En læser fortæller: Jeg flygtede fra min sorg

Da min mand gik bort, var jeg så opsat på at få en normal hverdag igen, at jeg gjorde alt for ikke at blive overmandet af ensomhed.

Pludselig kom tårerne

Det regnede hele den dag. Jeg ville have været ude at gå en lang tur med min hund, Bianca, for jeg havde så dårlig samvittighed over for hende. Gennem alt for lang tid var det kun blevet til nogle korte ture et par gange om dagen, og somme tider blev hun bare lukket ud i haven.

Denne dag ville jeg have taget hende med i skoven, og vi skulle have gået en lang tur. Men så stod vi op til et silende regnvejr. Koldt var det også. Jeg lavede kaffe og klappede Bianca, mens jeg stod og så mistrøstigt ud ad vinduet.

Pludselig kom tårerne. Ud af det blå overmandede de mig og løb ned ad mine kinder. Det var snart et halvt år siden, jeg var blevet enke. På den ene side føltes det, som var det i går, og på den anden, som om det var 100 år siden.

Læs også: Mettes dobbelte sorg: Jeg mistede mor to gange

Der var sket så ufatteligt meget på det halve år. Det var, som om jeg havde taget revanche for det sygdomsforløb, der gik forud for Richards død. Livet var sat på standby i de tre år, der gik, fra han første gang fik diagnosen kræft, til han ikke var her mere. Han var syg og havde brug for min hjælp.

Vi havde altid været aktive mennesker, men noget gik i stykker inden i ham, og sygdommen knækkede ham som menneske, længe før han fysisk blev sat ud af spillet. Han kunne ikke tåle at blive til en patient. Det ødelagde det billede, han havde af sig selv som den stærke mand, der kunne klare alt.

Han begyndte at kalde sig selv en svækling, samtidig med at han trak sig fra andre. Han isolerede sig selv og os. Gudskelov havde jeg mit arbejde, ellers tror jeg ikke, jeg havde holdt til det. Mit job og mine søde kolleger blev min livline i de år, indtil jeg endte med at tage plejeorlov i de sidste hårde måneder op til Richards død.

Som at komme ud af et fængsel

Da Richard døde, var det lidt som at blive sat fri efter lang tids fængsling. Jeg åndede næsten lettet op. Richard blev begravet en fredag, og allerede om mandagen var jeg tilbage på mit arbejde. Min chef havde ellers sagt, at hvis jeg ville have et par uger fri, var det ikke noget problem.

Men jeg trængte til at se mennesker og komme i gang igen, så jeg takkede nej til hans generøse tilbud. Jeg kunne godt mærke på et par af kollegerne, at de syntes, det var underligt at se mig så hurtigt, men da jeg fortalte om de sidste hårde måneder med min døende mand, kunne alle vist forstå, hvorfor jeg gerne ville på arbejde igen. Jeg trængte til selskab, og jeg trængte til hverdag.

Jeg kunne selvfølgelig ikke få den hverdag tilbage, som jeg havde kendt med Richard. Han kom ikke hjem sidst på eftermiddagen samtidig med mig. Han var der ikke til at lufte Bianca, mens jeg lavede mad, og han sad ikke længere på pladsen over for mig, når jeg spiste.

Der var ingen at gå og småsnakke med om dagens begivenheder, mens jeg ryddede op i køkkenet og satte aftenkaffen over, ingen at se tv med, og ingen at sige godnat til ved sengetid.

Det var underligt, og jeg brød mig ikke om det. Det var, som om ensomheden stod og lurede i krogene og når som helst kunne overfalde mig, hvis jeg ikke gjorde noget for at undgå det.

Jeg begyndte at gå til gymnastik om mandagen og til bridge om tirsdagen. Der mødte jeg to andre kvinder på min alder, der også var enlige, og vi lavede straks en madklub, der gik ud på at spise hos hinanden på skift en gang om ugen.

Man hører tit, at vennekredsen bakker et skridt tilbage, når folk ikke længere er et par, men det gjaldt nu ikke vores venner. I de sidste tre år af Richards liv havde vi ikke set så meget til nogen, så jeg blev glædeligt overrasket over at opdage, at vennerne hellere end gerne ville have mig ind i kredsen igen. Alle stod med åbne arme og invitationer til alverdens ting.

Det endte faktisk med, at jeg fik utrolig travlt, især i min fritid, og jeg nød det. Det var så dejligt at være med i nogle fællesskaber igen, som at få livet tilbage.

Snart var jeg på indkøbstur til Tyskland sammen med Annegrethe og Holger, snart til kortaften hos Mogens og Karina. Så var der sølvbryllup ovre hos genboen, vejfest i gaden og biografture med kollegerne.

