En læser fortæller: Ferien gik op i spil

I år tager vi på ferie med nogen, der er enige i om reglerne for spil.

Modelfoto: Panthermedia/All Over Press

To glade drenge

Hvis der er noget, jeg altid synes har været svært som enlig mor, er det ferietiden. Hvad skal man tage sig til? For mig virker det, som om alle andre har planer og altid ved, hvad de skal, mens jeg sidder tilbage med en følelse af lettere panik. 

Selv om jeg elsker at være alene med min 8-årige søn, William, kan det være lidt kedeligt, at det kun er ham og mig sammen i en hel ferie – især for ham. Derfor blev jeg lykkelig, da min veninde, Nanna, sidste år spurgte, om vi ikke skulle leje et sommerhus sammen i en uge af sommerferien. Nanna har Kasper på 10 år, som William elsker og ser op til, så det kunne ikke være bedre.

Vi lejede et sommerhus i Sydvestjylland, der ikke var alt for dyrt, og vi glædede os alle. Det skulle nok blive godt.

    – Tror du, Kasper samler på Pokemon-kort, mor? Tror du, Kasper gider spille Matador? Tror du, Kasper kan lide at være målmand? Tror du, Kasper har sin iPad med?

Williams spørgsmål væltede ned over mig, mens jeg pakkede bilen. Jeg smilede og sørgede for, at der var plads til ekstra bagage, da Nanna og Kasper skulle køre med os. 

De stod glade med alle deres tasker ude på gaden foran deres lejlighed og ventede på os. Det kunne godt være, at det nogle gange var svært at være enlig mor, men andre gange var det altså også rigtig hyggeligt.

Da Nanna og Kasper havde fået deres ting i bagagerummet og sat sig ind i bilen, tog Kasper straks sin iPad frem og begyndte at spille.

– Mor, må jeg også spille? spurgte William, og jeg sagde ja. Normalt var jeg ret striks med, hvor meget han spillede. Vi havde en regel om kun en times spil om dagen, men nu var det jo ferie. Og når vi kom til sommerhuset, havde de jo rig mulighed for at løbe rundt og lave alt muligt andet.

Og så blev der spillet - hele tiden

Da vi ankom til sommerhuset, løb Kasper nærmest direkte ind i stuen, fandt en sofa og satte sig til at spille. Jeg lod William gøre det samme. Jeg orkede ikke at tage konflikten og tænkte, at Nanna også ville sige stop på et tidspunkt. 

Det skete ikke. Drengene spillede resten af dagen, selv om solen skinnede udenfor, og havet brusede i nærheden. Da jeg vågnede næste morgen, sad de begge allerede i sofaen med snuderne i hver deres skærm. Var det sådan, vi skulle holde ferie?

Da Nanna og jeg sad udenfor med morgenkaffen, forslog jeg, at vi lavede fælles regler for, hvor meget drengene måtte spille på deres iPad og mobil.

– Det er jo lidt svært at sige nej til den ene, når den anden godt må, prøvede jeg.

– Ja, men jeg har det sådan, at nu har vi ferie, og så orker jeg ikke at lege politi. På et tidspunkt bliver de vel også trætte af det, sagde hun.

Jeg håbede, hun havde ret, men det skete ikke. Medmindre vi tvang dem til at tage med på stranden eller lokkede med is og minigolf, var de ikke til at vriste væk fra deres spil. Jeg ærgrede mig, men det lod til, at Nanna nød det.

– De hygger sig, og så har vi jo fred imens, sagde hun med et grin.

Tid til at kede sig

Til sidst fik jeg alligevel nok. En af de sidste dage tvang jeg iPad’en fra William.

– Det kan godt være, at Kasper må spille, men nu må du altså finde på noget andet, sagde jeg et par gange. Hver gang brokkede han sig så meget, at jeg til sidst droppede at tage kampen.

Da ugen var overstået, sad jeg tilbage med en tam fornemmelse af, at jeg godt nok havde holdt ferie, men at jeg ikke havde holdt ferie med min søn, for vi havde næsten ikke været sammen. 

Jeg har derfor taget den beslutning, at i år tager vi på ferie med nogen, hvor der er enighed om reglerne for spil, eller også holder vi ferie alene. Det kan godt være, at det bliver lidt kedeligt, men der kan måske komme noget hyggeligt ud af at kede sig lidt.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.