En læser fortæller: Jeg stak af fra min kæreste

Det var ikke okay, at Daniel gav mig en følelse af at være mindre værd, og en dag fik jeg nok.

En kvinde sidder med ryggen til sin kæreste

Forblændet af hans stil

Jeg var 18 år, da jeg blev kæreste med Daniel på 23. Han havde en lederstilling, boede i en stor andelslejlighed og kunne en masse fine ord, mens jeg lige var blevet færdig med handelsskolen og arbejdede i en tøjbutik. Jeg var forblændet af ham, og vi flyttede sammen efter kort tid. Daniel kunne godt lide at vinde diskussioner, og hvis jeg sagde noget, han syntes lød dumt, fortalte han mig det altid. De første par år var jeg ligeglad, for som ordblind var jeg vant til, at folk troede, at jeg var dum.

Efterhånden som jeg blev ældre og mere moden, begyndte jeg dog at se det på en anden måde. Det var ikke okay, at min kæreste gav mig mindreværdskomplekser. Når han nedgjorde mig, begyndte jeg at sige fra, og det var han ikke vant til. Han overfusede mig, og jeg endte næsten altid med at græde. 

Det fik ham dog ikke til at stoppe. Han kunne finde på at fortælle mig alle grundene til, at han burde gå fra mig – at jeg var ligegyldig, doven og et nul i forhold til ham.

Han styrede mit liv

Daniel var aldrig voldelig over for mig, men med årene begyndte jeg alligevel at frygte ham. Jeg var midt i 20’erne på det tidspunkt, og jeg levede på mange måder et almindeligt ungdomsliv. Jeg var begyndt at læse til sygeplejerske, og jeg havde stadig mit job i tøjbutikken og tog i byen med mine veninder. 

Det var Daniel, der styrede mit liv. Han bestemte, hvornår jeg kom hjem fra byen, og hvis jeg ikke overholdt vores aftale, blev han rasende. 

Måske lyder det underligt, at jeg blev ved med at være kæreste med ham så længe, men han var jo ikke kun ondskabsfuld. Vi havde kendt hinanden i over syv år, og han var lige så ofte kærlig og betænksom. Jeg havde elsket ham i den tid, men det var begyndt at ændre sig, for jeg følte ikke længere, at jeg kunne være mig selv sammen med ham. Jeg var altid på vagt og frygtede, hvad han kunne finde på.

I lang tid overvejede jeg at gå fra ham, og en dag gjorde jeg alvor af det. Han reagerede fuldstændig, som jeg havde frygtet. Vi stod i køkkenet, og da det gik op for ham, at jeg mente det, kastede han en fyldt kop kaffe gennem rummet, så den smadrede mod væggen. 

Han kunne ikke klare, at det var mig, der gjorde det slut, og han gik amok, kaldte mig de grimmeste ting, bankede sin knytnæve ind i en dør og smed mit tøj ud i opgangen. Selv om jeg havde set ham vred mange gange før, var det slemt denne gang, og jeg blev bange. Mine forældre boede tæt på, så jeg greb min taske og flygtede hjem til dem.

Bagefter var jeg chokeret, men også lettet, fordi det var overstået. Nu skulle jeg ikke længere stå til ansvar over for ham. Jeg frygtede dog hans hævn, og det havde jeg god grund til.

Jeg fortjente bedre

Vi boede i en lille by, og snart begyndte rygterne at gå om mig. Daniel sagde, at det var ham, der var gået fra mig, fordi jeg var barnlig og slet ikke udviklede mig. Selvfølgelig gjorde det mig ked af det, men det mindede mig også om, hvorfor vi ikke længere var sammen. Jeg fortjente bedre.

Nogle år tidligere havde jeg været med til at betale for en masse forbedringer i Daniels lejlighed. Det var mange penge for mig, og hurtigt måtte jeg indse, at jeg aldrig ville få dem igen. Det føltes uretfærdigt, og i lang tid var jeg ked af de penge. I dag tænker jeg dog, at det var en billig pris at betale for at komme ud af forholdet.

Daniel fik en ny kæreste nogle måneder senere, og siden da er der ikke blevet spredt flere rygter om mig. Jeg håber af hele mit hjerte, at han er sødere ved hende, end han var ved mig.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.