En læser fortæller: Jeg troede jeg var Jesus

Jeg ville ønske, at historien om min psykiske sygdom ikke var sand, men det er den tragisk nok.

Ydmygende behandling

For lidt over 50 år siden skete der noget, som fik en afgørende og absolut ikke positiv indflydelse på resten af mit liv.

Jeg var en ung mand på 18 år, da jeg blev indkaldt som soldat til en dansk kaserne. Min fysik var i top, det samme mente jeg absolut, at min psyke var, og jeg glædede mig rigtig meget til at skulle aftjene min værnepligt.
Jeg mødte derfor op på kasernen med en optimistisk indstilling, men den blev hurtigt slået ned. Tonen fra befalingsmænd og officerer over for os rekrutter var så hård og barsk, at jeg slet ikke kunne kapere det.

Jeg havde aldrig tidligere i mit liv været udsat for noget lignende, og den nedgørende og ydmygende behandling slog mig fuldstændig ud.
I løbet af forholdsvis kort tid gik jeg helt ned med flaget og var i en så elendig forfatning, at jeg blev indlagt på militærhospitalet, hvor jeg forsøgte at tage mit eget liv.
Mit selvmordsforsøg blev opdaget og forpurret, og jeg lå efterfølgende i fem lange døgn uden at sige ét eneste ord. Jeg var gået helt i sort. Efter de fem dages tavshed blev jeg overført til Rigshospitalets lukkede afdeling, som blev kaldt 01.
Her gav de psykiatriske læger mig diagnosen alvorligt depressiv, og deres plan var, at jeg skulle have elektrochok.

Læs også: En læser fortæller: Mit liv med OCD

Forud for denne behandling skulle jeg have taget en prøve af min rygmarvsvæske. En lang kanyle blev stukket ind i min rygsøjle, hvorefter lidt af væsken blev suget ud. Det var ekstremt smertefuldt, men det hjalp dog en lille smule, at jeg samtidig fik lov til at holde den sødeste sygeplejerske i hånden.

Jeg fik elektrochok

En undersøgelse af rygmarvsvæsken viste, at jeg burde kunne klare at blive udsat for elektrochok, og det var så det næste, der skete.
Inden behandlingen bliver patienten bedøvet og får derefter en ganske svag elektrisk strøm sendt gennem hjernen, hvilket forårsager kramper.
Allerede efter den første behandling var jeg ikke længere depressiv, men derimod manisk. Fra at have været tavs og sygeligt nedtrykt blev jeg nu forvandlet til en sand humørbombe, der snakkede løs som et vandfald. Det føltes, som om jeg havde uendeligt mange kræfter.
I alt fik jeg seks elektrochok dengang, og lægernes dom over min psykiske tilstand lød nu på, at jeg var maniodepressiv. Det er den diagnose, som i dag kaldes for affektiv bipolar lidelse.
Jeg kendte på forhånd lidt til denne sygdom, idet jeg havde et ældre, nært familiemedlem, som havde haft den samme sygdom. Nogle mener, at der kan være tale om en vis arvelighed, og måske er det sandt. Inden jeg blev rekrut, havde jeg dog aldrig haft det mindste tegn på at være i psykisk ubalance.

Da jeg blev udskrevet, befandt jeg mig stadig i en rablende mani. Jeg rejste til min hjemby, og der lå et brev og ventede på mig. Det var fra en af mine mandlige medpatienter på Rigshospitalet, og brevet glædede mig meget. Han skrev nemlig til mig, at der var blevet så frygteligt stille, efter at jeg havde forladt afdeling 01.

Kort efter min hjemkomst var jeg en dag så voldsomt fyldt med energi, at jeg travede 16 kilometer ud til en strand, som jeg tidligere havde prøvet at bade fra. Det havde jeg nu en overvældende lyst til at gøre igen, og jeg kastede mig i vandet og svømmede uden afbrydelse i ikke mindre end ni hele timer. Så vidt jeg kan erindre, følte jeg mig ikke engang særligt udmattet bagefter.

Når man befinder sig midt i en mani, som jeg gjorde på det tidspunkt, føler man, at man kan klare alt, og man er opfyldt af en slags storhedsvanvid. Alt kan lade sig gøre, simpelthen alt. I et manisk menneskes opfattelse er intet umuligt, ej heller at bryde en låst dør ned med de bare næver.

En gåtur i 20 timer 

Sådan var det også for mig. Jeg var sikker på, at jeg var ingen ringere end Jesus Kristus, Guds søn. Set i bakspejlet er der ikke noget at sige til, at folk omkring mig blev ret skræmte, når jeg fortalte dem det.

I min mani fandt jeg også på at hoppe på en færge for at sejle en tur til Oslo, og da jeg var gået i land der, fejrede jeg min første tur til Norge ved at spadsere en tur på 20 timer. På intet tidspunkt stoppede jeg for at holde en pause.

