En læser fortæller: Jeg overvandt min flyskræk

Jeg har altid lidt af angst

Min opvækst foregik i et belastet miljø, som jeg dog tidligt gjorde mig fri af. Jeg blev gift med en dejlig mand, som jeg har to voksne børn med, og han og hans familie har støttet mig meget. Jeg har også fundet styrke i vores fælles, kristne tro. Alligevel har jeg altid måttet kæmpe med angst, og det er blandt andet kommet til udtryk ved, at jeg ikke har turdet flyve. 

Jeg har dog bestemt mig for, at angsten ikke skal styre mit liv, og for to år siden satte jeg mig for at flyve til England og besøge min gamle veninde, Lise. Hun bor derovre, og hun har altid været flink til at komme at besøge mig. 

Da dagen kom, og jeg havde tjekket ind i lufthavnen, var jeg tæt på at fortryde. Svedende og med hjertet hamrende i brystet stod jeg på rulletrappen op mod sikkerhedskontrollen og krammede min lille håndtaske ind til mig. Min datter havde brugt meget tid på at overtale mig til at gøre forsøget, og jeg ville jo ikke svigte hende.

Læs også: En læser fortæller: Fru Ravn gjorde en forskel

Kaffe og kage hjælper

I transithallen købte jeg en flaske vand og slugte den beroligende tablet, lægen havde givet mig, men stadig fortrød jeg, at jeg havde valgt at trodse min angst for at flyve. Hvorfor havde jeg dog fået den skøre idé? 

– Du kan godt, du kan godt, og du vil jo også så gerne se Lises hus og det hele, prøvede jeg at berolige mig selv. Jeg var alligevel ved at hyperventilere, da der blev kaldt ud til gaten. Da jeg på rystende ben kom op i flyet, opdagede jeg, at min mand var kommet til at bestille en vinduesplads til mig.

Tre gange tjekkede jeg, om sikkerhedsbæltet var spændt, og jeg gennemlæste brochuren om, hvordan man skulle forholde sig, hvis der skete noget uforudset. Så begyndte flyet at bevæge sig. 

Det bankede i mine tindinger, og jeg kunne lugte min armsved og fik følelsen af klaustrofobi. Tårerne var tæt på, og jeg så min datter for mig. I den bedste mening havde hun skubbet sådan på for, at jeg skulle gøre dette. 

Flyet susede af sted på landingsbanen, og jeg sad der med øjnene presset hårdt i. Ved siden af mig sad en ældre dame, og lidt efter puffede hun blidt til mig.

– Nu er vi oppe over skyerne, sagde hun venligt.

Det hjalp lidt på mine nerver, og lidt efter kom kaffevognen rundt. Jeg købte en kop kaffe og en muffin, for jeg trøster mig typisk med en kage, når jeg er nervøs eller træt.

En læser fortæller: Næste gang stopper jeg

Nu vil jeg rejse mere

Den ældre dame og jeg faldt i snak, og hun fortalte, at hun nød at flyve og havde rejst i hele verden. Hun lovede at tage min arm for at berolige mig, når vi skulle ned igen.

Så nærmede vi os landingsbanen. Vi skulle spænde sikkerhedsbælterne igen, og damen holdt roligt i min arm. Jeg vovede at kaste et forsigtigt blik ud ad vinduet. Det sugede i min mave, men det var flot at kunne skimte land dernede. Husene så jo ud til at være bygget af Legoklodser. 

Med et lille bump landede vi på engelsk jord, og alle i flyet klappede. Jeg var så stolt og glad, for tænk, at jeg havde klaret det og overvundet mig selv. Jeg havde lyst til at juble og græde af glæde, men beherskede mig. 

Det kriblede i mig for at komme gennem lufthavnen, for dér stod Lise jo og ventede på mig.

Det blev nogle skønne dage med mange store oplevelser hos min veninde. Vi spiste udelukkende engelsk mad, besøgte London, kørte i dobbeltdækkerbus, fik fish & chips på en pub og meget andet.

Flyveturen hjem gik bedre, for jeg slappede mere af. Siden har jeg ikke fløjet, men næste sommer vil min mand og jeg flyve til Rom med vores børn. På sigt vil min datter og jeg også gerne besøge Israel og se Jerusalem.

Jeg ved, at angsten nok altid vil sidde i mig, når jeg skal flyve, men den skal ikke styre mit liv. Jeg ved også, at jeg i fremtiden gang på gang vil sejre i forhold til de mange ting, jeg ikke tør. For det har jeg besluttet.