En læser fortæller: Farfar var min helt

Børnehave var der ikke noget, der hed, så jeg blev passet og forkælet under trygge forhold hos mine bedsteforældre, indtil jeg var 8 år.

Farfar er i marken med sit barnebarn

Spejlæg og varm mælk

Indtil jeg var knap 8 år, blev jeg passet af min farmor og farfar, når mine forældre arbejdede. Hverken mor eller far var faglærte, så de måtte tage det arbejde, der bød sig dengang i 1940’erne. Under og efter krigen arbejdede de meget i tørvemosen og skaffede brændsel til husene på landet.

Farfar var såkaldt statshusmand. Det var en ordning, staten havde indført omkring århundredeskiftet, og den gav mulighed for en selvstændig virksomhed, der kunne brødføde en mindre familie. Farfar havde kun fem tønder land, så der var ikke meget at rutte med, men jeg følte mig godt tilpas hos dem og var bare glad for at have to bedsteforældre, der hver især forkælede deres eneste barnebarn.

Farmor var en stille, anonym person, der brugte meget tid med strikketøjet, og som altid stod klar med spejlæg eller varm mælk med tvebakker og kanelsukker, hvis jeg ikke kunne lide maden. Farfar var derimod en udadvendt person, som livede op, når der kom besøg i huset. 

En læser fortæller: Mor kvalte os med sin omsorg 

Dagligdagene lignede hinanden, men indimellem blev rutinen afbrudt af omvandrende handelsmænd, der bankede på og falbød deres varer. Jeg kan huske, at der var en kludekræmmer, som havde undertøj, strømper og sengelinned med. Der var også en fiskehandler, som solgte torsk og rødspætter, og andre gik rundt med køkkenredskaber og andet husgeråd. Mange af dem kom gående til fods, for det var knappe tider.

Farfar lyttede meget til radio, læste avisen grundigt hver dag og var interesseret i politik. Radioavisen klokken 12 skulle farfar høre hver dag, men han og jeg lyttede også meget til børnetime i radioen. Der var også en sang, vi begge holdt meget af. 

En dag i april 1947 var der imidlertid kun sørgemusik i radioen, og farfar forklarede mig, at kong Christian den 10. var død. I forvejen havde han flere gange fortalt mig om sit møde med kongen, da farfar var soldat i Fredericia.

I hestevogn til stranden

Vi tilbragte meget tid sammen. Farfar byggede gynge i haven, lavede en lille trillebør til mig og fortalte eventyr og sjove historier. Allerede inden jeg begyndte i skole, havde han lært mig navnene på samtlige lande i Europa og deres hovedstæder. 

Det var også farfar, der tog mig med til stranden for første gang. Han spændte sin gamle arbejdshest for stadsvognen, som den vogn blev kaldt, der kun blev brugt til transport af personer. Mine forældre var også med på turen til stranden. 

Hele familien kørte de 15 kilometer med hestevogn gennem gule rapsmarker og majestætiske bøgeskove, indtil vi nåede vores mål, som var en dejlig strand. På det tidspunkt må jeg have været omkring 4 år, og vandet, sandet og det hele gjorde et stort indtryk på mig. 

Jeg har i hvert fald aldrig glemt det, men det skyldes nok også, at jeg fik mig en ordentlig forskrækkelse den dag. Pludselig forsvandt farfar til min store skræk nemlig helt ned under vandet og blev liggende i noget, der forekom mig som meget lang tid. Jeg faldt dog til ro igen, da jeg forstod, at han udelukkende gjorde det for at imponere sit barnebarn. 

Pusser var min bedste gave

Det var også farfar, der gav mig mit livs bedste julegave, da jeg var 5 år. Jeg sad ved juletræet, da han kom ind i stuen med en stor papkasse, som ikke var pakket ind i julepapir. Til min store overraskelse sprang en lille, sort hundehvalp op fra kassen. Det gjorde mig så befippet, at jeg kom lidt for tæt på et stearinlys, så der gik ild i mit hår, som dengang var krøllet og langt. 

En læser fortæller: Unge mødre dengang og nu

Da det problem var løst, kunne jeg endelig kigge nærmere på hvalpen, som var en cockerspaniel. Den hunderace har som bekendt lange ører, men det viste sig hurtigt, at ørerne på min hvalp ikke voksede, som de skulle. Til sidst måtte hundeavleren indrømme, at hvalpens mor vist havde været lidt løs på tråden, og at det derfor ikke var en cockerspaniel, der var far til hvalpene. 

Dette gjorde dog ikke min glæde ved hunden mindre, men det endte med, at min julegave blev lidt billigere. Jeg døbte hvalpen Pusser, og den blev min bedste ven i næsten 13 år.

I dag er jeg en ældre mand, men når jeg ser de unge familier på vej til institutionerne om morgenen med deres knap nok vågne børn, sender jeg af og til en taknemlig tanke til mine bedsteforældre, der passede mig under kærlige og trygge forhold på det lille husmandssted.