En læser fortæller: Fru Ravn gjorde en forskel

I august 1967 begyndte jeg i første klasse på en folkeskole i en større, jysk provinsby. Flagene var hejst, voksne og børn var i deres fineste tøj, og vores klasselærer, frøken Justesen, som var nyuddannet, bød velkommen. 

På min anden skoledag trådte vores matematiklærer ind i klasseværelset. Hun hed Minna Ravn og var omkring 35 år, lille af statur, gift og desuden sjællænder, hvilket kom stærkt til udtryk, når hun talte. Hendes stemmeføring var høj og kraftig. Den lød nærmest som en rundsav og kunne tydeligt høres i de tilstødende klasseværelser.

Alle holdt af fru Ravn

Allerede i løbet af de første par uger kom alle vi elever i klassen til at holde af Minna Ravn. Hun brændte for sit fag og var yderst engageret, og desuden elskede hun børn. 

Vi lagde ud med at lære tallene, og fru Ravn gik meget op i, at vi også skulle lære at skrive dem rigtigt. Såvel skriveretningen som den grafiske kvalitet skulle være i orden. Når hun havde vist skriveretningen på tavlen, blev vi kaldt op én for én, og så skulle vi skrive oven i hendes tal med kridt. 

Fru Ravn stod bagved og sikrede sig, at retningen blev korrekt, og i modsat fald skulle det laves om igen. 

Den dygtige matematiklærer havde også skaffet noget sand, grus, jord og cement. Disse materialer blev gjort våde og spredt ud på nogle træbakker. Vi skulle nu skrive tallene i disse bakker med vores pegefinger. Først bagefter fik vi lov at skrive tallene i hæfterne. Dette ”talcirkus” stod på i lang tid, men vi lærte alle at skrive tallene rigtigt.

Samme metode blev brugt, da vi kom til det med at lægge til og trække fra. Først blev de matematiske begreber gennemgået på tavlen, og så var der praktiske øvelser bagefter. Æsker med søm, skruer, Legoklodser og sten blev lagt i bunker, og så blev der lagt til og trukket fra. 

Når dette var godt på plads, fik vi lov at lave plus- og minusstykker i vores hæfter. Op til højtider som jul og påske blev indholdet i æskerne udskiftet med pebernødder, lakridskonfekt og chokoladeæg. Det kaldte fru Ravn for ”julematematik” og ”påskematematik”. 

Hun fik alle elever med

Denne model med tre trin mestrede fru Ravn til perfektion. Hun mistede aldrig overblikket, men motiverede os dygtigt til at arbejde. Set i bakspejlet var hendes største bedrift dog nok, at hun på denne måde også formåede at få de knap så stærke elever med, og hun var altid i stand til at skabe god stemning i matematiktimerne.

Fru Ravn havde også andre sider i sin personlighed end de matematiske, og det kom blandt andet til udtryk om fredagen i sidste time. Her læste hun højt for os i noget af timen, blandt andet en historie om en røver. Jeg kan stadig huske, at han hed Radunkel. 

Hun var også meget glad for sang, og det hændte, at matematiklæreren tog en dansktopplade og en pladespiller med i skole og spillede for os i klassen.

Fru Ravns mand hentede ofte sin kone på skolen i bil, når hun havde fri. Han var en høj og noget kraftig mand, som røg cigar. Hr. Ravn bar for det meste solbriller, måske fordi han led af en øjensygdom. Blandt os elever havde han tilnavnene ”agenten” eller ”spionen” på grund af brillerne og cigaren. Bilen var en lille Fiat, og det så sjovt ud, når den store mand sad inde i den lille kabine.

Hendes elever var heldige

Jeg havde desværre kun fru Ravn i matematik i mine første tre skoleår. I 1970 flyttede hun og hendes mand tilbage til Sjælland, hvor de kom fra, og det var et stort tab for klassen og for skolen, at hun rejste. 

I grunden husker jeg ikke meget fra mine første år i folkeskolen, men Minna Ravn og hendes matematiktimer sidder stadig meget klart i min hukommelse. Det samme gør alt det, hun fik lært os. Alle de elever på Sjælland, som siden fik hende i matematik, har været heldige, for hun var et meget varmt menneske og en særdeles kompetent lærer, som gjorde en forskel og efterlod sig et stort indtryk hos de mennesker, hun var sammen med, hvad enten det var voksne eller børn.

Vil du have flere gode læserfortællinger?

Hver uge får du masser af historier fra det virkelige liv i Ude og Hjemme.