En læser fortæller: Ingen taler sammen mere

I 1974 flyttede jeg fra min nordjyske hjemegn til København for at studere, og jeg rejste med toget, når jeg skulle på besøg derhjemme. Det var nogle lange, men også hyggelige ture, for undervejs sludrede jeg med mine medpassagerer. Vi spiste vores medbragte mad sammen og talte om målet for rejsen og om det, der passerede forbi uden for togvinduet. 

Jeg kørte også nogle gange i sovevogn, og det var lidt spøjst at lægge sig til at sove i vildtfremmede menneskers selskab, men også her var både de og jeg interesserede i at vide, hvem vi var i selskab med.

En læser fortæller: Jeg dur ikke til at være mor

For mit vedkommende var det slut med de lange togture, da jeg mødte den mand, jeg siden blev gift med. Han havde nemlig både bil og kørekort, og i årevis brugte jeg derfor ikke de offentlige transportmidler, selv om jeg aldrig selv fik kørekort.

Savner at tale med nogen

I forsommeren mistede jeg ham desværre efter mange års ægteskab, og dermed var jeg igen henvist til at rejse med bus og tog. Min bror bor stadig i Jylland, og da jeg gerne ville besøge ham, var der ikke andet for end at gå på nettet og bestille en togbillet. Det var overraskende billigt, og jeg så frem til seks timers togrejse i forventning om, at det ville være som i gamle dage. 

En læser fortæller: Jeg gav far et sidste valg 

Jeg blev dog lidt skuffet, for der blev kun sagt goddag og farvel, selv om det ikke var en stillekupé. Jeg sad ganske vist sammen med to damer på min egen alder og en ung kvinde, men den ene af kvinderne havde høretelefoner på under hele rejsen, mens de to andre konstant var optaget af at kigge på deres mobiltelefon.

Jeg strikkede og kiggede ud, men jeg savnede at tale med nogen og var glad for at kunne gøre det, da jeg nåede frem. 

Måske er der håb

Efter et dejligt besøg hos min bror blev det præcis det samme på hjemvejen. En ældre dame ved siden af mig sad med høretelefoner og fik vist oplæst en bog, mens et ægtepar over for mig fordybede sig i henholdsvis mobiltelefon og en computer. 

En læser fortæller: Mobbet på nettet

Det virker trist, at ingen interesserer sig for at tale med folk, de ikke kender. For nylig tog jeg dog bussen sammen med mit barnebarn på 6 år, og hun henvendte sig på eget initiativ til damen over for os. På den måde faldt vi i snak med hende, så måske er der håb for fremtiden.