En læser fortæller: Mobilen var med overalt

Efterhånden troede min mand og min søn, at min telefon var vigtigere end dem…

En dame taler i telefon
Modelfoto: Panthermedia/All Over Press

Fire til bords

Jeg har altid godt kunnet lide at have travlt, og jeg har aldrig sagt nej til at få mere ansvar. Så da det rengøringsfirma, jeg var ansat i, tilbød mig at blive leder, sagde jeg straks ja. Det betød, at jeg både fik medarbejderansvar, mere i løn – og betalt telefon. Både mine medarbejdere og de kunder, vi arbejdede for, skulle jo kunne få fat i mig, hvis der manglede noget eller var problemer, der skulle løses. 

Jeg var lykkelig for den mobiltelefon. Det var lige den model, jeg havde ønsket mig, og fordi jeg gerne ville gøre mit arbejde så godt som muligt, blev det hurtigt en vane altid at have den lige i nærheden. 

Vi reddede en sommerhuskat

Min mand, Michael, grinede til at begynde med af mig, når jeg om aftenen dækkede bord til mig, ham og vores femårige søn, Anton. Til allersidst lagde jeg nemlig mobilen ved siden af min tallerken.

– Nå, vi er fire til bords igen i aften, sagde han med et smil.

Som regel ringede telefonen ikke, men hvis den gjorde, så tog jeg den altid – også selv om det var under aftensmaden. Var der problemer, kunne de jo lige så godt blive løst med det samme.

Et højlydt suk

Telefonen var det sidste, jeg kiggede på, inden jeg gik i seng. Det var rart lige at vide, at der ikke lå nogle sure mails og ventede om morgenen. Den var det første, jeg kiggede på, når jeg vågnede. Der blev jo også gjort rent om natten, så noget kunne være sket, mens jeg havde sovet. 

Som tiden gik, kunne jeg godt mærke, at Michael syntes, det var mere og mere irriterende med den telefon. Hvor han før havde drillet mig med, at jeg havde en affære, hver gang jeg kiggede på telefonen, begyndte han nu at sukke højt, hvis den ringede, mens vi sad og hyggede os i sofaen om aftenen.

– Ikke igen, lød det. 

Hun var en dårlig veninde

Michael foreslog, om jeg ikke kunne lade telefonen ligge i tasken, når jeg kom fra arbejde. 

– Du får jo ikke løn for at arbejde hele døgnet, sagde han.

Han havde ret, men jeg kunne ikke lide ikke at have telefonen inde for rækkevidde. Jeg vidste godt, at langt de fleste af de henvendelser, jeg fik på det tidspunkt, sagtens kunne vente til dagen efter, og at ingen forventede, at jeg skulle tage mig af dem nu og her. Men jeg ville gerne være på forkant med situationen. 

Det er bare en telefon

En aften gik det dog op for mig, at der var en situation, jeg slet ikke havde forventet. Jeg var i gang med at lægge Anton i seng. Vi hyggesludrede, og så kom vi til at tale om at elske nogen. Vi talte om, at han elskede mig, sin far og sine bedsteforældre, og da turen kom til, hvem jeg elskede, fløj det ud af munden på ham: ”Du elsker mig, far og din mobil mest.”

Jeg stirrede målløs på ham. Var det det, han troede? Det var det jo… Og når jeg tænkte efter, kunne jeg jo godt forstå, hvorfor han troede det. Det gjorde mig dybt ulykkelig.

Jeg prøvede at overbevise ham om, at telefonen kun var til, for at jeg kunne gøre mit arbejde.

– Jeg elsker dig og far, men mobiltelefonen er ligesom et stykke værktøj, jeg bruger i mit arbejde. Den elsker jeg ikke. Man kan ikke elske en telefon, prøvede jeg.

Jeg føler mig som en dårlig mor

Da jeg havde kysset ham godnat og gik ind i stuen, håbede jeg, at han var overbevist. 

Jeg fortalte Michael, hvad Anton havde sagt.

– Der kan du bare se, hvad det gør ved os, sagde han uden at smile.

Fra den dag besluttede jeg at lade mobilen ligge i tasken, når jeg kom fra arbejde. Det betyder ikke, at jeg ikke tjekker den, fra jeg kommer hjem, til jeg tager på arbejde næste morgen, for det gør jeg. Men kun et par gange i løbet af aftenen. 

Det gør, at jeg kan være sammen med min familie, og at de ikke føler, at en telefon er vigtigere end dem. For det er den ikke – den er jo bare en telefon.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.