En læser fortæller: Jeg var bange for alt

En helt almindelig dag ramlede min verden sammen, og jeg var sikker på, at der var noget alvorligt galt med mig.

Ulykkelig og ensom

Jeg var i midten af 20’erne og i gang med at uddanne mig til sygeplejerske, da min verden en dag ramlede sammen om ørerne på mig.

Nogle uger forinden havde Simon, min kæreste gennem knap et år, gjort det forbi. Jeg var ulykkelig og følte mig ensom, men det var ikke kun det, der holdt mig vågen om natten. Det føltes som en ubehagelig rastløshed, og jeg havde fornemmelsen af, at noget var helt galt, uden at jeg kunne sætte en finger på, hvad det var.

Jeg formåede at holde tanker og følelser i skak, så længe jeg var sammen med andre mennesker, men så snart jeg var alene, steg ubehaget, og jo mere jeg forsøgte at flygte fra det, jo mere intenst føltes det.

Mine bekymringer handlede om Simon, om alt det, der var blevet gjort og sagt. Jeg savnede ham, og jeg følte mig magtesløs, fordi han havde valgt mig fra, uden at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg havde troet, at det skulle være os to, men nu var jeg igen alene, og det fik bekymringerne til at tage en ny form, hvor jeg frygtede for fremtiden.

Lynhurtigt blev det en ond spiral, hvor jeg tænkte en masse negative tanker. Jeg var bange for, at der var noget i vejen med mig, fordi jeg ikke kunne bryde mønstret, og det ledte til flere bekymringer. Var jeg i virkeligheden ved at blive skør?

Mine forældre måtte hente mig

Det kulminerede en aften, hvor jeg efter en fødselsdagsfest hos en veninde kom hjem til min tomme lejlighed. Da jeg lukkede hoveddøren i, føltes det, som om væggene og loftet faldt sammen om mig. Jeg vidste godt, at det ikke var det, der skete, men følelsen af at få slået al luft ud af lungerne og miste kontrollen var virkelig.

Jeg var overbevist om, at jeg var meget syg, enten mentalt eller fysisk, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Ingen kendte til de bekymringer, jeg havde gået med den sidste tid, for jeg skammede mig over, at jeg ikke havde styr på mig selv. Hvorfor satte jeg pludselig spørgsmålstegn ved alt? Var jeg blevet sindssyg? Var det hele noget, jeg bare forestillede mig?

Læs også: Mia har angst: Jeg tør ikke gå udenfor

Frygten overmandede mig. Jeg begyndte at græde, og efter nogen tid rakte jeg ud efter min mobil, ringede til mine forældre og bad dem komme og hente mig.

Da de stod i lejligheden, krammede min mor mig bekymret. – Hvad er der dog galt, min skat? spurgte hun, hvilket kun fik mig til at græde endnu mere, for jeg vidste det jo ikke. Noget farligt, formodede jeg.

Min far derimod klappede mig bare på skulderen. – Vi skal nok klare den sammen, sagde han, og det gav mig en eller anden form for ro at vide, at jeg ikke længere var alene om at håndtere mit kaos.

Min mor redte op til mig på mit gamle værelse, og næste dag tog jeg til lægen. Jeg havde knap nok sovet, for også det var jeg bange for. Hvad nu, hvis jeg ikke vågnede? Eller hvis jeg var endnu mere fra den, når jeg gjorde?

Det havde et navn

Min læge, Allan, kiggede tålmodigt på mig, mens jeg efter bedste evne forsøgte at forklare ham, hvad der var sket de seneste uger. Jeg fortalte om studiet, bruddet med Simon, ensomheden og frygten.

Indimellem nikkede han, og da jeg var færdig, kiggede han roligt på mig over sit brillestel. – Jeg kan love dig, at du ikke er skør. Du er fuldstændig sammenhængende, og jeg er ikke bekymret for dig som sådan.

Så rømmede han sig. – De symptomer, du oplever, har et navn. Du har angst, og det er en ret normal reaktion på det pres, du har været under den sidste tid.

Jeg havde svært ved at forholde mig til ordet. Ingen i min familie havde psykiske lidelser, så jeg kendte ikke meget til det. Alligevel var det beroligende at få en form for forklaring.

– Hvordan får jeg det til at gå væk? ville jeg vide, men Allan smilede træt. – Den slags tager tid. Og egentlig skal det jo ikke gå helt væk, for vi har alle brug for lidt angst. Det beskytter os mod fare. Jeg synes, du skal komme og snakke med mig en gang om ugen, sagde han, og sådan blev det.

Derudover blev jeg sygemeldt fra mit studie og blev boende hjemme hos mine forældre, og Allan rådede mig til at bruge min tid på noget, der gjorde mig glad. Hvis jeg kunne mærke, at en bestemt situation gjorde mig i godt humør, skulle jeg sørge for at gentage den.

