En læser fortæller: Min historie på kroppen

Hver tatovering minder mig om episoder i mit liv, gode og dårlige.

Teen med tusch

Jeg var 15, da jeg fik min første tatovering for snart 30 år siden. Mine onkler havde ry for at være lidt af nogle ballademagere i den store provinsby, jeg voksede op i, og byens tatovører kendte dem udmærket. Takket være familieskabet havde de ikke nogen problemer med at lave en rimelig diskret tatovering på en teenagetøs som mig.

Siden da har jeg fået lavet rigtig mange ”tuscher”, og jeg elsker hver og en af dem.

Dog var der på et tidspunkt én, jeg ikke var så glad for. På mit håndled havde jeg fået tatoveret navnet på en fyr, jeg var vildt forelsket i. Vi havde kun været kærester i relativt kort tid, og da han afslørede sit sande, ubehagelige jeg, havde jeg ikke længere lyst til at gå rundt med hans navn skrevet på mig. Efter bruddet gik jeg til en tatovør og spurgte, om han kunne gøre noget ved det. 

Tatovøren mente, at navnet med held ville kunne dækkes med blomster. Jeg kastede mig ud i det, og jeg blev så glad for det flotte blomstermønster, at jeg fik det på hele den ene arm og på noget af min overkrop. 

 Læs også: Sjov video: Gås jagter hund

Tatoveringen med min ekskærestes navn er den eneste, jeg har fortrudt. Resten holder jeg utroligt meget af, for hver tatovering repræsenterer noget af mig, og jeg bærer så at sige min livshistorie på kroppen.

Når jeg kigger på min krop i spejlet, får jeg nogle gange øje på en eller anden lille tegning, som jeg næsten har glemt, men gensynet minder mig om bestemte episoder i mit liv, gode og dårlige.

De to vigtigste er navne

De to allermest betydningsfulde tatoveringer er navnene på mine vidunderlige børn. Hvis der er noget i mit liv, jeg er lykkedes med, er det dem, og jeg er stolt over at bære deres navne og fødselsdatoer på min hud. 

Jeg er også meget glad for citater, talemåder eller ordsprog, der siger noget om tilværelsen, og som passer med mine livserfaringer. Dem har jeg efterhånden en del af, og det er min hensigt, at de hen ad vejen skal komme til at dække hele min krop.

Nogle af tatoveringerne er der små fejl i, og dem kan jeg sagtens finde, når jeg kigger efter. Jeg har det helt fint med, at de ikke alle er snorlige og helt i orden, for det passer til min personlighed.

Jeg har aldrig hørt til i den pæne kasse, og det perfekte er ikke lige mig. Jeg klæder mig gerne i hættetrøjer og løse bukser, og i dag har jeg også tatoveringer på hænderne og på halsen.

Når jeg færdes i bybilledet, kan jeg nogle gange høre andre mennesker mumle noget om, at jeg er en rockerkælling. Det er jo folks egen hovedpine, hvordan de vælger at opfatte mig, men sandheden er, at jeg aldrig har taget stoffer og heller aldrig har brudt loven. Jeg synes bare, at tatoveringer er smukke, og at de fuldender mig. Samtidig ved jeg godt, at jeg bliver dømt på min fremtoning.

En tatoveret en som mig

For nylig havde jeg en pudsig oplevelse på gågaden. Ud ad øjenkrogen havde jeg bemærket en pæn, ældre dame med et stort indkøbsnet, og pludselig tabte hun det. Jeg skyndte mig naturligvis hen for at hjælpe hende med at få samlet købmandsvarerne op igen, og hun blinkede overrasket mod mig. – Ih, jeg troede da slet ikke, at sådan en tatoveret én som dig kunne finde på at hjælpe, men mange tak for det, sagde hun glad, og vi skiltes med store smil.

Læs også: Fik tatoveret deres barns modermærker

 Jeg får tit kommentarer fra andre om mine tatoveringer, og nogle af dem går på, om jeg ikke har brugt enormt mange penge på at få dem lavet. Svaret er ja, men det er mit faste fuldtidsjob, der har betalt for dem, og jeg har heller aldrig valgt de dyreste tatovører. Det er nok også lidt derfor, at mine tatoveringer ikke er fejlfri. Andre vil vide, om det ikke har været meget smertefuldt af få lavet dem. Så svarer jeg, at jo, nogle steder gør det da lidt ondt. Men så tænker jeg, at det her er noget, jeg gør for mig selv, og så kan jeg sagtens holde det ud. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.