En læser fortæller: Mine børn skal blive hos mig

Hvad sker der, hvis det kommer frem, at en enlig mor har det så dårligt psykisk, som jeg har det?

Jeg fik samlet mig selv op

Jeg har altid været sårbar, og jeg har i flere år kæmpet mod mørket i mit sind. Alligevel lykkedes det mig i årevis at fremstå som den stærke, unge kvinde, der kunne klare alt.

Et par gange skete der ting i mit liv, som gjorde, at jeg gik ned med flaget og slet ikke kunne se mig ud af alle problemerne. Hver gang lykkedes det mig dog at få samlet mig selv op igen.

Men da jeg knækkede sammen tæt på julen 2019, kunne jeg ikke klare det ved egen kraft og måtte have professionel hjælp. Forud var gået et par hårde og seje år, hvor det meste af mit liv stod i sygdommens tegn.

Læs også: Så farligt er stress

Jeg er mor til to sønner på fem og tre år, og min yngste er autist og har også en anden diagnose. Gennem tiden har jeg ofte fået ros for at være en god mor for ham og for at gøre så meget for ham. Samtidig er jeg gang på gang blevet rådet til at passe godt på mig selv, så jeg ikke risikerede at bryde sammen på grund af min søns sygdom, for folk omkring os ved godt, at jeg er psykisk sårbar. 

Jeg har virkelig kæmpet, og jeg har frem for alt deltaget i utroligt mange møder om min søn. En decemberdag sidste år brød jeg fuldstændig sammen under et møde. Det var ikke på grund af temaet for mødet eller dets forløb, men pludselig kunne jeg simpelt hen ikke rumme mere. Jeg var fyldt op til randen.

Jeg savner at mærke mig selv

Efter mit sammenbrud fik jeg god hjælp af både de kommunale medarbejdere og af min egen læge, og jeg kom i medicinsk behandling og blev henvist til samtaler hos en psykolog. I forening hjalp disse tiltag mig for så vidt, at jeg igen nogenlunde blev i stand til at tage tråden op og fortsætte hverdagen for mig og mine to børn.

Jeg har efterfølgende sagt til andre om mit sammenbrud, at jeg savnede at mærke mig selv, men efterhånden ved jeg knap nok, hvem den person er. Udadtil er jeg trods min langtidssygemelding nok delvist tilbage i min gamle rolle som den stærke pige. Men inden i mig er der mørkt.

Når jeg lukker døren til børnehaven bag mig, forsvinder mit smil. Enten går jeg hjem og lægger mig til at sove, eller også er dagen fyldt af møder og behandlinger.

Læs også: Søs tog børnene på flugt

Nogle gange gælder møderne og behandlingerne mig selv, for jeg har fået konstateret stress, depression og BDS. Det sidste er en relativt ny diagnose, som i grove træk handler om en kropslig stresstilstand, der giver de ramte mange svære og begrænsende symptomer i det daglige.

Andre gange gælder møderne og behandlingerne min søn. Desværre tør jeg ikke være helt ærlig over for de ellers meget dygtige fagpersoner, der er i mit liv. For hvad sker der, hvis det kommer frem, at en enlig mor har det så dårligt psykisk, som jeg har det?

Ganske vist har jeg kun oplevet de kommunale sagsbehandlere og andre medarbejdere som dejlige og hjælpsomme mennesker, men i medierne bliver de gerne fremstillet som de rene djævle i forklædning, og derfor kan jeg blive bange for, at de pludselig vender sig imod mig.

Kærligheden til mine børn

På mine allermørkeste dage er det ikke min ubeskrivelige kærlighed til mine børn, der holder mig oppe. Det er derimod min stensikre overbevisning om, at ingen vil kunne varetage børnenes behov så godt, som jeg kan.

Ingen kender dem, som jeg gør, for jeg er deres mor. Og jeg kan ikke forestille mig, hvem der skulle tage over, hvis ikke jeg var her.

Deres far er der også for dem, men han ville ikke kunne klare opgaven på fuld tid. Sådan en mørk dag har jeg lige netop i dag, og så spekulerer jeg på, om det er egoistisk af mig sådan at holde fast i min tro på, at kun jeg kan give mine unger et godt liv.

Eller også handler det alligevel om min kærlighed til dem, ganske enkelt. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.