En læser fortæller: Historien om en delekat

Mine børn var delebørn, og det gik fint. Jeg havde også hørt om delehunde, så kunne Strejferen ikke blive delekat?

Løven og Strejferen

Da ægteskabet mellem min mand og jeg endte, blev mine børn delebørn. Det gik gnidningsløst for sig på den måde, at de tilbragte en uge hos deres far og en uge hos mig. Vi havde en stor, rød kat, som gik under navnet Løven, og han blev boende hos os.

Et par år senere dukkede en smuk, gråstribet hankat pludselig op ved vores terrassedør. Blandt terrassemøblerne var en stor sækkepude, og der havde katten nok så mageligt anbragt sig. Han var helt tryg ved mig, så han måtte jo være en huskat. Han bar intet halsbånd og havde heller ingen øretatovering. 

Jeg hentede lidt af Løvens foder inde i huset, og det satte den stribede kat til livs med stor fornøjelse. 

De følgende dage dukkede han sporadisk op, og børnene døbte ham Strejferen. Da havedøren en dag stod åben i det fine efterårsvejr, smuttede Strejferen ind i huset. Her fandt han hurtigt Løvens madskål, gjorde sig til gode med indholdet og smed sig mæt og veltilpas i en solplet på stuegulvet.

Læs også: Derfor elsker katte at sidde i firkanter

Som ugerne gik, blev Strejferen mere eller mindre fast inventar hos os, men vi kunne selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, hvor denne dejlige kat hørte til. Jeg tog et billede af ham og lavede et opslag på en lokal Facebook-side, hvor jeg efterlyste ejeren, og det bragte mig i kontakt med en ung mand. 

Han fortalte, at han for et godt stykke tid siden havde spottet katten og efterfølgende havde ledt efter ejeren. Det viste sig, at katten tilhørte en dreng, der boede i et etagebyggeri i vores by. 

Den unge mand havde genforenet katten med sin unge ejer, men det var ikke helt uproblematisk. Drengens far ville nemlig slet ikke have den kat, så han havde tidligere smidt den ud. Da drengen en dag var i skole, røg katten ud igen, og derefter var den så dukket op på vores terrasse. 

Efter at have hørt den historie blødte mit hjerte for den stakkels, stribede kat, og jeg besluttede mig for, at så måtte katten bo hos mig og børnene.

Han var en bølle

Vores gamle kat, Løven, var dog mildt sagt ikke begejstret, for det viste sig snart, at Strejferen var ikke så lidt af en bølle over for andre katte. Han jagtede Løven rundt i hele huset, og vores førhen så trygge Løve udviklede sig til at blive en nervøs kat. 

Jeg kontaktede en katteekspert, og han rådede mig til kun at beholde den ene kat. Han mente, at når Strejferen opførte sig på den måde, som jeg beskrev, ville problemerne aldrig høre op af sig selv.

Nu måtte jeg gå i tænkeboks, og mine overvejelser udmøntede sig i, at jeg spurgte en bekendt, om han ville overtage Løven. De to havde i forvejen et særligt bånd, og det blev et lykkeligt match, da Løven flyttede ind hos ham.

Hjemme hos børnene og mig faldt der også ro på, for som eneste kat i huset var Strejferen meget rolig. Han kom og gik, var ofte væk i flere dage ad gangen, men vendte altid hjem igen. En dag kom han hjem iført et halsbånd, som der var klistret en seddel på: ”Hvem ejer denne kat? Vil du ringe til os?”

Jeg ringede selvfølgelig straks nummeret op, og det viste sig, at Strejferen også havde sin gang hos en anden familie i vores kvarter. Denne familie havde i forvejen tre katte, og de havde etableret en kattelem i deres bagdør. 

Ikke alene havde Strejferen nu fået for vane at gå ind ad kattelemmen og spise af katteskålene, han jagtede tilmed familiens tre katte på samme måde, som han havde jagtet Løven. Strejferen havde revet en af deres katte godt og grundigt, og det havde medført en byld, som katten måtte behandles for hos en dyrlæge. 

I telefonen blev vi enige om, at vi skulle sørge for at få Strejferen neutraliseret. Forhåbentlig ville det hjælpe på hans opførsel. Jeg fik hurtigt sat det i værk, og da vi nu alligevel var hos dyrlægen, fik Strejferen også en øretatovering og var dermed officielt vores kat. 

Naboen fik besøg

Et års tid senere blev vores lille familie tilbudt en anden bolig i vores by, og den ville vi meget gerne have. Min mor og hendes mand boede kun tre huse fra vores kommende hjem. Dermed skulle vi til at flytte, og Strejferen skulle naturligvis flytte med os. 

I den forbindelse blev alle forholdsregler taget. Fra sagkundskaben fik vi at vide, at en huskat som minimum skal holdes inde i det nye hjem i fire hele dage, inden den har tilpasset sig de nye omgivelser og vil være i stand til at finde hjem igen. 

