En læser fortæller: Mit barnebarn gør mig stolt

Når Rebecca kunne sætte grænser og sige sin mening, kunne jeg også lære det.

Lille lyshåret pige

Larmende børnebørn

Jeg mødte Allan, da jeg var 56 år, og vi blev stormende forelskede. Jeg havde været fraskilt i mange år, mens Allans kone var død, og hans datter var alene med sine sønner på 5 og 7 år. 

Mine døtre var for længst blevet voksne, og i mellemtiden var jeg blevet mormor til Rebecca, en bestemt lille dame på 5 år, der aldrig var bleg for at sige sin ærlige mening. Det glædede mig, for jeg havde altid selv været meget konfliktsky og haft svært ved at sætte grænser. 

Allan og jeg havde det virkelig godt sammen, og vi blev hurtigt enige om, at han skulle flytte ind hos mig. Vi var dog dårligt nået at komme på plads, før Allans datter ringede og bad ham passe hendes børn. Hun havde fået en kæreste, hun gerne ville være sammen med, og inden længe parkerede hun sine drenge hos os stort set hver weekend. 

En læser fortæller: Mor kvalte os med sin omsorg

En ting var, at Allan aldrig sagde nej til sin datter, noget andet var, at han aldrig nægtede sine børnebørn noget. Han gav dem bare lov til at gøre, som det passede dem. De hoppede i sofaerne, råbte og hørte overhovedet ikke efter, hvad jeg sagde til dem. 

Selv om jeg i løbet af de næste par måneder forsigtigt gjorde Allan opmærksom på, at jeg ikke havde overskud til at passe hans børnebørn hver weekend, trak han bare på skuldrene. Han kunne ikke svigte sin datter. Hun havde jo ikke andre end ham til at passe børnene, og selv om han medgav, at de var nogle krudtugler, nød han hvert sekund sammen med dem. 

Det var ikke sådan, at jeg ikke brød mig om dem. De var nogle søde drenge, men alle mine weekender skulle ikke gå med at passe dem. Jeg havde ikke engang tid eller overskud til at være sammen med mit eget barnebarn. 

Slet ikke hyggeligt

En weekend havde jeg inviteret Rebecca til at komme, og vi havde i telefonen lagt planer for, hvad vi skulle lave sammen. 

Rebecca var kun lige trådt ind ad døren, da Allans datter ringede til ham og bad ham passe hendes drenge den weekend. Jeg kunne mærke, hvordan mit humør sank, for jeg vidste jo, hvor meget Rebecca havde glædet sig til at være alene med mig. 

Jeg bed tænderne sammen uden at sige noget og tænkte i mit stille sind, at vi måtte forsøge at få det bedste ud af det. 

Da drengene kom, larmede de som sædvanlig, afbrød alle mine forsøg på at føre en samtale med Rebecca, og da jeg på et tidspunkt satte mig sammen med hende for at lave perleplader, kom en fodbold flyvende og ramte bordet, så alle perlerne trillede hen ad gulvet. 

En læser fortæller: Min dejlige opvækst på landet

Nu rejste Rebecca sig, højrød i ansigtet, og stampede i gulvet. 

– Jeg troede, at jeg skulle komme på weekend, så vi to kunne hygge os sammen, mormor. Men det her er overhovedet ikke hyggeligt! Jeg vil hellere hjem. 

Allans børnebørn råbte bare endnu højere. I første omgang fik jeg talt Rebecca til ro, og bagefter bad jeg diskret Allan om at finde på noget at lave alene med sine børnebørn, mens jeg var sammen med Rebecca, som vi havde aftalt. 

Det endte med, at han tog dem med i biografen, mens Rebecca og jeg blev hjemme og bagte pandekager. 

Jeg stod fast

Søndag, da børnene var hentet, indså jeg, at jeg blev nødt til at turde sætte en tydelig grænse over for Allan, ligesom mit barnebarn havde gjort over for mig. 

Selv om jeg var bange for, at det ville ende med at koste os vores forhold, gjorde jeg det klart, at han måtte passe sine børnebørn, lige så meget han havde lyst, men når det ikke passede mig, blev han fremover nødt til at passe dem hjemme hos deres mor. 

Først blev han stødt, men jeg stod fast. Han endte faktisk med ikke bare at bøje sig, men også at begynde at sætte grænser over for for sin datter og sine børnebørn. 

Da jeg endelig turde stå ved min beslutning, indså jeg, at det slet ikke var farligt, men i virkeligheden nødvendigt for at bevare et godt forhold til de mennesker, man holder af. Tænk, at jeg skulle lære det af mit barnebarn. 

Jeg er stolt af hende.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.