En læser fortæller: Hun var en dårlig ven

Jeg var rigmandsdatteren

Jeg mødte Nathalie, da jeg var 20 år. Dengang boede jeg stadig hjemme, og jeg havde fået arbejde på en café, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg eller skulle lave. På cafeen arbejdede Nathalie, og vi blev straks gode venner, selv om vi kom fra meget forskellige baggrunde. Jeg var vokset op i en kernefamilie i det, andre så som den pæne del af byen, mens Nathalie var vokset op med en enlig mor, der havde måttet kæmpe for at få økonomien til at hænge sammen. 

Før jeg mødte Nathalie, havde jeg aldrig tænkt over, at jeg var heldig, at jeg kunne låne mine forældres bil, når jeg ville, at jeg altid havde penge på dankortet, og at jeg aldrig manglede noget. Rigmandsdatteren, kaldte Nathalie mig af og til. Hun sagde det i sjov, men nogle gange syntes jeg, der var en snert af irritation i hendes stemme, selv om om jeg altid delte ud af det, jeg havde, og for det meste var den, der gav, når vi var sammen.

Det ændrede sig dog, da jeg flyttede hjemmefra. Mine forældre havde hjulpet mig med at finde en lejlighed, men derefter måtte jeg til at klare mig selv, for nu var jeg voksen, som de sagde. Det var også fint, for jeg tjente penge nok i cafeen, hvor jeg arbejdede i flere år, indtil jeg begyndte at studere. 

Jeg var fanget i en gældsfælde

Alle de dårlige valg

Nathalie havde på det tidspunkt for længst skiftet job. Hun var tjener på en fin restaurant, hvor det gik hende rigtig godt. Det var aldrig sådan, at hun gav, selv om hun nu havde mange flere penge end mig. Tværtimod fortalte hun hele tiden, hvor fattig hun var, samtidig med at jeg kunne se, at hun købte masser af tøj, sko og makeup. 

Jeg sagde ikke noget, for det var jo ikke sådan, at jeg syntes, hun skulle betale for mig. Det undrede mig bare, at hun var så påholdende. På restauranten, hvor hun arbejdede, havde hun også fået nye venner, og jeg kunne høre, at de tit gik i byen sammen, men hun spurgte mig aldrig, om jeg ville med, selv om jeg altid inviterede hende, hvis jeg skulle noget sjovt. 

Jeg forstod det ikke, for det var ikke sådan, at hun ikke ville være venner med mig mere. Vi ringede eller skrev til hinanden hver dag og sad også tit sammen til langt ud på natten og snakkede og drak hvidvin.

Efterhånden blev det mere mærkeligt. Jeg begyndte at lægge mærke til, at Nathalie altid rådede mig til de dårlige valg, min familie og mine andre veninder aldrig ville råde mig til at tage. Da jeg for eksempel en dag sagde, at jeg ikke gad at gå i skole, forslog hun at jeg skulle tage orlov, selv om jeg slet ikke var træt af skolen på den måde. Og da jeg havde mødt en rigtig sød fyr, som jeg blev mere og mere glad for, sagde hun, at jeg skulle droppe ham.

– Han er alt for kedelig til dig, som hun sagde.

Jeg solgte en gave på nettet

Måske var hun misundelig

Til at begynde med slog jeg det hen, men så fik min onkel lungekræft, og jeg besluttede mig for at holde op med at ryge. Jeg ville ikke ende som ham. Da jeg ikke havde røget en uge, skulle jeg hjem til Nathalie. Jeg havde glædet mig til at fortælle hende, hvor godt det gik, men jeg kunne mærke, at det gad hun ikke høre på. 

Hun tændte derimod en cigaret, og så sagde hun: – Tag nu en smøg. Det er så kedeligt, at du er holdt op.

Den aften gik det op for mig, at Nathalie ikke var min rigtige ven. Alle mine andre venner havde støttet mig i mit rygestop, også selv om de selv var rygere, fordi de ville mig det bedste, men sådan var det altså ikke med hende. 

I dag er jeg stadig ikke helt klar over, hvorfor hun var sådan mod mig, men jeg tror, at hun på en eller anden måde var misundelig. Måske syntes hun, at jeg havde det nemmere end hende på grund af min baggrund, men det kunne jeg jo ligesom ikke gøre for. 

Jeg får det aldrig at vide, for vi taler ikke længere sammen, og jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke savner hende. En veninde skal være en person, der vil dig det bedste – og ikke det, der passer hende bedst.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.