En læser fortæller: Der skete et mirakel i toget

Hvis ikke kvinden ved siden af mig havde fattet mistanke til, hvad der var galt med mig, ville jeg måske ikke være i live i dag.

4. februar 2017

Jeg er på weekend hos Steen i hans hyggelige hus. Nu har vi været kærester i godt et halvt år, og det kan vi takke squaredance for. Heldigt, at han ikke har noget imod at køre de 50 km hver tirsdag. 

Det går virkelig godt med os, men måske bliver vi ved at bo hver for sig. Jeg har det fint i min dejlige lejlighed i centrum og er glad for at bo tæt på min voksne datter, Mette, og jeg er også stadig involveret i aktiviteter i det kulturhus, hvor jeg arbejdede i mine sidste 10 år på arbejdsmarkedet. 

Steen trives med at bo på landet, han er friluftsmenneske og elsker camping, og det har han også fået lokket mig lidt med på. På mandag morgen tager jeg toget hjem igen, som jeg plejer.

6. februar 2017

Klokken er 8 mandag morgen, og jeg sidder i toget. Der er mange passagerer, de fleste skal sikkert på arbejde. Ved siden af mig sidder en dame, som strikker. Det er der næsten ikke plads til, så når vi kommer til den næste station, vil jeg flytte mig, hvis nogen stiger af.

6. februar, klokken 8.25

Nu er sædet overfor blevet ledigt, og jeg vil sætte mig derover, men jeg har det lidt mærkeligt. Det er svært at forklare, for jeg har ikke ondt nogen steder, snarere tværtimod. Jeg har det meget behageligt, som om jeg er pakket ind i varm, blød dyne. Dog føler jeg mig lidt træt. 

Da jeg vil flytte mig, kan jeg ligesom ikke få min krop til at gøre, som jeg vil. Hvad skal jeg gøre, når jeg når frem og skal af toget? For det skal jeg jo. Hvordan skal jeg bære mig ad med at komme af, hvis mine ben ikke vil lystre mig? Jeg vil tage noget i min lomme, men højre arm virker ikke. 

Damen med strikketøjet spørger, om jeg har det godt. Jeg fortæller hende, hvor jeg skal af, men mine ord lyder mærkelige. Hvorfor taler jeg ikke, som jeg plejer? 

Toget er kørt videre nu, men der sker noget omkring mig. Damen med strikketøjet har lagt det fra sig nu, og i stedet har hun en mobiltelefon i hånden. Hun taler med nogle andre, og det hele går lidt hen over hovedet på mig, for jeg tænker hele tiden på det med, at jeg skal af toget det rigtige sted.

Nu bliver hun ved og ved med at tale til mig, og hun spørger også om mit sygesikringsbevis. Hun tager det selv i min pung, mens hun bliver ved med at snakke. Bare hun dog ville lade mig være.

6. februar, klokken 8.45

Jeg sidder i døråbningen i toget. Det er stoppet ved en overskæring, bommen går op og ned. Alt omkring mig er underligt. 

Der er tre Falckreddere, som prøver at hjælpe mig ud af toget. Nu kommer der en arbejdsmand i blåt tøj. Han spørger, om han skal bære mig ud. 

Så ligger jeg pludselig i en ambulance, og nu har jeg smerter. De kommer, fordi der sidder en Falckredder ved siden af mig og bliver ved med at trykke mig hårdt på brystet. Hold dog op med det. 

Min ene arm dingler nede ved gulvet, han lægger den op på min mave, men den glider ned igen. Jeg kan ikke mærke den eller styre den. 

Pludselig ser jeg min mor, som har været død i flere år. Hun bøjer sig ned mod mig med armene åbne, som om hun vil tage imod mig. Men det kan hun ikke, fordi Falckredderen bliver ved med at sidde der og trykke knoerne mod mit bryst. 

Så er det Steen, der er i mine tanker. Steen har prøvet at miste sin kone, og det var slemt for ham, da hun døde. Han skal ikke miste én kvinde til. Jeg må leve, så det ikke sker. 

6. februar 2017, klokken 10.15

Nu er jeg et andet sted. Det er et sygehus. Jeg bliver scannet. Der er en mørkhåret mand i en hvid kittel, som taler til mig. Han siger til mig, at jeg har en blodprop i hjernen, og at han har både en god nyhed og en dårlig nyhed til mig. 

Den gode nyhed er, at blodproppen sidder i en lille åre i hjernen, ikke en stor. Den dårlige nyhed er, at de ikke kan operere den ud, for det er ikke muligt. Han tilbyder mig noget, der hedder trombolysebehandling, og jeg kan også få en medicinsk behandling samtidig. Men jeg skal skrive under på, at jeg accepterer behandlingen, for den er ikke helt uden risiko. 

