En læser fortæller: Mine seks år med Snefnug

Vi fik førsteret til at vælge

En aften kort før min 10-års fødselsdag var jeg blevet puttet, da begge mine forældre pludselig kom ind på mit værelse. De spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at få en kanin i fødselsdagsgave, og det ville jeg selvfølgelig rigtig gerne.

Ugen inden fødselsdagen tog vi ud for at købe alt det udstyr, vi skulle bruge. Det ville vi gerne have på plads, inden vi anskaffede os kaninen. 

I den ene afdeling af butikken var der nogle bure med mindre dyr, og dem måtte jeg straks hen at kigge på. Der var blandt andet to små, hvide kaniner. Den ene af dem havde røde øjne, og især den fangede min opmærksomhed. 

Det var jo ikke meningen, at vi skulle have en kanin med hjem den dag, så vi gik videre til afdelingen med bure. 

Mens vi stadig var i færd med at handle, gjorde personalet os opmærksom på, at nogle andre kunder i butikken var interesseret i den hvide kanin med de røde øjne. Eftersom vi havde kigget så meget på den, syntes personalet, at vi skulle have førsteret til at købe den. 

Mine forældre mente, at jeg skulle bestemme det, og sådan gik det til, at jeg fik en lille, hvid albinokanin med hjem den dag. Det kom jeg ikke til at fortryde.

Læs også: 10 råd hvis du overvejer en kanin

Kaninen blev døbt Snefnug og kom til at betyde en hel del for mig. Hun var lidt speciel og havde sine særheder, men måske skyldtes det, at vi forkælede hende ret meget. Hun var ikke så glad for fremmede, men elskede friske mælkebøtter, og da hun hadede at blive løftet op, kælede vi altid kun for hende på gulvet. 

Snefnug havde en god appetit, men hun var kræsen, så det skulle være en bestemt slags gnaverfoder. Engang prøvede vi at købe mad i et andet mærke, og så spiste det stædige lille væsen intet i næsten en uge. Det tog hun dog ikke skade af, for hun var efterhånden blevet lidt tyk.

Snefnugs madglæde gjorde, at hun ikke var særlig begejstret, når vi flyttede hendes madskål for at vaske den eller fylde den op. Derfor endte det altid med at blive lidt af en kamp med hende. 

Hun elskede at løbe rundt på håndklæder, der var blevet lagt ud på gulvet på mit værelse, men hendes foretrukne sted at ligge var på badeværelsesgulvet, og det var selvfølgelig på grund af gulvvarmen.

Travl teenager

Som årene gik, blev jeg teenager, og efterhånden var jeg ikke så meget hjemme. Derfor prøvede vi at sætte Snefnug ud i køkkenet i stedet, for her kunne hun for det meste have selskab af mor og far. Hun brød sig dog ikke spor om at blive flyttet, ændrede fuldstændig karakter og var ikke længere min glade, lille kanin.

Efter et stykke tid måtte vi erkende, at Snefnug ikke ville bo i køkkenet, men kun inde på mit værelse, og vi flyttede hende tilbage. Tilsyneladende nød hun mit selskab lige så meget, som jeg nød hendes. 

Noget af det bedste, jeg vidste, var at ligge nede på gulvet sammen med hende med hovedet helt tæt ind mod hendes lille, varme og bløde pelskrop. Jeg var heller aldrig i tvivl om, at hun holdt lige så meget af de små lykkestunder som mig. Hun havde nemlig en vane med at skære tænder af nydelse, når vi nussede, og jeg puttede med hende.

Læs også: 100 år gammel test: Hvor kreativ er du?

Da jeg fyldte 16 år, begyndte jeg i gymnasiet, og nu syntes jeg ikke rigtig, at jeg havde tid til at passe Snefnug og tage mig af hende på den måde, hun fortjente. 

Efter mange overvejelser og megen snak med mine forældre om det endte vi med at forære Snefnug til et af min mors dagplejebørn. Det var en sød familie, og både barnet og de voksne var kommet til at kende Snefnug godt.

Selv om det var min egen beslutning, var det alligevel ret hårdt for mig at sige farvel til Snefnug. Alligevel vidste jeg inderst inde, at jeg havde gjort det rigtige. 

I dag, hvor jeg er fyldt 25, tænker jeg stadig tilbage på mine seks dejlige år med den skønneste og skøreste kanin. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.