalte jeg mor om blødningen. Hun tog det roligt og gav mig blot noget vat, og jeg forstod, at det skulle være sådan. 

 Som 15-årig blev jeg tjenestepige på en gård, og samtidig begyndte en karl, der hed Jens. Han var 18, og når vi var til bal sammen, sørgede han altid for at få den sidste dans med mig.

Vi travede hjemad sammen med andre unge, og ofte faldt Jens og jeg lidt bagud. Det var spændende, og der var gnister i luften, når blot hænderne strejfede hinanden.

På en naturlig måde nærmede vi os hinanden, mens vi drømte om, hvor dejligt vi skulle få det engang. Med fryd talte vi om at få børn, men emnet gav os samtidig begge en slags angst.

Jens var også bange for, hvad der kunne ske, og nogle gange endte det med, at vi begge sad og græd.

På min 18-års fødselsdag ringforlovede vi os, og tre år senere ryddede mine forældre stuen og holdt bryllup for os. Derefter havde vi ikke længere noget at frygte, og vores børn blev noget bedre oplyste. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.