En læser fortæller: Min dejlige opvækst på landet

Det var en sjov og tryg barndom i det midtjyske.

To børn cykler
Modelfoto: Panthermedia/All Over Press

Bare op på cyklen

Jeg blev født i 1940 på en gård i det midtjyske. Min mor drev gården sammen med to karle, fordi min far havde mange andre erhverv. Karlene fik kost og logi hos os, som det var almindeligt dengang. 

Et af mine tidligste minder stammer fra en dag, hvor der skulle køres gylle ud. Gyllen blev opbevaret i en stor tønde, som var lagt på en vogn bag en traktor. Der var et håndtag på tønden, som skulle drejes, når de nåede ud på marken. 

Da karlene var inde for at få frokost, listede jeg ud med min bamse i hånden, og jeg blev fristet til at pille ved dette håndtag. Pludselig stod gyllen ned over mig i en kraftig stråle. Så kom min mor farende, lukkede for håndtaget og hev mig ind i badekarret, hvor både jeg og bamsen måtte skrubbes med sæbe mange gange, før lugten forsvandt. Mine tre ældre søskende og karlene fik sig et billigt grin den dag. 

En læser fortæller: Farfar var min helt

Da tiden for min skolestart kom, skulle jeg hver morgen følges til skole med min to år ældre bror. Der var knap fire kilometer til skole, og cykle kunne jeg, men desværre havde jeg ikke lært at stå af eller på. Min mor satte mig derfor op på cyklen hjemme i gården, og så kørte min bror og jeg over til min fætter, som min bror gik ind for at hente. 

Jeg fortsatte til skolen, hvor jeg cyklede rundt i skolegården, indtil min bror kom og hjalp mig ned. Efter skoletid hjalp min bror mig atter op på cyklen, og så cyklede jeg rundt og rundt på gårdspladsen derhjemme, indtil mor kom ud og tog mig ned.

Vippestolen tog surheden

En morgen begyndte det at regne kraftigt, mens vi var på vej til skole, og min bror og jeg søgte ly ved en gård. Her var tagrenden utæt, så regnvandet fossede ned, og vi fandt på at stille os under den, indtil vi begge var gennemblødte. Derefter kørte vi hjem igen og håbede på at få lov til at blive hjemme og lege resten af dagen. Da mor så os to druknede mus, syntes hun, det var synd for os, men en fridag fik vi ikke.

– Nu finder jeg noget tørt tøj til jer, og så kan I godt nå næste time, sagde hun.

Vi måtte af sted igen, men med tiden fik jeg da lært at komme både af og på cyklen ved egen hjælp.

En læser fortæller: Dengang var der vintre til

Ind imellem kunne jeg blive gevaldigt tvær. Så gik jeg ind i stuen og satte mig i min såkaldte vippestol. Det var en lænestol med høj ryg og øreklapper, og der sad jeg så og vippede, så mit hoved blev slået hårdt ind mod stoleryggen, indtil min surhed var overstået. 

Så begyndte jeg at synge, og nu vidste min familie, at jeg var glad igen. Når fremmede så mig sidde der og vippe, spurgte de gerne, om mit lille hoved dog kunne holde til det. Det kunne det, men værre var det vist med stolen, for den måtte ombetrækkes.

Fars lille pige

Under besættelsen kunne der ikke fås benzin, og derfor blev vores bil anbragt i kartoffelhuset. En efterårsdag sorterede karlene kartofler, og jeg sneg mig til at kravle ind i bilen. Der sad jeg stadig, da de låste kartoffelhusets dør for at gå ind og få frokost og en middagslur. Ingen kunne forstå, hvor jeg var blevet af, men det opdagede de, da de et par timer senere vendte tilbage til arbejdet. Da havde jeg fået nok af at sidde i bilen.

Når far kom hjem om aftenen, sad han ved skrivebordet i stuen og læste avis og ordnede posten, og jeg fik min aftensmad serveret ved et lille bord ved siden af ham. Karlene skulle nemlig først malke køer og fodre kalve og grise og vaskes, inden de var klar til at spise. Jeg skulle jo tidligt i seng, men jeg nød at sidde inde ved far med min mad. Far sagde altid, at jeg var hans lille pige. Min lille seng stod også inde ved mine forældre, og det var hyggeligt. Det er alt sammen længe siden nu, men det er skønne minder at tænke tilbage på.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.