Desværre måtte vi erkende, at Strejferen ikke reagerede på samme måde som alle andre katte. For da flytningen var tilendebragt, og vi efter fire dage lukkede ham ud, gik der kun få timer, før jeg fik en besked fra vores tidligere nabo. De havde nemlig fået besøg af Strejferen. 

Så måtte jeg hurtigt køre derhen. Det lykkedes mig at få fat i Strejferen, men han brød sig absolut ikke om at blive transporteret tilbage til vores nye hjem i bil. 

Der var ingen anden udvej end igen at idømme Strejferen fire dages husarrest, men så snart han blev lukket ud, gentog historien sig. På et tidspunkt blev vores tidligere nabo træt af at have Strejferen rendende, og jeg måtte træffe den tunge beslutning at gøre Strejferen til indekat. 

Ungerne blev instrueret om, at de under ingen omstændigheder måtte lukke ham ud, og det gik egentlig meget godt i et halvt års tid. Så glemte min datter en dag at lukke et vindue, og vips var katten væk igen. 

Jeg sendte med det samme en besked til vores tidligere nabo om, at hvis Strejferen dukkede op hos dem, beklagede vi meget og skulle nok straks hente ham. Men inden jeg fik svar på beskeden, opdagede vi, at Strejferen stod uden for vores dør og mjavede. Nu ville han nemlig gerne ind og have noget mad. 

Vi roste vores kat til skyerne, og efter denne episode kunne han faktisk godt finde ud af, hvor han boede. Når vi lukkede ham ud, kom han altid tilbage igen inden for en rimelig tid, og vi kunne derfor konstatere, at han ganske enkelt måtte være lidt træg til at lære.

Læs også: Forstå din kats signaler

Nogen tid senere fandt jeg mig en sød kæreste. Eftersom børnene i halvdelen af tiden var hos deres far, åbnede det mulighed for, at jeg i nogle dage ad gangen kunne bo hos min nye kæreste. 

Men hvad med Strejferen? Nogen skulle jo passe ham, og valget faldt på min mor. Hun og Strejferen havde altid været glade for hinanden, mens min mors mand ikke var den største fan af katte.

I begyndelsen gik min mor over til mig for at passe katten, og det gik ret fint. En dag kom jeg hjem fra besøg hos kæresten og undrede mig over, at Strejferen ikke dukkede op, da jeg kaldte. Det viste sig så, at min mors mand havde natarbejde i det døgn, og hun havde derfor taget Strejferen med hjem til en overnatning. 

Dette gentog sig, og efterhånden kunne katten selv finde hjem til hende. Så stod han uden for vinduet og stirrede insisterende gennem ruden, indtil min mor lukkede ham ind. 

Pudsigt nok skiftede min mors mand sind, hvad katte og i særdeleshed Strejferen angik. Min mor betroede mig, at han var blevet rigtig glad for den stribede kat, og hun havde flere gange hørt ham hviske til den.

– Det er sådan en fornøjelse at have dig her, havde han blandt andet sagt. 

Min mor og jeg begyndte at tale om, at det ville være optimalt, hvis Strejferen kunne lære at gå hjem til hende, når jeg var ude af huset. Aftalen var naturligvis, at min mor og hendes mand ikke skulle lukke Strejferen ind, hvis han dukkede op på dage, hvor børnene og jeg var derhjemme. Det kom de desværre tit til at glemme. 

Det udviklede sig på et tidspunkt til, at vi nærmest ikke så noget til vores Strejfer. Jeg måtte derfor have en lille, kammeratlig samtale med min mor om, at Strejferen muligvis igen ville blive nødt til at friste en tilværelse som indekat hos os, hvis de blev ved med at lukke ham ind.

– Åhr, det ville være synd for ham at blive indekat, mente min mor.

– Ja, svarede jeg. – Men det er også synd for mine unger, hvis de helt mister deres kat.

Som en lille hund

En dag kom løsningen pludselig til mig. Mine børn var delebørn, og det gik fint. Jeg havde også hørt om delehunde, så kunne Strejferen ikke blive delekat? Jeg satte min mor og hendes mand ind i min idé, og de behøvede kun at tænke sig om et øjeblik, før de accepterede. 

Strejferen blev udnævnt til delekat, og det har været til alles store fornøjelse. Når han skal være hos os, holder vi ham inde i to dage, og derefter kan han godt finde ud af, at nu er han hos os. 

Når børnene er hos deres far, og jeg tager hen til min kæreste, kommer min mor over til os for at hente Strejferen. Han følger med hende hjem som en lille hund, og utroligt nok forstår han, at når min mor har hentet ham på den måde, skal han opholde sig hos dem, indtil han skal hjem til os igen. 

I mine øjne er det en situation, hvor alle er vindere. Strejferen får det bedste af to verdener, og jeg slipper for at have dårlig samvittighed over, at han skal være alene hjemme i de dage, jeg ikke er i nærheden.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.