En læser fortæller: Det koster at miste

Da min far døde, mistede jeg ikke blot ham, men også mit hjem, min skole, og til dels også min mor.

Pige i sorg

Intet blev det samme som før

Jeg var 7 år, da alt i mit liv ændrede sig. Årstallet var 1973, og dagen var ellers begyndt normalt. Det var en onsdag i begyndelsen af min skolesommerferie mellem første og anden klasse. Min far skulle på arbejde, og mor og jeg skulle ud at købe ind. 

Jeg sagde farvel til min far, inden han satte sig op på sin scooter for at køre ind på sin arbejdsplads i byen. Inden mit næste minde fra den dag må der være gået nogle timer, for da stod min mor og jeg nemlig i en stor butik. 

To uniformerede betjente kom hen mod os og sagde til mor, at der var sket noget, og at hun skulle følge med. Jeg blev på en eller anden måde transporteret hjem til vores flinke ældre naboer.

Der opholdt jeg mig hele den lange dag, mens jeg ud gennem vinduet så, hvordan lyset langsomt forsvandt, og dagen gled over i skumring og lys sommeraften. 

På et tidspunkt trådte min mor ind ad døren. Hendes øjne var livløse, da hun så på mig og sagde: — Du har ikke nogen far længere.

Fra da af blev intet nogensinde det samme som før. Far havde været involveret i en dødbringende trafikulykke, men sorgen og savnet var ikke noget, der blev talt ret meget om. Dengang var der ingen tilbud om psykologhjælp eller andet, og den udbredte holdning var nok, at den slags helst skulle ties ihjel. 

Den nye skole

I efterårsferien flyttede vi til den modsatte ende af landet, for der boede hele vores familie i forvejen. Den skole, der var tættest på vores nye hjem, havde imidlertid et dårligt ry, så mor havde besluttet, at jeg skulle gå på en skole, der lå flere kilometer væk. De fleste af eleverne på denne skole kom fra velstillede hjem, så allerede der skilte jeg mig ud fra de andre.

Mor fulgte mig hen til den nye skole på min første skoledag, og jeg tryglede hende om ikke at forlade mig, mens jeg klamrede mig til hendes jakke. Hun afleverede mig i klassen, fjernede mine hænder og gik stille væk. 

Jeg så, at hun blev stående udenfor og kiggede ind gennem en lille rude i døren. Hun så trist ud, men jeg havde selv nok i at holde mine tårer tilbage.

En læser fortæller: Giv mig lov til at sørge

I det første frikvarter befandt jeg mig pludselig liggende på ryggen på gulvet, mens en anden pige sad oven på mig. Efter et minut eller to rejste hun sig op og rakte mig beredvilligt en hånd.

— Ja, jeg må jo lige vide, om jeg stadig er den stærkeste i klassen, sagde hun. Nu havde hun konstateret, at jeg bare var en slapsvans og dermed ingen trussel mod hende, og hun generede mig aldrig igen.

Min veninde blev et lyspunkt

Nogle dage senere skulle jeg selv tage bussen til skole. Det gjorde mig meget nervøs, for tænk, hvis jeg kom for sent, eller hvis jeg blev drillet i bussen.

Der var larm, grin og snak i bussen, mens jeg prøvede at finde en ledig plads.

— Vil du sidde her? lød pludselig en lille stemme, mens en hånd trak i min jakke. Overrasket kiggede jeg på en pige med briller.

— Du er hende den nye. Vi går i klasse sammen, fortsatte hun.

Læs også: Børn og døden

Først da kunne jeg huske, at hun sad bagerst i klassen. Jeg havde bare ikke hørt hende sige noget før. Da jeg satte mig ved siden af hende, fortalte hun i rivende hast, at hun tog bussen hver morgen, og at hun fremover gerne ville holde en plads til mig. Jeg så taknemlig på hende, og da vi forlod bussen ved skolen, tog hun min hånd.

Min nye veninde og jeg blev ved med at holde sammen og var venner i mange år frem. Hun blev et lyspunkt i min fuldstændig forandrede tilværelse, for da far døde, mistede jeg ikke blot ham, men også mit hjem, min skole, og til dels også min mor. 

I dag tænker jeg, at selv om mor nogle år senere kom ind i et nyt ægteskab, blev hun egentlig aldrig helt sig selv igen. Det koster at miste én, man elsker. Det kan jeg skrive under på.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.