En læser fortæller: Jeg elsker at strikke

Når jeg strikker mine fine dukker, bliver jeg glad , og det mindsker mine gigtsmerter.

Strikdukker

Mine fingre smertede

Da jeg for halvandet år siden i en alder af 50 år fik fjernet min livmoder, blev jeg samtidig ramt af gigt i fingrene, og det skete bogstavelig talt fra den ene dag til den næste. 

Før operationen havde jeg fysisk set været ret stærk, og det havde altid været mig, der skruede låget af det genstridige marmeladeglas. Nu kunne jeg pludselig ikke engang åbne sæbeflasken, når jeg var i bad.

Min fingre gjorde simpelthen så ondt, og de blev hurtigt krogede og kom til at se forkrøblede ud. Jeg søgte selvfølgelig læge, men han forklarede mig, at problemet nok var noget hormonelt, og at jeg måtte prøve at vænne mig til det.

Det var meget svært for mig, og jeg følte mig handicappet og ude af stand til ret meget. Jeg har altid holdt meget af at læse, og før operationen havde jeg tit nydt at forsvinde helt ind i en tyk roman. Nu havde jeg slet ikke kræfter til at holde de tunge bøger længere, og jeg måtte opgive læsningen. 

Der var også en masse andre aktiviteter og almindelige gøremål, jeg måtte vinke farvel til, for mine fingre kunne virkelig ikke holde til ret meget.

Jeg strikkede på livet løs

Så læste jeg en dag om en kvinde, der var begyndt at strikke for at mindske smerterne ved gigt. Jeg tænkte, at det da i hvert fald var et forsøg værd, og jeg fik købt en masse spændende garn og kastede mig ud i det. Selv om det gjorde ondt i fingrene, når jeg sad med strikkepindene, bed jeg tænderne sammen og fortsatte.

Det blev til en hel del tørklæder i forskellige farver, som jeg begyndte på, men som jeg aldrig fik strikket færdige. Det var jo bare den ene ens pind efter den anden, så det kedede mig bravt. 

Dog syntes jeg, at jeg var blevet mere smidig i mine fingre, hvilket tydede på, at de måske på længere sigt havde gavn af at blive brugt på denne måde.

Læs også: Windy Days: Strikket sjal med retstrik og frynser

En dag fandt jeg så på at strikke dukker, og nu var jeg kommet i mit rette element, for her var der mere udfordring. Min barnlige begejstring ville ingen ende tage, og jeg strikkede på livet løs. 

Det blev til både små og store dukker med påsyede øjne, der kunne blinke, og som alle var vidt forskellige. Jeg elskede min nye hobby, hvor jeg virkelig kunne få afløb for min kreativitet, og over internettet bestilte jeg spændende nyt tilbehør til dukkerne og garn i alverdens kvaliteter og kulører. Min tålmodige mand hentede pakke efter pakke til mig på posthuset.

Jeg har inspireret min søster

Min søster bor i USA, og hun har i årevis lidt af depressioner, som tit har betydet, at hun har måttet ligge i sengen i flere dage ad gangen. Vi er jævnligt i kontakt med hinanden, og nu blev hun grebet af min begejstring over dukkestrikkeriet, og hun begyndte derfor også at strikke og hækle. 

I telefonen havde vi lange samtaler om vores herlige strikketøj, og vi udvekslede også fotos. På den måde lykkedes det os at få muntret hinanden op på de mørke dage. 

Resten af min familie og vores børn rystede på hovedet ad mig og mente vist, at jeg muligvis var blevet lidt småtosset. Intet kunne dog ødelægge min begejstring og glæde over dukkerne, og på kun halvanden måned havde jeg strikket hele 50 af dem. Som noget nyt begyndte jeg også at strikke dukkeudgaver af personer fra eventyr som blandt andre Rødhætte. 

Nu var tiden inde til at få nogle af dem solgt, og det begyndte jeg så småt på, for der skulle penge ind til alt det dyre garn, jeg havde købt. Min tanke var, at andre måske også kunne finde fornøjelse og inspiration ved det, jeg havde skabt.

Læs også: Strik selv: Sød cardigan til de mindste

Jeg har afsat en del af dukkerne, men jeg har faktisk lidt svært ved at skille mig af med dem, og nogle har jeg også besluttet mig for at gemme til mine børnebørn. 

Ved hjælp af min nye hobby har jeg fået vendt noget meget negativt og smertefuldt til noget positivt. Når jeg i dag sidder i mit hjørne med musikken kørende i baggrunden og gnistrende strikkepinde, siger jeg tit til min mand, at det nok er denne tid, jeg vil se tilbage på som en af de lykkeligste perioder i mit liv. 

Om mine fingre kan blive ved med at strikke, vil tiden vise. Så længe, de kan, er jeg lykkelig. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.