Jeg vil gerne have den behandling, og jeg vil også skrive under, men jeg kan ikke, for min hånd og min arm vil stadig ikke, som jeg gerne vil. De bliver nødt til at hjælpe mig med at styre hånden, og det gør de. 

Min underskrift ser helt forkert ud, men det er min. Nu lægger de et drop i min håndryg, for behandlingen er intravenøs.

6. februar 2017, klokken 11.15

Det går bedre nu, meget bedre. Jeg kan bevæge mig, som jeg vil, og jeg skal ikke længere have den intravenøse medicin. Jeg bliver kørt op på en stue, hvor jeg skal overvåges i fire timer. 

Der er en sygeplejerske hos mig, og jeg spørger, om jeg kan få lov til at gå ud på toilettet, for jeg skal tisse. Det må jeg ikke, så jeg får et bækken op i sengen. Jeg er koblet til nogle monitorer, så de kan følge med i blandt andet min hjertefunktion. 

Så kommer sygeplejersken med lidt vand, som hun vil se, om jeg kan finde ud af at synke. Det kan jeg godt. Lidt efter kommer hun med noget tyktflydende væske og en kiks, og jeg kan godt klare begge dele. Det betyder, at jeg endelig får lov til at gå ud og tisse selv, og jeg kan også godt få lov til at komme lidt op.

6. februar 2017, klokken 15

Jeg har helt bevidst ikke villet kontakte nogen i det tidsrum, hvor jeg har været ved at dø, og jeg har heller ikke villet have, at sygehuset gjorde det. 

For det var det, der skete med mig. Jeg var så tæt på døden. Nu ringer jeg til Mette og fortæller, at jeg har haft en blodprop i hjernen og er indlagt. Hun bliver selvfølgelig meget forskrækket, men hun vil skynde sig at komme herop på sygehuset. 

Mens jeg venter på hende, sender jeg en sms til Steen. Jeg skriver til ham, at jeg blev lidt dårlig i toget og er taget på sygehuset for at blive tjekket, men at han ikke skal være bekymret, for jeg er okay. På en måde er det sandheden. Endnu ved jeg jo ikke med sikkerhed, om jeg slipper fra det her helt uden fysiske men, og hvis jeg for eksempel ikke længere kan danse, vil jeg ikke være kæreste med Steen mere. 

Han elsker det frie campingliv, og han elsker sin squaredance, og det skal han have lov at dyrke, lige så meget som han vil. Han skal ikke begrænses af en delvist handicappet kæreste, og hvis det bliver sådan med mig, gør jeg det forbi med ham. 

Alle disse tanker er netop fløjet igennem mit hoved, da han svarer mig. Han skriver, at han håber, jeg har det godt. Jeg når lige netop at svare, at det har jeg, og så kommer Mette. Hun græder, og det gør jeg også, for det har været så tæt på. 

Lidt efter smiler hun og siger til mig, at jeg skal lade være med at bruge penge på lottokuponer, for mit held er vist brugt op. Det har hun helt ret i.

6. februar 2017, klokken 23.45

Det er nat, og der er to læger, som kommer og kigger til mig. Den ene af dem kalder mig ”solstrålen”, og det kan jeg først ikke forstå. Så forklarer han mig, at jeg i hans øjne er intet mindre end et mirakel. For det er trombolysebehandlingen, som har reddet mit liv, og den skal sættes i værk inden for fire timer, hvis den skal nytte noget. 

Det kunne være gået helt anderledes, men i mit tilfælde faldt alt i hak. Hvis ikke damen i toget med strikketøjet havde fattet mistanke til, hvad der var galt med mig, ville jeg måske ikke være blevet reddet. 

Hun ringede 112 og fik en anden passager til at stoppe toget, som bakkede tilbage til den overskæring, hvor ambulancen hentede mig. Jeg husker det kun i glimt, men jeg sad jo der i døråbningen og så bommen gå op og ned. 

Det var også mit held, at to overlæger var til stede og kunne dirigere behandlingen, og faktisk er det langt fra på alle sygehuse, man kan få trombolysebehandling.

7. februar 2017, formiddag

Jeg får nok lov til at komme hjem i eftermiddag, men først skal jeg have en ekstra scanning. Jeg skal også have blodfortyndende medicin, og det skal jeg blive ved med at tage, og i den nærmeste fremtid skal jeg igennem forskellige undersøgelser, men det kan klares ambulant. 