Min heftige opførsel gik dog ikke upåagtet hen i det norske, og jeg endte med at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling på Oslo Sygehus. Her blev min mani slået ned ved hjælp af et middel mod psykoser. Det var mildt sagt effektivt og virkede som det rene dynamit på mig.
I alt befandt jeg mig i Oslo i en uge, og under indlæggelsen modtog jeg også lægebehandling for mine fødder, som efter den lange gåtur mere eller mindre hang i laser. Skoene havde gnavet hul flere steder, og jeg havde fået store vabler, som sad dybt i huden.
Ved udskrivelsen var mine fødder i bedring, og jeg var da også kommet så meget i balance, at jeg var i stand til selv at kunne rejse tilbage til Danmark.

Inden jeg begyndte som værnepligtig, havde jeg haft mange spændende idéer om, hvad jeg skulle foretage mig i min fremtid. Nu var alle drømmene imidlertid blevet skrinlagt, og i en alder af blot 20 år fik jeg tilkendt førtidspension. Det alene siger noget om, hvor syg jeg faktisk var.

Jeg var ikke Guds søn

Jeg flyttede ind i et kælderværelse i en provinsby på Sjælland, men kom en del i København. Da jeg en aften kom hjem fra et besøg i hovedstaden, var jeg igen midt i en mani, og jeg tog en taxa fra banegården til min lejlighed.
Den køretur kan jeg stadig tydeligt mindes. Jeg fortalte nemlig taxachaufføren, at jeg var ingen ringere end Jesus Kristus, og da vi nåede til min adresse, valgte han at køre uden at få sin retmæssige betaling. Han drønede af sted i bilen, så snart jeg havde åbnet bagdøren og anbragt mine fødder ude på fortovet. På en måde var det jo nok ikke så underligt.

Læs også: Karolines mor var maniodepressiv: Jeg vidste aldrig hvad der ventede

Fire år efter min første indlæggelse var jeg tilbage på Rigshospitalets afdeling 01 til lægesamtaler og undersøgelser, og inde i den store aula stoppede en herre i hvid kittel pludselig op for at hilse på mig. Jeg huskede ikke hans navn, men han huskede til gengæld mit, for han nævnte det nemlig.

Det fortalte mig, at jeg altså ikke bare var blevet glemt på afdelingen, men havde sat mig et spor. Denne lille episode samt flere efterfølgende bekræftede mig i, at jeg var speciel. Ganske vist var jeg ikke Guds søn, men noget helt for mig selv var jeg altså.
Et års tid efter dette besøg røg jeg igen ind i en dyb depression, og jeg blev atter indlagt og fik igen seks nye behandlinger med elektrochok. Efterfølgende blev jeg sat i behandling med et middel, der hedder litium.

Litium kan bruges til behandling af akutte manier, men også som forebyggende medicin til at forhindre nye, maniske faser. Det har også en antidepressiv virkning og forhindrer eventuelle tanker om selvmord.

Da den korrekte dosis først var blevet indstillet, var denne medicin i stand til at holde mig på den rette vej, så at sige. Mit sidste alvorlige sygdomsudbrud fandt sted i 1992, og siden da har jeg ikke for alvor været hverken helt nede at dykke eller helt oppe at danse.

Godt arbejde i det fri

Som nævnt var min fysik stærk og sund, da jeg ankom til den kaserne, hvor min skæbne tog en fatal drejning. Gennem alle årene forblev jeg kropslig rask, og jeg var derfor for det meste i stand til at påtage mig forskellige praktiske opgaver for andre borgere i min by.

Jeg har blandt andet passet haver for folk, og den tjans trivedes jeg godt med, for arbejdet foregik naturligvis i det fri, jeg kunne gøre det alene, og det var for en stor del uforpligtende.
Litium har dog forskellige bivirkninger, og blandt disse kan nævnes vægtøgning og en mulig påvirkning af skjoldbruskkirtel og nyrer. Derfor fik jeg jævnligt taget blodprøver for at afklare, om litiumkoncentrationen i mit blod var på det ønskede niveau, og om mine indre organer havde taget skade.

Efter at jeg havde fået litium i 30 år, kunne lægerne desværre konstatere, at midlet var begyndt at angribe mine nyrer. Min nyrefunktion var nedsat i så svær en grad, at jeg på et tidspunkt var i fare for at komme i dialyse. Det er jeg dog heldigvis indtil videre sluppet for.

For mit vedkommende var det nu omgående slut med litium, og jeg fik derefter et andet præparat, som skulle kunne holde både mani og depression fra døren. Jeg har kunnet konstatere, at midlet sådan set virker, som det skal, men desværre har det en anden grim bivirkning.

Ensomhed er mit vilkår

Det virksomme stof har nemlig givet mig en social fobi, og det har været stærkt medvirkende til at forøge den ensomhed, som i forvejen var min plage. Jeg gennemlever mine dage ganske alene og forlader kun mit hjem, hvis det er absolut nødvendigt. Havearbejdet er det slut med.
Denne historie har jeg skrevet i hånden, for jeg ejer ingen former for nymodens elektronik såsom computer eller iPad.
Nu har jeg netop læst den igennem en sidste gang, og jeg tænker lidt trist, at jeg ville ønske, min historie ikke var sand. Men det er den tragisk nok.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.