En læser fortæller: Mine kolleger undgik mig

Var det på grund af min vægt, at jeg blev holdt udenfor?

Jeg har altid været en stor pige. Det er nu ikke noget, jeg har oplevet som et egentligt problem, i hvert fald ikke før jeg startede på en ny arbejdsplads. Jeg havde glædet mig meget til at begynde. Vi var en hel håndfuld lægesekretærer, fordi det var et stort sygehus, og fordi jeg kom fra en lille, privat lægepraksis, forestillede jeg mig, hvordan vi rigtig skulle hygge os sammen.

Mine nye kolleger var da også søde og venlige i det daglige, men langsomt begyndte det at gå op for mig, at jeg alligevel var lidt udenfor. 

En læser fortæller: 40 år og nybagt mor

I frokostpausen var de meget optaget af at diskutere salatopskrifter og sammenligne sunde madpakker. Imens sad jeg med min helt almindelige sandwich og koncentrerede mig om at spise, for jeg havde ikke så meget at sige på det område. Det interesserede mig simpelthen ikke. Desuden havde min mand, John, lavet madpakken til mig, som han altid gjorde, og den gestus satte jeg pris på.

De andre var meget sundhedsbevidste, og jeg kunne da også godt mærke, at de gik mere op i vægt og tøj end jeg. 

Sådan lidt tilfældigt fandt jeg ud af, at mine kolleger af og til havde lavet noget sammen i fritiden uden at have spurgt mig, for eksempel en tur i byen eller en spaweekend. Det gjorde ondt at opdage, og jeg grublede meget over, hvad jeg skulle gøre ved det. Det kunne da ikke være min alder, der for eksempel diskvalificerede mig til en aften i byen. Jeg var 34 år, og flere af de andre var lidt ældre end mig. 

Vi fik en god snak

Langsomt fik jeg den tanke, at det kunne være på grund af mit udseende. Min vægt. Nålen på badeværelsesvægten havde sneget sig op på de 100 kilo, men når jeg så mig selv i spejlet, var jeg egentlig tilfreds nok, og John forsikrede mig altid om, at han bestemt også var det.

Men det med at blive holdt ude af det sociale pinte mig, og jeg blev faktisk også en lille smule sur. Efter at have gået om den varme grød nogen tid greb jeg en dag chancen, da jeg sad i personalekøkkenet og drak en hurtig kop kaffe med min kollega Regitze. 

En fortæller: Rygning ødelagde festen

Så roligt, jeg kunne, fik jeg sagt, at jeg havde lagt mærke til, at de ikke inviterede mig med, når de lavede noget sjovt sammen, for eksempel spa-weekenden, og at det faktisk undrede mig og gjorde mig ked af det. 

Regitze stivnede, men efter lidt mumlen frem og tilbage sagde hun forsigtigt: – Vi troede nok bare ikke, at du havde lyst til den slags, Sara … 

Jeg kunne lige så godt tage tyren ved hornene, nu jeg var sprunget ud i det, så jeg tvang mig selv til at fastholde hendes blik og spørge: – Fordi I tænkte, at jeg ikke havde lyst til at vise mig i badedragt?

Reaktionen kom prompte: Regitze blev helt rød i kinderne og begyndte på en række mumlende undskyldninger, men vi endte faktisk med at få en god lille snak. Jeg fik fortalt, at jeg altså meget gerne ville være med, hvis jeg måtte.

Regitze forsikrede mig om, at hun nok skulle fortælle de andre det – og at det altså ikke havde været af ond vilje.

Jeg meldte klart ud

Et par dage senere kom Hanne, en af de ældre lægesekretærer, og spurgte, om jeg havde lyst til at komme med på café efter arbejde. Det var et lidt akavet øjeblik, men jeg smilede hurtigt og takkede ja. Fra da af var jeg med i flokken, og for hver gang blev det nemmere.

Jeg tror, vi alle lærte at sænke paraderne og stiltiende blev enige om at lade fortid være fortid. 

En læser fortæller: Netdating gav min selvtillid et hak

I dag er jeg nøjagtig så glad for min nye arbejdsplads, som jeg havde håbet på. Og jeg er faktisk en lille smule stolt af mig selv over, at jeg mandede mig op til at melde klart ud og konfronterede mine nye kolleger med deres fordomme eller ideer om, hvad jeg ville have lyst til. Hvis jeg skal ændre på noget ved mig selv en dag, skal det være, fordi jeg ønsker det. Ikke andre.