En læser fortæller: Mig og min røde cykel

Forelsket ved første blik

I marts gik jeg tilfældigvis forbi den lokale cykelhandlers butik. Da jeg passerede udstillingsvinduet, fik jeg øje på den fineste, postkasserøde cykel. En rigtig mormorcykel, vil man vel kalde den, men jeg kunne i teorien godt være mormor, og jeg er vild med cykler i den stil.

Jeg blev i hvert fald helt forelsket ved synet, men gik dog videre, da jeg ikke som sådan havde brug for en cykel. Jeg har jo bil, og den var mit magelige korpus rigtig glad for.

Som dagene gik, kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke på den røde cykel. Foråret nærmede sig, og jeg bor i en fredelig by med rig natur, så det ville egentlig være meget praktisk med en cykel indimellem. 

Jeg vidste, at jeg skulle have en klat penge tilbage i skat, så hvorfor ikke ofre nogle af dem på en cykel fremfor at ende med at klatte dem væk på ligegyldige indkøb, som jeg har for vane? 

Læs også: Lad ikke årstiden bremse din cykel

Som tænkt, så gjort. Næste dag gik jeg beslutsomt ned til cykelhandleren for at købe min nye kærlighed med cykelkurv, hjelm og hele molevitten til. Cykelsmeden gjorde den klar med det samme, så jeg kunne cykle hjem. 

Da jeg steg op på cyklen, kom jeg i tanker om, at det måtte være omkring 20 år siden, jeg havde kørt på cykel, men som man siger, er det ikke noget, man glemmer. Godt forpustet blev jeg dog, selv om køreturen foregik i oldemortempo. 

En øjenåbner

At jeg kunne blive så forpustet af en forholdsvis kort cykeltur, havde jeg dog ikke regnet med. Det var lidt af en øjenåbner, som jeg ikke brød mig om. Jeg var virkelig i dårlig form, men besluttede mig på stedet for at ændre på det.

Jeg er selvstændig, så jeg kunne planlægge mine cykelture efter mit eget hoved, hvilket var skønt, for når jeg havde spist morgenmad og klaret dagens første opgaver, kunne jeg tage på tur. Jeg huskede at medbringe rigeligt med vand og begyndte med kortere ture, hvilket viste sig at være klogt med tanke på de ømme lår, jeg fik. Og ikke mindst bagdel.

Der gik en måneds tid på den måde, og det var nu blevet rigtigt forår. Det var skønt at køre ad de små stier i byen og opdage steder, jeg ikke har set før, selv om jeg har boet i samme by, siden jeg var 15 år. 

Jeg blev glad for at udforske områderne, og jeg begyndte også at køre ned og handle på cykel. Min ellers højtelskede, lille bil blev godt nok forsømt i den periode.

Læs også: Sådan passer du på dig selv i efteråret

Da der for alvor begyndte at komme grønne blade på træerne, og blomsterne sprang ud hid og did, begyndte jeg på de længere ture. Nogle dage pakkede jeg kaffe og madpakke i min cykelkurv, og så kørte jeg ned til søen og spiste sammen med ænderne. 

Det var noget, jeg virkelig nød, for det mindede mig om dengang, jeg tog min søn med til præcis samme sted for at fodre ænder. Så sad jeg dér, kiggede ud over vandet og lod tankerne flyve. 

Det er helt utroligt, som naturen virker helbredende på sindet, hvis man blot giver den lov. Jeg tænkte på, hvor længe jeg havde boet lige ved siden af al den skønne natur og slet ikke udnyttet den nok. Den røde cykel var virkelig en god investering. 

Jeg kan passe min yndlingsbukser

Da sommeren kom, havde jeg gjort så store fremskridt, at jeg ikke mere var forpustet og øm efter mine cykelture. Jeg kørte nu så langt, at jeg somme tider også kom uden for bygrænsen, og på de lange ture havde jeg opdaget, at det var dejligt at have en lydbog i ørerne. 

Det havde jeg aldrig troet var mig, men det var faktisk rart at kunne lytte til en bog, mens man susede af sted i den fri natur. Jeg fik hørt bøger, jeg ellers aldrig ville have skænket en tanke. 

Jeg lufter stadig min cykel flere gange ugentligt, og jeg nyder, hvordan min energi er forandret til det bedre. Som bonus kan jeg nu krybe i mine yndlingsbukser, som ellers var blevet et nummer for små.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.