Væk fra de tunge tanker

Jeg tog hans råd meget alvorligt, for jeg var desperat efter at få det bedre. Samtalerne med ham hjalp mig afgjort til at forstå, hvorfor jeg var havnet, hvor jeg var. Han kunne besvare nogle af de spørgsmål og bekymringer, jeg gik rundt med, men mange af dem var ikke mulige at besvare for nogen.

Det var grublerier omkring fremtiden, om jeg ville lykkes i livet, blive glad igen, få en sød kæreste, der ikke vragede mig. Den slags bekymringer, som alle vel har af og til, men som pludselig fyldte hele verden for mig, og som gjorde mig bange. 

Løsningen var dog ikke at få Allan til at love mig evig lykke, men derimod at flytte min opmærksomhed væk fra de tunge tanker.

Læs også: Jeg endte i hænderne på den forkerte

Jeg opdagede det, da min far en søndag formiddag spurgte mig, om jeg ville med ham ud at fiske. Der var en lille sø ikke langt fra mine forældres hus, hvor vi også somme tider havde fisket, da jeg var barn.

Nu stod vi her igen, min far og jeg, og koncentrerede os om at fange aftensmaden. Beskæftigelsen var så konkret, at jeg for en tid glemte alt andet.

– Hvad skal vi spise til fisken? spurgte min far.

– Måske nogle nye kartofler. Ville det ikke være lækkert?

Sådan snakkede vi frem og tilbage, indtil vi skulle hjem, og det gik op for mig, at jeg havde haft en rigtig god dag, fordi jeg netop ikke havde taget stilling til den hele tiden. Jeg havde bare været der ved søen med min far uden at forholde mig til alt muligt andet.

10 minutter til at bekymre sig

De næste måneder blev det min medicin. Min far kunne ligesom jeg se, at det virkede, så han spurgte mig ofte, om jeg ville hjælpe ham med det ene eller det andet. Vi malede mine forældres redskabsskur, fjernede ukrudt, løste sudoku eller spillede Matador, og det gav mig et helle, som jeg havde brug for.

– Det er rigtig godt, at du har opdaget, at du kan fjerne fokus fra dine bekymringer, sagde Allan, da jeg besøgte ham til en af vores ugentlige samtaler. – Men prøv indimellem også at give lidt plads til dem igen. Så vil du se, at de ikke er farlige. De er blot tanker, forklarede han, og jeg nikkede skeptisk.

Nu havde jeg endelig fået det hele lidt på afstand, og så ville han have mig til at give bekymringerne plads igen?

– Du kan jo prøve det på vej hjem. Giv dig selv 10 minutter til at bekymre dig alt det, du overhovedet kan. Når de 10 minutter er overstået, skal du lave noget andet, noget rart.

Da jeg gik hjem fra lægehuset, turde jeg ikke gøre, hvad han havde foreslået. I stedet ringede jeg til en veninde og sludrede for at holde min hjerne beskæftiget.

Nogle dage senere mandede jeg mig op og bestemte mig for at give det et forsøg. Jeg skulle i teatret med mine forældre om aftenen, og jeg glædede mig til at komme lidt ud igen, men inden da ville jeg sætte mig ned og bekymre mig i 10 minutter, som Allan havde foreslået. 

Jeg stillede et æggeur, satte mig i en lænestol og begyndte at gennemgå alle det, jeg frygtede; fremtiden, ensomheden, døden. Jeg forsøgte virkelig at gruble, men det var svært at bevare fokus. I stedet kom jeg til at tænke på andre ting, såsom hvad jeg skulle tage på af tøj samme aften, og det var både overraskende og en stor lettelse.

Selv om det selvfølgelig tog lang tid, inden jeg følte mig som mig selv igen, blev oplevelsen et vendepunkt. Jeg begyndte at forstå, at mine tanker blot er tanker, og at de, selv om de kan føles ubehagelige, ikke kan gøre mig noget.

Jeg skal nok klare det

Derfor flygter jeg heller ikke længere fra mine bekymringer, men somme tider vælger jeg ikke at lade dem fylde, fordi jeg ved, at jeg alligevel ikke kan gøre noget ved dem.

I stedet er jeg blevet ved med at prioritere det, der gør mig glad. Det er en simpel lektie, som jeg ville ønske, jeg havde kendt til noget før.

I dag er det fem år siden, min verden ramlede, og jeg har fortsat mørke dage, hvor angsten tager over. Heldigvis er der efterhånden langt imellem, og jeg føler mig som oftest stærk, fordi jeg nu kender mig selv bedre og ved, at jeg nok skal klare den, også når det føles svært.  

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.