En læser fortæller: Hans liv gik med at spille

En ny fase i vores liv

Jeg har aldrig været særligt interesseret i computerspil, og da jeg mødte Andreas, syntes jeg faktisk, det var lidt nørdet, at han så ofte sad foran pc’en og spillede. Jeg var dog vild med ham, og efterhånden accepterede jeg, at det var hans måde at slappe af på. 

Når han sad der ved skærmen med sine hovedtelefoner på, lavede jeg bare noget andet - var sammen med mine veninder, familie eller hyggede mig i sofaen med tv. Det havde jeg det fint med. Vi var begge i begyndelsen af 20’erne, vi havde fast arbejde – jeg arbejdede med kundeservice og Andreas med it-support – og vi havde ingen forpligtelser over for nogen, når vi havde fri, så hvorfor skulle Andreas ikke gøre, som han havde lyst til? 

Det var heller ikke sådan, at han spillede hele tiden. Han havde også masser af tid til mig, og hvis der er en dag kom noget, der var vigtigere i hans liv, ville han jo bare stoppe, tænkte jeg.

Men så fik vi Noah. Graviditeten var planlagt, og jeg havde glædet mig så meget til, at Andreas og jeg skulle være forældre. Jeg tænkte også, at det egentlig ville blive meget rart, at vi nu trådte ind i en anden fase af vores liv, hvor computerspil og den livsstil, der hørte til med fastfood, cola og alt for sene nætter, blev skiftet ud med ture med barnevognen, hjemmelavet mad og nogle mere normale sengetider.

Det hele hang på mig

Desværre var Andreas ikke helt enig i, at det var det, der skulle ske. I hvert fald ikke i praksis. Han spillede stadig meget, selv om vi var blevet forældre, og det betød, at ansvaret for pasningen af Noah, madlavningen og alt det andet, der skulle gøres, i høj grad hang på mig. 

Det var faktisk ikke det, der irriterede mig mest, for det største problem var, at Andreas’ trang til at spille gik ud over samværet med Noah. Hvis jeg for eksempel havde fået Andreas til at kigge efter Noah, mens jeg var nede for at købe ind, kunne jeg komme tilbage, og så sad Andreas foran computeren, mens Noah lå nede på sit legetæppe.

– Andreas, du er nødt til at holde øje med ham, prøvede jeg.

– Der sker da ikke noget ved, at han lige får lov til at ligge alene, sagde han. 

En læser fortæller: Nu driller jeg ikke Martin mere

Det havde han ret i, men samtidig havde Noah også behov for at have kontakt med sin far. I virkeligheden handlede det ikke om, at Noah kom til at ligge på tæppet en halv time alene, men om at Andreas hellere ville spille end at være sammen med ham. Det havde jeg af en eller anden grund svært ved at få sagt.

Som månederne gik, blev Andreas mere og mere underlig og indelukket. Jeg prøvede at tale med ham om det, men han ville ikke sige, hvad der var galt. Det eneste, der trak, når han havde fri, var computerspil. Han sov dårligt og vrissede mere og mere af mig. 

Et par uger senere blev jeg klar over, hvad der foregik. Andreas havde været til lægen, fordi han var svimmel og tit havde hovedpine, og efter at de havde talt sammen, var de nået frem til, at han var ramt af stress, og at han derfor skulle sygemelde sig.

Jeg var lettet, både over, at jeg nu vidste, hvad der havde været galt i den seneste tid, men også fordi jeg tænkte, at der nu ville blive tid til, at Andreas kunne tage sig mere af Noah. Jeg tænkte faktisk også, at det ville gøre ham godt at være sammen med sin søn fremfor at sidde anspændt og opslugt foran computeren. 

Sygemeldingen blev brugt på spil

Hvis jeg havde troet, at det var det, der kom til at ske, tog jeg helt fejl. Det var, som om at Andreas med sin sygemelding nu bare havde fået en perfekt undskyldning for at spille endnu mere og undgå alt ansvar, når det kom til Noah, indkøb, madlavning – ja, det hele. Alt afhang af mig.

Da Andreas havde været sygemeldt i en uges tid, kom jeg en dag efter arbejde hjem med Noah i den ene arm og en indkøbspose i den anden. Jeg var allerede irriteret over, at jeg både skulle købe ind og hente barn, når nu Andreas havde været hjemme hele dagen. 

Rigtig vred blev jeg, da jeg trådte ind ad døren og så ham sidde foran computeren med sine hovedtelefoner på. Han kiggede ikke engang op. På spisebordet stod der stadig skåle og glas med mælkerester i efter morgenmaden. Ikke engang det havde han kunne tage sig sammen til at rydde op. 

Jeg satte Noah ned på gulvet. – Andreas, jeg ved godt, at du har det svært, men helt ærligt… sagde jeg og gik ud i køkkenet for at stille varer i køleskabet. Han reagerede ikke.

