En læser fortæller: Min lillebror fyldte det hele

En lidt for urolig dreng

I dag havde min lillebror, Simon, formentlig fået en ADHD-diagnose, men da vi var børn for 35 år siden, havde man ikke så stort fokus på at udrede børn, som man har i dag. Dengang var Simon bare en rask dreng med krudt et vist sted. 

Selv om jeg kun var 5 år, da han blev født, kan jeg huske, hvordan mine forældre kæmpede for at få ham til at sove. Der var simpelthen for meget gang i ham til, at han kunne finde hvile.

Da han blev ældre, var han sådan en dreng, der hang i gardinerne. Han kom ofte hjem med forrevet tøj, fordi han havde været i slåskamp med de andre drenge. Han havde masser af temperament, og der skulle ikke meget til at antænde ham. 

Jeg husker stadig følelsen af skam, når han smed sig ned på gulvet i supermarkedet og skreg, også i en alder, hvor andre børn havde lært, at det ikke var acceptabel opførsel. De andre kunder kiggede misbilligende på vores familie, og jeg får stadig varme kinder, når jeg mindes en ældre dame, som med teaterhvisken sagde til sin veninde: – Den dreng er godt nok dårligt opdraget. 

Da Simon kom i skole, havde han svært ved at sidde stille. Jeg kunne ligefrem se på min mors triste ansigt, når skolen igen havde ringet, fordi han havde forstyrret i timerne, været i slåskamp eller rodet sig ud i andre ulykker. Far skældte ham ud, mens mor græd.

Jeg blev overset

Hjemme skabte Simon også en masse kaos omkring sig. Udflugter eller familiebesøg gjorde ham vild og uregerlig, og det var en pine for os alle. Min far var en meget konsekvent herre, så da Simon blev ældre, advarede han på forhånd om, at hvis Simon ikke opførte sig ordentligt, ville vi tage hjem med det samme. 

Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor en tur i biografen, en fødselsdag eller bare en tur ud at handle blevet aflyst eller afkortet, fordi Simon flippede ud. 

Bistert gennede min far os alle tilbage i bilen, hvorpå vi kørte hjem i knugende tavshed. Jeg elskede min bror, men jeg hadede ham virkelig de gange, hvor han satte en stopper for vores planer. 

I begyndelsen blev jeg ked af det, men efterhånden lærte jeg, at hverdagen afhang af Simons lune. Jeg lærte at indordne mig og trak mig tilbage til mit værelse med en bog, når bølgerne gik højt. 

– Godt, vi har dig, Sofie, sagde min mor ofte.

Jeg var det søde, normale barn, som de gamle damer smilede venligt til i supermarkedet. Men jeg var også det barn, som blev lidt glemt og overset i familien, fordi Simon slugte mine forældres overskud. Hvis jeg bad om hjælp, blev jeg ofte mødt med: – Kan du ikke lige prøve selv? 

Efterhånden holdt jeg op med at spørge, og hvis jeg var ked af noget, viste jeg det ikke, for jeg ville ikke give mine forældre flere bekymringer.

En læser fortæller: Jeg fik aldrig søskende

Drenge som Simon 

Mine forældre anede ikke, hvordan de skulle tackle min bror. Han fik masser af skældud, blev sendt ind på sit værelse eller fik ikke lov at se tv i en uge, men lige lidt hjalp det. Min mor arbejdede hos en isenkræmmer, og far var vognmand. Hvordan skulle de vide, hvordan man tackler et barn med så mange udfordringer som Simon? 

Først da jeg blev voksen og uddannede mig til pædagog, gik det op for mig, at Simon formentlig ikke bare var en rask dreng med for meget krudt bagi. Selv om hans adfærd blev mere afdæmpet med årene, er han i en alder af næsten 40 år stadig meget impulsstyret og rastløs. 

Gennem mit arbejde har jeg set mange drenge, der minder om Simon som barn. De får hjælp både i institutionerne og derhjemme, fordi man ved, hvad de børn kæmper mod, og hvad der hjælper dem. 

Jeg er ikke tilhænger af, at alle børn skal have en diagnose, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at både min og Simons barndom havde været nemmere, hvis vores forældre og omgivelserne havde vidst, at Simon ikke bare var en uopdragen møgunge.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.