En læser fortæller: Farvel til mit vinterhumør

Hver år i november sætter mit tungsind ind – og hvert forår forsvinder det som sne for solen.

Alt i mig bliver trist

Når solen endelig titter frem efter uger med koldt og gråt vintervejr, haster jeg i overtøjet for at gå mig en tur. Det er om at sluge solens stråler, når muligheden endelig byder sig.

På min vej ned til skoven i nærheden øjnede jeg forleden dag en lille klynge smukke erantis, og der slog det mig, at jeg nok også denne gang ville komme ud på den anden side af min vinterdepressive tilstand. Et par solstråler og en smuk lille blomst kan indgyde mere håb, end man umiddelbart skulle tro.

Jeg har lidt af vintertungsind i mange år efterhånden, så nu, hvor jeg er 45, er det ikke, fordi det skræmmer mig, at alt i mig bliver trist, når vi nærmer os november måned. Det er bare noget, jeg skal igennem som så meget andet, påminder jeg mig selv om. Ligesom et meget langt tandlægebesøg, for eksempel. 

Jeg har ofte tænkt over, hvad der mon gør, at lige jeg skal slås med den tilbagevendende tilstand, og jeg er kommet frem til, at det formentlig skyldes min barndom, ligesom de fleste af de udfordringer, vi slås med senere hen i livet. 

Min mor var alkoholiker, så langt tilbage jeg kan huske. Det var hårdt nok i det daglige, men hver gang vi nåede til november, blev det hele meget værre, fordi der blandt andet kom de stærke juleøl på hylderne. Så skulle mor og hendes drukvenner feste mere end sædvanligt. 

Det var bestemt ikke sjovt at være en lille pige, der blot kunne se til fra sidelinjen, når de fleste af min venner julehyggede med deres familie, bagte småkager, og hvad der hører til julen, mens min mor holdt åbent værtshus for sine venner og ikke brugte så meget som en dag på at julehygge med mig. 

Læs også: Den største grund til depression

Hun var dog ædru juleaften, som vi altid holdt i selskab med min mormor og morfar, men det var nok mest på grund af, at hun festede igennem på den lokale bodega lillejuleaften og derfor altid havde tømmermænd juleaftensdag.

Det gjorde naturligvis, at jeg allerede fra barnsben ikke havde meget til overs for julen, men det egentlige vintertungsind kom først senere hen i livet, da jeg var et stykke inde i 30’erne. 

En fast gæst hvert år

Nu er min tristhed blevet en fast gæst, der kommer snigende hvert år, uanset hvad jeg gør for at forhindre det. Jeg har forsøgt at fordybe mig i projekter, jeg holder af, men det hele falder til jorden omkring midten af november. Tanken om julestress og dagene, hvor det somme tider slet ikke er lyst udenfor, er ikke til at holde ud, og jeg har mest lyst til at gå i hi som en træt bjørn.

– Det er da så hyggelig en årstid, siger min veninde altid. Hun er vild med den mørke sæson, og hvert år forsøger hun at muntre mig op og få mig i julestemning. 

Jeg har virkelig gjort mit bedste og forsøgt at se det positive og hyggelige i, at man kan tænde stearinlys, pynte op med julepynt og svælge i juleslik og kager, men lige lidt hjælper det. Jeg har også prøvet lysterapi, men det har desværre heller ingen virkning på mig.

Læs også: Så nemt løfter du humøret

Heldigvis har jeg erfaret gennem årene, at lige så trist mørket kan gøre mig, lige så glad kan det gøre mig, når solen atter titter frem, blomsterne begynder at spire op af jorden, og der er udsigt til et dejligt forår og en skøn sommer. 

Nærmest som ved et trylleslag kan alt det, som har føltes håbløst hele vinteren, igen være til at overskue. Derfor går det mig heller ikke så meget på længere, at jeg er nødt til at have en periode hvert år, hvor jeg mest af alt bare er en trist huleboer. 

Jeg tror, at når jeg bliver ældre, min søn er flyttet hjemmefra, og jeg har færre forpligtelser på mit job, vil jeg måske søge mod varmere himmelstrøg noget af vinterperioden. 

I mellemtiden vil jeg fortsat arbejde imod at gøre vinterperioden mere overskuelig, huske at gå ture, når solen skinner, og minde mig selv om, at det snart bliver forår igen. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.