En læser fortæller: Dengang der var vintre til

Når jeg i dag fortæller børn om al den sne, jeg oplevede som dreng, tror de ikke rigtig på det.

Vi manglede aldrig noget

Jeg trådte mine barnesko på Ærø, hvor jeg blev født og boede i de første 30 år af mit liv. 

Mine forældre, mine fire søskende og jeg boede på et lille landbrug med 10 tønder land. På det tidspunkt kunne det lige netop brødføde en familie som vores. Mor og far var et par dejlige, arbejdsomme mennesker, og vi børn manglede aldrig noget, hverken kærlighed, mad i munden eller tøj på kroppen. 

Luksus kendte vi ikke til, og bil og traktor havde vi heller ikke. Far gik i marken med vores to gode heste, og på øen var han kendt for at kunne pløje, så furerne blev lige som en streg. Folk, der kom cyklende forbi, sprang tit af cyklerne for at stå og se ham køre med ploven.

På vores lille gård var der noget at bestille året rundt, og mor knoklede også i marken. Ved høsttid bandt hun al kornet op i neg, og hun hakkede også roer. 

Vi børn havde naturligvis også vores pligter, men om sommeren blev der alligevel tid til at løbe en tur til stranden. Løbeturen ned til vandet kunne gøres på 5-10 minutter, og så kastede vi os med største fornøjelse ud i den friske Østersø. 

Cykelturen til skole var på fem kilometer, og vi nåede altid frem, uanset om det var sol, regn eller sne. Sne var der rigtig meget af dengang, og hvis vejene var sneet helt til, var det lettere for os at gå over markerne til skolen. 

En sneplov var et sjældent syn, og snerydningen foregik ved håndkraft. Der var omkring 10 mænd, som mødte op med skovle, og øens snefoged bestemte, hvor og hvordan rydningsarbejdet skulle foregå. 

Ofte var de smalle veje føget så meget til, at sneen lå i mandshøjde. En af mændene stod så de cirka to meter oppe, og han smed den sne videre, som blev kastet op af mændene nedefra. Det var hårdt arbejde. 

Læs også: Derfor tager du på om vinteren

Derhjemme fyrede vi op i kakkelovnen i dagligstuen med kul, briketter og brænde. I køkkenet gav brændekomfuret god varme, og det var der, vi opholdt os mest. I stadsstuen var der iskoldt, medmindre vi ventede gæster, for så blev der fyret op. 

I skolen var der også kakkelovn, og under vild leg kom en af mine klassekammerater en dag til at vælte den, så gløder og brændsel fløj ud. Der blev hurtigt kastet noget vand på, og så fik vi ellers et par fridage på den konto.

Minus 30 grader

På særligt kolde vinterdage kunne temperaturen nå helt ned mellem 30 og 40 minusgrader, og så stod vi ude på den tykke is og pilkede torsk i huller, der var blevet skåret i isen. Små lastbiler kørte rundt og samlede fiskene op. 

Der var så mange torsk, at det føltes, som om krogen landede på ryggen af dem, når man smed den ud. Store var torskene også, for når vi kørte hjemad med dem hængende fra styret på vores gamle damecykel, nåede de helt ned til jorden. 

På Ærø boede der mange fiskere dengang, men når vinteren var værst, kunne de ikke sejle ud, for deres både var frosset inde. Vognmænd i små lastbiler kørte over isen for at hente korn og andre fornødenheder inde i Svendborg. Færgen kunne kun sejle, hvis den konstant sejlede frem og tilbage, for ellers frøs renden til.

Læs også: Fødte i snekaos

Når jeg i dag fortæller børn om al den sne, jeg oplevede som dreng, tror de faktisk ikke rigtig på det, for nu til dags er vintre jo mere grønne end hvide, og det er vel både godt og ondt. Godt, fordi den smule sne og frost, vi oplever på en almindelig vinter, sjældent forhindrer nogen i at gøre noget. Og skidt, fordi de lunere vintre formentlig skyldes klimaforandringer. 

I 1965 flyttede jeg fra min barndoms skønne ø, hvor der var mange unge mennesker, men ikke ret meget arbejde at finde. Siden da er det problem vist kun blevet større. Jeg er vendt tilbage mange gange, og stadig er der steder, jeg ikke har set. Meget af min familie bor stadig på Ærø, og jeg er der gerne en uge ad gangen og nyder hvert øjeblik. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.