En læser fortæller: Min mand fik en værdig død

Vi to skulle være sammen, til døden skilte os ad, og sådan blev det.

En god og kærlig mand

Jeg hører til de heldige kvinder, der blev gift med en god og kærlig mand. Min Christian var en ærlig og velbegavet mand. Han havde fået en uddannelse som smed, og jeg havde været elev i en tøjbutik. 

Selv om vi var vokset op under forskellige vilkår, fik vi et langt og lykkeligt ægteskab. Både Christian og jeg var kommet til verden i 1927, han først på året og jeg på en af årets sidste dage, og vi blev gift i 1955. Med tiden fik vi to dejlige børn, en søn og en datter, hvis opvækst det var en fornøjelse for os at følge, og som voksne blev de begge til meget stor glæde for os. 

Christian arbejdede som smed på det store skibsværft i vores by. Der opnåede han at fejre 40-års jubilæum, og i en alder af 60 år valgte han at gå på efterløn. Allerede i 1978 var vi begyndt at interessere os for slægtsforskning, og da Christian blev efterlønsmodtager, fik han bedre tid til at deltage i det.

Igennem flere år havde han og jeg et hyggeligt samarbejde, og vi nød at dykke ned i historierne om både hans og min slægt. Flere gange var vi også ude at rejse med vores datter og svigersøn, som havde meget til fælles med Christian, og vi fik så mange gode oplevelser sammen. 

Læs også: Giv mig lov til at sørge

I 2007 fyldte vi begge 80 år, og i tiden derefter fik Christian problemer med sin hals og var et par gange til lægen. Vi troede først, at det var en hård forkølelse, men så fik han også en fornemmelse af trykken i baghovedet. Vi kom derefter til neurologisk afdeling på sygehuset. 

Nu havde Christian også fået besvær med at tygge og synke, og jeg spurgte både sygehuslægen og vores egen læge, om han kunne være blevet ramt af den frygtelige sygdom, der i daglig tale forkortes til ALS. Det er en fremadskridende nervesygdom, som rammer de motoriske nerver i hjerne, hjernestamme og rygmarv. 

Jeg kendte lidt til den sygdom, fordi den tidligere havde ramt en person i min nære familie, nemlig min yngste bror. Han var til sidst blevet fuldstændig lam, og det var så slemt for mig at tænke på, at min kære mand skulle igennem alt det forfærdelige, som sygdommen ville føre med sig.

Begge læger svarede mig først undvigende, men da jeg til sidst forlangte et ærligt svar, måtte de give mig ret i min formodning.

Vi blev sammen

Christian var ramt af ALS, og han mistede også talens brug. Fra et kommunalt hjælpemiddelcenter fik vi stillet et lille apparat til rådighed, som Christian kunne skrive på. På skærmen læste jeg, hvad han gerne ville udtrykke, og det hjalp os meget i kommunikationen. Vi lånte også lydbøger til ham på biblioteket.

Min mand blev bange for, at han ville blive nødt til at flytte ind på et plejehjem eller lignende sted, og det skrev han til mig på skærmen. Jeg lovede ham, at jeg ville kæmpe imod dette med næb og kløer.

– Vi to skal være sammen, til døden skiller os ad, sagde jeg til ham, og sådan blev det.

Smukt og fredfyldt

Inden min mands sygdomsudbrud havde vi indimellem talt om vores alderdom, og da havde Christian sagt, at han håbede, han aldrig ville blive så syg, at han var nødt til at blive vasket af andre. Men da det indtraf for ham, skrev han efterfølgende på skærmen til mig, at den sosu-hjælper, som havde vasket ham, havde haft en så fin måde at gøre det på, at han ikke havde følt sig generet af det. Det var en lettelse for mig at vide.

Læs også: Jeg kunne ikke slippe sorgen

I tre år måtte min kære mand leve med sin sygdom, og da den dag kom, hvor han fik fred, var børnene og jeg hos ham. I døden blev hans ansigt så smukt og fredfyldt. Det var en stor sorg at sige farvel til ham, men det var også en trøst at vide, at alt det onde nu var forbi. 

Desværre fik min kære mand ikke lov til at opleve, at vores to oldebørn kom til verden, men jeg er glad for at kunne sige, at han fik en værdig død.  

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.