En læser fortæller: Min barndoms militærhunde

Bosse og Jarl skræmte alle fremmede væk, men for os var de verdens bedste legekammerater.

En herlig hundeven

I 1954 blev min far leder af et af forsvarets depoter, og vores familie flyttede ind i den tjenestebolig, der hørte til stillingen. Vi børn kunne lege frit på depotet, de store bygninger og det udendørs areal, som var spækket med spændende ting og sager. Det var et fantastisk sted at vokse op.

Sidst i 1950’erne var far på en tjenesterejse til det sted, hvor man optrænede tjenestehunde til brug ved forskellige opgaver i det danske forsvar. Far skulle hente en vagthund til vores depot. Den formodedes at være en stor og bidsk schæferhund, der kunne afholde nysgerrige sjæle fra at forvilde sig ind på området. Planen var, at far skulle være sammen med hunden i en uge, så de kunne vænne sig til hinanden, og han kunne lære ikke at blive ædt.

En læser fortæller: Jeg overvandt min flyskræk

Da tidspunktet for fars hjemkomst nærmede sig, var spændingen stor blandt vi børn, for ville det fremover være umuligt for os at færdes frit på vores ellers unikke legested? 

Det blev heldigvis ganske anderledes. Far hjembragte en stor, voksen schæferhanhund, der hed Bosse, og den udfyldte sin rolle til punkt og prikke. Den vogtede nidkært over sine enemærker, som var det store depotområde, og når fremmede kom forbi, gøede og teede den sig som en sindssyg. Derfor turde ingen nærme sig hegnet af frygt for konsekvenserne. 

Vi andre, der ikke var fremmede, men var blevet præsenteret for Bosse, kunne derimod opføre os fuldstændig, som vi ville. En mere trofast, glad og kærlig hund skulle man lede længe efter. Vi havde med andre ord fået os en herlig legekammerat, som vi alle elskede af et godt hjerte, og som var præcis lige så glad for os.

Bosse var forsvundet

Lykken varer som bekendt ikke ved. En søndag i august 1966 var hele familien på en dagsudflugt, og da vi vendte tilbage om aftenen, kom Bosse ikke som sædvanlig hen til hegnet for at byde os velkommen hjem. Det var usædvanligt, så far gik ind for at se, om den måske var blevet syg. 

Men Bosse var væk. Dens hundehus og alle dens vante steder blev tjekket, men forgæves. Det flere kilometer lange hegn omkring depotområdet var intakt, så det var et mysterium, hvad der var sket. Eftersom det var midt under den kolde krig, blev der spekuleret på, om russiske agenter havde været på spil og fjernet vagthunden for at komme ind på området. 

En læser fortæller: Netdating gav min selvtillid et hak

Vi børn var uden for mistanke, for vi havde jo ikke været hjemme og havde dermed ikke kunnet lukke Bosse ud fra indhegningen. 

Tidligt næste dag kom et eftersøgningshold med sporhunde, og midt på formiddagen blev Bosse fundet. Den havde selv gravet sig helt ind under det mest ufremkommelige brombærkrat inde i skovdelen af depotområdet, og der havde den lagt sig til at dø. 

Dyrlægerne fastslog dødsårsagen til at være en naturligt fremkommet hjertelammelse, som Bosse åbenbart selv havde mærket, hvorefter den var gået afsides for at dø i fred. Vi var glade og lettede over, at Bosse blev fundet, men også triste over at miste vores ven.

Goddag og farvel til Jarl

Onsdag morgen kørte far af sted for at hente en ny hund, og det var atter en schæferhanhund. Den bar navnet Jarl og havde bidt sin passer. Hvis ikke far havde accepteret at få den, skulle den have været aflivet, for ingen andre ville have den. Det var et held, at far sagde ja, for Jarl var en herlig og omgængelig hund, der bare aldrig før havde fået en kærlig behandling. Jarl var lige så glad for os, som vi var for ham. 

Fire år senere skulle vi flytte, og der skulle ikke længere være vagthund på depotet. Far forhørte sig derfor, om vi kunne overtage eller eventuelt købe Jarl. Det var desværre ikke muligt. Jarl blev indsat på en anden arbejdsplads, og der gik det galt kun to måneder senere. Måske har han også været ked af at miste os, for i hvert fald snerrede han ad sin nye passer, som så ikke længere ville have ham. Straks efter blev Jarl aflivet. Mine forældre tav om episoden, og først flere år senere erfarede vi børn sandheden. 

Jeg tænker stadig med stor glæde tilbage på de to militærhunde i min barndom.