Overlægerne hedder Michael og Tom, og Michael har spurgt, om jeg vil deltage i en slags forsøg, hvor jeg får to tabletter daglig. Den ene er det blodfortyndende middel, den anden er uden virkning. Selvfølgelig vil jeg være med til det. 

Jeg er helt blå på brystet, hvor Falckmanden trykkede med knoerne for at holde mig vågen. Hvis jeg var faldet i søvn, ville jeg ikke være her nu.

7. februar 2017, klokken 16.30

Nu er vi hjemme hos Mette. Vi tog en taxa hjem til hende, og jeg har endelig skrevet til Steen, hvad der skete med mig. Jeg føler mig som mig selv igen, og det er utroligt. Dog bliver der ikke noget med squaredance for mig i dag, selv om det er tirsdag, men jeg har skrevet til Steen, at jeg håber, han vil tage af sted som sædvanligt. 

Mette og jeg taler meget om den dame med strikketøjet. Hun reddede mit liv, men jeg aner ikke, hvad hun hedder. Jeg vil finde hende igen, og jeg vil også gerne takke de to overlæger på sygehuset. 

9. februar 2017

Det er rart at være hjemme hos mig selv igen. Mette er bekymret for mig, den stakkel, hun kan slet ikke lide tanken om, at min lejlighed er i to plan. Hun frygter, at det sker igen, mens jeg er gået ovenpå og måske ikke har fået min mobil med mig. 

Lige nu er Steen her. Vi tager hjem til ham i weekenden.

12. februar 2017

Jeg har fået en idé: I morgen tidlig kører Steen mig til stationen på vej til arbejde, og så tager jeg præcis det samme tog, som jeg tog med i mandags. Måske tager damen med strikketøjet det tog på arbejde hver morgen. Jeg kan desværre ikke huske, hvordan hun ser ud, jeg kan kun genkalde mig det med strikketøjet. Men det er et forsøg værd. 

Mette tager imod mig på stationen. Hun har købt to kæmpestore æsker chokolade, og så tager vi sammen ud på sygehuset og giver dem til de to overlæger. 

13. februar 2017

Damen med strikketøjet hedder Birthe, det ved jeg nu. Mens jeg stod og ventede på at komme med toget i morges, var der pludselig en dame, som kom hen til mig og sagde: – Er det dig? 

Jeg genkendte hende ikke, men det var hende! Vi gik ind i toget sammen og talte hele den time, togturen varede. Hun fortalte mig, at jeg begyndte at sidde og hælde ind mod hende på en måde, som undrede hende. Det vidste jeg jo ikke, at jeg havde gjort. 

Hun fik straks mistanke om, at jeg havde en blodprop i hjernen, og det er der så en helt bestemt forklaring på. Birthe har nemlig selv en søn, som i en alder af kun 16 år fik en blodprop i hjernen, og hun genkendte symptomerne. 

Det betyder, at jeg har været endnu mere heldig, end jeg vidste. Birthe kunne jo også have troet, at jeg bare var træt, eller at jeg måske var beruset eller noget helt tredje. 

Birthe fik fat i mit sygesikringskort og oplyste mit CPR-nummer, hvilket også betød, at sygehuset var bedre rustet til at tage imod mig. Det var en meget bevægende samtale. 

Da vi nåede til stationen, hvor Mette stod og ventede, endte vi alle tre med at stå der og tude. Mette gav Birthe den ene af chokoladeæskerne, og det er jeg så glad for. Birthe skulle jo på job, men Mette og jeg tog ud til sygehuset, hvor vi bad om at tale med Michael eller Tom. Michael var der, og han blev glad for at se mig, for han gav mig et kram, som jeg stadig kan mærke.

14. februar 2017

Jeg har været til squaredance med Steen i dag. Okay, jeg er stadig træt, men jeg var der, og vi dansede. 

1. marts 2017

Omsider er jeg ved at have overstået den træthed, som er en helt naturlig følge af alt det, der skete med mig. Hvor var jeg bare heldig.

25. juni 2017

Steen og jeg er på camping ved Vesterhavet. Det er så dejligt. Jeg satte pris på mit liv tidligere, men nu er jeg endnu mere taknemlig for det.

15. juli 2017

Havde det ikke været for blodproppen, var det nok ikke sket så tidligt, men nu flytter jeg op til Steen i hans dejlige hus. Mette er ikke tryg ved, at jeg bor alene, men Steen og jeg vil jo også gerne hinanden. 

På grund af det medicinske forsøg, jeg medvirker i, holder jeg stadig kontakt til sygehuset, og det er fint. Alt er faktisk ret fint.