En læser fortæller: Drømmefyren var falsk

René virkede sød, og lynhurtigt blev jeg forelsket i ham og så frem til vores samtaler. Anderledes besværligt var det at komme til at møde ham i virkeligheden…

Sommerfugle i maven

Jeg kom i kontakt med René på en datingside på nettet. På det tidspunkt var jeg 32 og lige gået fra min kæreste igennem flere år, fordi jeg opdagede, at han var utro. Nu sad jeg for mig selv i en ny lejlighed og følte mig ulykkelig og ensom. 

Det med at være alene har jeg aldrig rigtig været god til, og bruddet kom på et tidspunkt, hvor jeg ellers troede, at vi snart skulle til at have børn. Pludselig virkede det hele så håbløst, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne stole på en mand igen?

Men ham her René var sød – rigtig sød. På sin profil skrev han, at han var 35, selvstændig tømrermester og ledte efter ægte kærlighed. Han boede i den anden ende af landet, men det generede mig ikke – især ikke, da vi begyndte at skrive sammen, for han viste sig at være både forstående og sjov. 

Allerede efter få dages skriveri frem og tilbage begyndte vi at ringe sammen. Jeg fik sommerfugle i maven bare af at høre hans stemme, og snart talte vi i telefon næsten dagligt. Det lyder måske mærkeligt, men jeg fik hurtigt en følelse af ægte fortrolighed imellem os, og det var trygt at tale med René, både om småting fra min dag eller de lidt større bekymringer, jeg gik rundt med. 

Selv bruddet med min ekskæreste fortalte jeg om. René var en virkelig god lytter, og det var lige så tit ham, der skrev eller ringede til mig som omvendt. 

Læs også: Blev humørbombe efter skilsmisse

Jeg begyndte at presse på for at mødes, for jeg havde lyst til at se ham i virkeligheden. René var enig, men sagde beklagende, at han havde supertravlt i firmaet for tiden. – Vi mangler hænder, så vi knokler døgnet rundt, sukkede han. 

Så vi måtte nøjes med at skrive og ringe sammen lidt endnu. Det var da også dejligt; for vi var begyndt både at udveksle billeder og dybe tanker og følelser. På det tidspunkt havde vi kendt hinanden et par uger, og jeg var godt klar over, at jeg var ved at have forelsket mig godt og grundigt i den her mand, som jeg ikke engang havde mødt endnu. 

René virkede så reel, og så var han et lys i min grå hverdag. Han fik mig til at føle, at der var andre mænd derude, der ville kunne elske mig for den, jeg var. 

Nu skulle vi mødes

Efter fem ugers kontakt blev vi omsider enige om at mødes. Jeg skulle tage toget til hans by, hvor han så ville hente mig på stationen.

Jeg var nervøs og glædede mig, men René dukkede aldrig op. Jeg ringede til ham igen og igen, mens jeg blev puffet frem og tilbage af travle rejsende på perronen, men han svarede ikke. 

For en sikkerheds skyld blev jeg hængende på en café i to timer, før jeg slukøret hoppede på toget hjem. Det ene øjeblik var jeg rasende på ham, og det næste var jeg dybt bekymret, for tænk, hvis der var sket ham noget?

Han ringede til mig samme aften og undskyldte i et væk. Han havde været helt udmattet efter arbejde og var kommet til at falde i søvn. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere. Jeg var såret og forvirret, og tvivlen var nok et eller andet sted begyndt at melde sig. 

Pludselig kom jeg til at tænke på min veninde, Rikke, der allerede før togturen havde sagt, at jeg skulle huske at passe på mig selv i alt det her. 

René blev dog ved med at undskylde, og som altid vidste han lige, hvad han skulle sige for at gøre mig tryg og glad. Denne gang satte han endda trumf på og sagde, at han elskede mig     – også selv om han godt vidste, det lød vildt, når nu vi ikke havde mødt hinanden endnu. Jeg blev helt blød.

Jeg var rasende og såret

Vores forhold – for sådan tænkte jeg på det – fortsatte, og et par uger senere aftalte vi at mødes på cafe i en by, der lå cirka halvvejs mellem min og hans. Jeg havde alligevel et ærinde i byen og tænkte, at nu fik René virkelig chancen for at bevise, at han mente, hvad han sagde. 

Endnu en gang brugte jeg timer på at udvælge tøj og gøre mig pæn, og så tog jeg afsted. Og endnu en gang dukkede han ikke op.

Det var dråben. Jeg følte mig både rasende og såret, og alle de ubehagelige minder fra afsløringen af min ekskæreste dukkede op igen. 

Da René ringede til mig samme aften, tog jeg den ikke. I stedet satte jeg mig ved min computer og begyndte at søge på ham på nettet. 

