En læser fortæller: Frygten for brystkræft lammede mig

Mine børn fik ikke besked

På to-årsdagen for min storesøsters død af brystkræft var jeg til den rutinemæssige mammografiundersøgelse på vores lokale hospital, og tanken om hende fik tårerne til at løbe, mens mine bryster blev klemt sammen mellem glaspladerne.

Den søde røntgendame troede først, at jeg græd på grund af smerter, men så ondt gjorde det nu ikke. Da jeg fortalte om min storesøster, svarede hun venligt, at hun godt forstod min frygt for, om der også var noget galt hos mig. 

– Hvis du ikke selv kan mærke nogle knuder og i øvrigt føler dig rask, så er der heller ikke noget, sagde hun opmuntrende.

Alligevel blev jeg i de følgende dage mere og mere nervøs. Jeg prøvede virkelig at tænke positive tanker, men det lykkedes ikke.

10 dage efter undersøgelsen kom svaret i min e-boks: Jeg skulle til en yderligere undersøgelse på Rigshospitalet allerede den følgende uge. 

Mit hjerte sank i kroppen på mig, og jeg stortudede simpelthen. Det kunne da ikke passe, at den sygdom også skulle ramme mig. 

Jeg var dog nødt til at stramme mig an, for jeg er mor til tre børn, som kun har mig, og den yngste af dem har et psykisk handicap og bor stadig hjemme. De skulle ikke gå og bekymre sig, så jeg besluttede, at ingen af dem skulle have noget at vide, før jeg selv kendte diagnosen. 

I stedet lod jeg mine følelser og min frustration få frit løb over for andre familiemedlemmer og min bedste veninde. Hun havde i øvrigt kendt min storesøster, og hun havde også selv været igennem et brystkræftforløb, som endte godt.

En læser fortæller: Jeg passede mor til det sidste

En lang tur til hospitalet

Jeg måtte nu til at arrangere min rejse til Rigshospitalet og forsvarlig pasning af mit hjemmeboende barn. Jeg har langt til København, så jeg skulle op allerede klokken fem den morgen for at komme med bus og færge til hovedstaden.

I dagene op til undersøgelsen kunne jeg hverken spise eller sove, og det har nok kunnet ses på mig, for min nabo spurgte, hvad der var galt. Han er ellers en gammel særling, men han blev berørt af min situation og gav mig en lykkeamulet til at hænge om halsen. 

– Jeg har desuden en aftale med de højere magter om, at du ikke fejler noget, fortalte han. 

Turen til København føltes meget lang, og jeg blev mere og mere nervøs, jo tættere vi kom på målet. Undervejs sludrede jeg med nogle andre passagerer, og de prøvede alle at berolige mig, men jeg kunne slet ikke styre mine tanker. 

Ved ankomsten til Rigshospitalet følte jeg mig helt smadret, også af de mange mennesker og den uvante larm. 

Min niece, Rikke, er sygeplejestuderende, og hun havde lovet at støtte mig. Hun tog som aftalt imod mig på Riget, og sammen fandt vi afdelingen. 

Jeg blev kaldt ind til mammografi lidt før tid, og sygeplejerskens ord havde nær fået mig til at besvime. Hun sagde nemlig, at jeg var blevet indkaldt, fordi de kunne se tre knuder i mit højre bryst. Under mammografien sagde hun for hvert billede, hun tog, at jeg skulle tænke positive tanker. 

Jeg skulle også til en ultralydsscanning, og vi fik at vide, at der var en ventetid på 10 minutter. Efter 40 minutter var vi stadig ikke kommet ind, og min nervøsitet nåede nye højder, selv om Rikke gjorde alt for at berolige mig. 

En læser fortæller: Jeg var syg uden at vide det

Jeg gav lægen et kram

Endelig blev det min tur, og da jeg lå på briksen i det meget triste og nøgne rum, havde jeg hjertegalop som aldrig før, og jeg var helt tør i munden. Omsider kom lægen, og undersøgelsen kunne begynde. 

– Det er tre cyster, sagde han et øjeblik efter. – Dem vil vi ikke gøre noget ved, for de er ganske ufarlige.

Jeg blev simpelthen så lettet og glad, at jeg gav lægen et ordentligt kram. Jeg fortalte, hvor bange jeg havde været, og han svarede, at to ud af tre kvinder får den samme, gode nyhed som jeg. 

Hjemrejsen følte meget kortere, og om aftenen sad min veninde og jeg og spiste jordbærlagkage på stranden for at fejre min ”frikendelse”. Efter min egen mening har jeg altid skønnet på livet, men jeg har alligevel aldrig gjort det så meget som efter dette forløb.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.