Da jeg kom ind i stuen, prøvede jeg igen.

– Andreas! Du har slet ikke lavet noget i dag! Hvad sker der? Morgenmaden står stadig på bordet.

En læser fortæller: Han kunne have været perfekt for mig

Han tog hovedtelefonerne af, rejste sig surt og begyndte at bære tingene ud i køkkenet.

– Jeg tror ikke, du forstår, at det er vigtigt, at jeg slapper af. Og som jeg har prøvet at fortælle dig mange, mange gange, så slapper jeg af, når jeg spiller, sagde han træt.

– Ja, men vi har altså også et hjem og en søn, der skal passes, svarede jeg og kunne høre, at min stemme blev skinger. Jeg var træt af det.

Andreas sagde ikke noget, men gik ind i soveværelset og lukkede døren hårdt efter sig.

Jeg kiggede ned på gulvet, hvor Noah sad. Han var snart et år, og jeg havde i alt den tid håbet, at Andreas ville skrue ned for sit computerspil og være mere sammen med ham, men det var ikke sket. Faktisk var han bare begyndt at spille mere og mere.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hans problem med stress i virkeligheden var et udtryk for noget helt andet. Måske var han blevet afhængig af computerspil. Det havde man jo hørt om.

Jeg gik ind i soveværelset og sagde, hvad jeg tænkte. 

Andreas kiggede surt op fra sengen, hvor han lå med sin telefon. – Selvfølgelig er jeg ikke spilafhængig, fnøs han og fortsatte: – Du ved også godt, at det, lægen sagde, var, at jeg havde brug for ro, sagde han.

– Men der er andre måder at få ro på end at spille, prøvede jeg. 

Han var ikke til at tale med. Jeg besluttede mig for at lade diskussionen ligge og gik ud i køkkenet for at lave mad. Måske havde det, jeg sagde, gjort en forskel.

Jeg gad ikke mere

Men det gjorde det ikke. I ugerne efter blev Andreas ved med at spille. Jeg gik på nettet og læste om spilafhængighed og syntes, at alt passede på ham, men da jeg prøvede at tale med ham om det igen, slog han det hen. Samtidig var jeg selv ved at være ret presset over at stå for det hele derhjemme. Til sidst kunne jeg ikke mere. 

Det kulminerede en søndag, hvor jeg hele weekenden havde forsøgt at lave en kaffeaftale med en veninde, men Andreas havde konstant siddet foran computeren og var krøbet udenom, når jeg spurgte, om han ikke lige ville tage Noah et par timer. 

Han sad der stadig søndag aften, da jeg havde opgivet at få min aftale og var gået i gang med at lave mad. 

– Andreas, gider du ikke lige trøste Noah? Jeg skærer løg, råbte jeg ude fra køkkenet. Jeg kunne høre Noah græde inde i stuen, hvor Andreas sad.

Der kom intet svar, og Noah fortsatte med at græde. 

En læser fortæller: 40 år og nybagt mor

Jeg lagde kniven, vaskede mine hænder og gik ind i stuen. Andreas sad som sædvanlig som lammet bag computeren, som om han intet hørte eller så. Pludselig gad jeg det ikke mere.

Jeg lod madlavning være madlavning, pakkede en taske, samlede Noah op og sagde til Andreas: – Vi tager hjem til min mor. 

Han kiggede op på mig. Jeg kunne ikke se, om han var ked af det eller lettet. Han var i hvert fald ikke længere den Andreas, jeg havde forelsket mig i.

Nu slap jeg for at være sur

Hjemme hos min mor fik Noah og jeg mit gamle værelse, og jeg var overrasket over, hvor dejligt det var at være fri for at være sur hele tiden. Nu skulle jeg ikke se på, at Andreas kun fokuserede på en skærm, og jeg skulle ikke plage om hans nærvær og deltagelse.

Selvfølgelig var jeg også ked af det, men det havde stået på så længe, og jeg havde ikke mere at give af. Jeg orkede ikke at kæmpe mere.

I dag er der gået næsten et halvt år, siden jeg pakkede tasken og gik. Andreas og jeg er ikke længere sammen. Noah og jeg har lige fået vores egen lejlighed, og vi har det godt. 

Desværre er der ikke noget, der tyder på, at vores brud har gjort noget ved Andreas’ forhold til computerspil. Jeg ved, at han er begyndt at arbejde igen, men jeg har indtryk af, at han bruger det meste af sin fritid på at spille. Han virker i hvert fald ikke særligt interesseret i at være sammen med Noah.

Mit håb er, at Andreas en dag vil vågne og indse, at hans søn er mere fantastisk end noget computerspil. Indtil da må han nøjes med at se Noah en gang imellem, når de for eksempel besøger Noahs farmor. Jeg vil ikke have, at Noah skal være sammen med sin far, når det, han helst vil, er at spille. Det har jeg selv prøvet, og det er ikke rart.