Nu kunne jeg ikke længere ignorere det, Rikke havde sagt til mig forleden aften. Hun havde fulgt det hele fra sidelinjen og som en god veninde tålmodigt lagt øre til mine henrykte beskrivelser af René og den fremtid, han og jeg håbede at få sammen. 

En aften havde hun kigget alvorligt på mig og spurgt:   – Merete, har du tænkt på, at han kan være en catfish? Det ord havde jeg aldrig hørt før, og selv om Rikke bagefter havde forklaret mig, hvad det betød, ville jeg nu selv undersøge nærmere. Så jeg søgte på nettet. 

Læs også: Lis advarer: Svindler stjal mit hjerte

En catfish er en person, der giver sig ud for at være en anden på nettet, som regel for at lokke nogen ind i et romantisk forhold. Selvfølgelig har de ikke planer om at mødes i virkeligheden, for så bliver de jo afsløret. 

Først fattede jeg ikke, hvorfor nogen mennesker dog kunne finde på at gøre sådan mod andre, eller hvad de overhovedet skulle få ud af det. Men tilsyneladende kan folk have mange motiver for at blive en catfish, for eksempel hævntørst, ensomhed eller slet og ret kedsomhed. Jo mere jeg læste om disse svindleres fremgangsmåde, jo mere kunne jeg genkende.

Alligevel klamrede jeg mig til håbet om, at René ikke var sådan, men at han bare var utroligt distræt og glemte aftaler, for det sagde han jo også selv. Jeg søgte på hans navn på nettet, og efter noget detektivarbejde faldt jeg over en 11 måneder gammel chattråd, hvor en mand, der hed Peter, skrev, at en, der kaldte sig René, havde stjålet og brugt billeder fra hans Facebook-profil. 

Med rystende hænder klikkede jeg ind på Peters profil, og der væltede hele min verden, for det var ham, jeg kendte som René, der stirrede smilende tilbage på mig fra alle Peters billeder. 

Nu skrev jeg en besked til Peter over Facebook og sendte ham et par eksempler på fotos, som René havde sendt mig, og spurgte, om han ville ringe mig op. Jeg ville høre hans stemme for at være sikker. 

Falske profiler overalt

Han ringede efter bare et kvarter. Med en stemme, der ikke var Renés, bekræftede Peter, at billederne var hans, og han fortalte, at det langt fra var første gang, han var blevet kontaktet af kvinder, der havde været i kontakt med denne René. 

– Hold dig langt væk fra den idiot, var hans sidste råd til mig. – Han lader til at have falske profiler over det hele.

Jeg var så rystet, at jeg tudede i en time. Pludselig begyndte jeg at få øje på de advarselslamper, jeg havde ignoreret. Han havde usædvanligt få venner på sin Facebook-profil, og han ville aldrig have videosamtaler, kun ringe. 

Det kriblede mig langt ned ad ryggen. Hvem var det egentlig, jeg havde delt så mange tanker og følelser med i alle de uger? Det kunne være hvem som helst. Og han vidste endda, hvor jeg boede, og en masse andre detaljer om mit liv, som jeg havde været tillidsfuld eller dum nok til at fortælle ham.

Alligevel vandt trangen til en forklaring over frygten. Jeg fattede ikke, at nogen kunne få sig til at føre et andet menneske bag lyset på den måde, så jeg ringede ham til ham. Jeg havde dårligt nået at sige, at jeg vidste, at han ikke var den, havde udgav sig for, før han smækkede røret på. 

Efter et par forgæves opkald mere endte jeg med at skrive en lang, vred besked til ham, hvor jeg gjorde det klart, at det var slut imellem os, og at jeg meget gerne ville vide, hvorfor han havde gjort, som han gjorde, og hvem han virkelig var.

Kærlighed gør blind

Jeg hørte aldrig fra ham igen, og jeg gik i lang tid og manglede en form for afslutning. Samtidig med, at en del af mig savnede de daglige samtaler med René, følte jeg mig også så naiv. Kærlighed gør virkelig blind. Hvis jeg havde været ulykkelig efter bruddet med min ekskæreste, var jeg det i hvert fald dobbelt nu. Heldigvis var Rikke sød til at støtte mig og stoppe mig, når jeg gik helt i selvsving med selvbebrejdelser.

I dag er der ved at være gået et halvt års tid siden min afsløring af René, eller hvad han i virkeligheden hedder, og selv om jeg er begyndt at date igen, har det været rigtig svært at turde stole på en ny mand. 

Jeg er nok bare en stædig romantiker, for jeg nægter at opgive troen på kærligheden, og nu har jeg faktisk også mødt en mand, som er sød og ægte. Vigtigst af alt var han klar til at mødes allerede efter en uge, så jeg kunne se ham i virkeligheden. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.