En læser fortæller: Min mave sladrede

Jeg var vred på min far, og det fortalte min krop mig.

Misundte mine veninder

Da jeg var fire år, forsvandt min far ud af mit liv, fordi han og mor havde dybe konflikter. Jeg voksede op med to forskellige stedfædre, men de var jo kun mors kærester. Jeg misundte mine veninder, som havde fædre, der gad pumpe deres cykel og se dem i skolekomedien.

Jeg flyttede hjemmefra og blev kæreste med Allan. Som 24-årig blev jeg mor til tvillinger og havde alt for travlt til at savne min ukendte far.

For et par år siden begyndte jeg at få slemme mavesmerter. Lægen diagnosticerede det som tyktarmskatar og tilbød medicin, men helbredes kunne det ikke. I nogle perioder gik det bedre, men symptomerne kom altid tilbage.

I 2019 fik min veninde Katja lokket mig med til en clairvoyant. Jeg er ellers ikke til det alternative, men besluttede mig for at tage det som en oplevelse. Katja blev skuffet over den clairvoyante. Da den halve time var overstået, og hun kom ud fra rummet, vendte hun tommelen nedad.

Mine forventninger var derfor lave, da jeg gik ind. Den clairvoyante lignede en husmor. Hun bad mig lægge hænderne på bordet, mens hun ”zoomede” ind på mig. Først sagde hun nogle forkerte ting, men så spurgte hun, om jeg led af mavesmerter. Overrasket bekræftede jeg.

– Du er vred på din far, fortsatte hun. – Har han svigtet dig? Jeg vil råde dig til at konfrontere ham, så forsvinder dine smerter måske.

Efter seancen var jeg forvirret og i tvivl, om hun bare var god til at gætte. Da jeg havde talt med både Allan og Katja om det, besluttede jeg dog at opsøge min far. Mor var imod det, men jeg stod fast og fandt hurtigt frem til ham.

Uden at have advaret ham på forhånd kørte vi de 185 kilometer til hans adresse. Allan sad ved rattet, for jeg var for påvirket til at køre.

Jeg fandt min far

På adressen gik der en mand i forhaven og rev visne blade sammen. Han kiggede op, og jeg vidste straks, at det var ham.

Jeg bad Allan blive i bilen og gik hen til manden, og jeg følte mig pludselig rolig.

– Kan jeg hjælpe? spurgte han.

Læs også: Derfor gør det ondt at blive afvist

Jeg svarede, at jeg var hans datter, og han blev helt forskrækket. Vi talte kun kort sammen, og han var mest optaget af, om jeg forventede noget af ham.

Jeg satte ord på de tanker, jeg som mor og voksen havde gjort mig om hans handlemåde, og så gik jeg tilbage til bilen.

Der er nu gået godt et år, og jeg har ikke haft kontakt med ham siden. Jeg har heller ikke haft ondt i maven. Måske er det bare tilfældigheder, måske ikke, men nu tror jeg på, at der er et tæt samspil mellem krop og psyke.  

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.