Jeg sagde ja til alt, hvad jeg blev inviteret til, og jeg nød hvert eneste arrangement, hver eneste fest og hvert eneste fællesskab. Lige indtil den regnvejrsdag, hvor jeg ikke kom ud med Tøsen, fordi jeg i stedet begyndte at græde.

Jeg stod der ved stuevinduet, og pludselig skyllede sorgen ind over mig. De mørke regnvejrsskyer, der hang tungt ned fra himlen derude, rullede ind i huset og maste mig under dynger af sorg. De første tårer forvirrede mig. Hvor kom de fra? Hvad var nu det? Jeg gik jo lige og havde det så godt.

Savnet efter Richard, tabet af ham og sorgen over hans død kom alt sammen buldrende på én gang. Det var, som om jeg i et halvt år havde bedøvet mig selv med mennesker og begivenheder for at undgå smerten.

Men nu var bedøvelsen holdt op med at virke, og jeg kunne ikke længere holde smerten under låg eller flygte fra den. Min elskede mand gennem 27 år var død. Vi havde ikke kunnet få børn og ville ikke adoptere, så det havde altid bare været ham og mig. Det havde været tæt og godt, og vi havde været hinandens bedste venner i alle disse år.

Det slog mig som en hammer

Nu var han væk for altid, og det slog mig som en hammer i hovedet. Det var, som om det først nu gik op for mig, at han var væk. Jeg tror ikke, jeg havde forstået det før, og jeg havde nok heller ikke forsøgt på det. Jeg var rendt væk fra smerten, fordi den var så ubærlig, men nu kunne jeg ikke løbe mere.

Lige der følte jeg mig udmattet af alle mine anstrengelser for at holde sorgen på afstand, så jeg fik slæbt mig ind i seng, hvor jeg kastede mig grædende ned i dynerne. Hele det sidste halve års fortrængte følelser vældede op i mig, mens jeg hulkede i lang tid og så faldt i søvn.

Pludselig mærkede jeg noget varmt og vådt mod min kind. Da jeg åbnede øjnene, stod Bianca ved siden af og så på mig. Hun slikkede mig i hovedet igen. Jeg lagde en arm om halsen på hende og græd.

Da jeg langt om længe rejste mig fra sengen, var jeg slatten i hele kroppen, men meget lettere om hjertet. Jeg undrede mig over, at jeg ikke havde vidst, hvor meget jeg trængte til at græde, for hvor havde jeg dog brugt mange kræfter på at holde gråden fra døren.

Læs også: Sørger dyr over de døde?

De næste timer trissede jeg stille rundt i huset og mærkede vemodet over alt det, der aldrig ville blive som før. Richard ville aldrig mere komme til at sidde i sin gode tv-stol, når jeg sad ovre i sofaen og så fjernsyn.

Jeg åbnede hans side af klædeskabet og lod hænderne glide gennem hans skjorter, som jeg stadig ikke havde fået givet videre. Så kneb jeg en tåre til og vidste, at jeg måtte se at få gjort noget ved det.

Ude på badeværelset fjernede jeg hans barbergrej og smed det ud. Min vemodige runde fortsatte i resten af huset, og skridt for skridt tog jeg afsked med det liv, jeg havde levet sammen med Richard i 27 år.

Ro, stilhed og ensomhed

Det regnede stadig, da jeg ud på eftermiddagen satte Bianca i snor. Hun var lykkelig for at komme ud at gå, og jeg mærkede også hurtigt, hvor godt det gjorde mig. Derfor blev det en lang tur i skoven, og undervejs begyndte jeg at indse, at jeg skulle finde den rigtige balance i forhold til alle det, jeg fyldte mit liv ud med.

Det var fint og godt med arbejde, fritidsinteresser og masser af dejlige venner, men det var lige så vigtigt at give mig selv ro indimellem. Min sørgetid var langtfra overstået, og det måtte jeg respektere, hvis jeg ikke skulle ende med at brænde sammen.

Ro, stilhed og for den sags skyld ensomhed var, hvad jeg havde brug for. Jeg måtte lære at være sammen med mig selv uden at gå i panik, for ellers fik jeg nok aldrig helet de sår, Richards død havde efterladt i mig.

Fra den dag for to år siden begyndte jeg at drosle ned på aktiviteterne, og mit liv kom gradvist i balance igen. Der er stille dage og aktive dage. Dage i selskab med andre og dage alene med mig selv. Jeg nyder begge slags og begynder igen at føle mig hel, for jeg er ikke længere på flugt fra min sorg.   

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.