En læser fortæller: Nyt job i min alder

Hver morgen glæder jeg mig til at gå på arbejde.

Vild med helsekost

Helsekost har altid haft min store interesse, og jeg var derfor rigtig glad, da jeg blev ansat i en stor butik, der havde en specialafdeling med helsekost. Det var i 1985, og jeg var da 30 år. Helsekostafdelingen blev mit ansvarsområde, og jeg brændte virkelig for det. 

Årene gik, og mit dejlige arbejde fyldte meget i mit liv. Da butikkens indehaver i 2008 åbnede en filial i et storcenter, var jeg meget stolt over at skulle lede den. Vi skulle være tre ansatte i filialen, mig og to andre butiksassistenter, hvoraf den ene var på nedsat tid. 

De var på alder med mine egne børn, men i min opfattelse var vi bare gode kolleger, alle tre. I travle perioder gav jeg den gerne en ekstra skalle, og takket være mit gode helbred var der år, hvor jeg ikke havde en eneste sygedag.

I 2013 sagde den ene af medarbejderne i filialen op for at blive hjemmegående. Så skulle vi finde en ny. Vi fik mange ansøgninger og havde fem til samtale, men Anja på 27 år virkede som den rigtige. 

Klager over mig

Anja begyndte i filialen, og jeg syntes, at jeg havde en rigtig god kemi med hende. Det gjaldt åbenbart ikke den anden vej rundt. Efter min sommerferie i 2017 blev jeg kaldt til samtale hos butiksindehaveren. 

Til min forbløffelse havde Anja i mit fravær holdt møde med ham, og hun havde haft adskillige klager om min måde at varetage jobbet som filialchef på. Hun mente, at jeg brugte alt for meget tid inde på kontoret i baglokalet, og at jeg var for styrende. 

Læs også: Jeg var andet end mit job

Den anden medarbejder i filialen, som var på alder med Anja, støttede hende, forklarede min chef mig. Samstemmende truede de to med, at hvis jeg fortsat skulle lede filialen, ville de sige op. 

– Jeg havde alligevel overvejet, om ikke det var på tide med et generationsskifte, sagde chefen og rømmede sig forlegent. – Så for fremtiden passer Anja filialen. 

Jeg var nærmest i chok. Chefen fortsatte med at sige, at en medarbejder i hovedbutikken havde sagt op, og fra nu af skulle jeg overtage hendes stilling. Bortset fra at hente mine personlige ting i filialen havde jeg ikke mere at gøre der. 

Benene var revet væk under mig, og jeg fattede knap nok, hvad der var sket. Anklagepunkterne kunne jeg overhovedet ikke nikke genkendende til, og ordet generationsskifte fik mig unægtelig til at føle, at det havde noget med min alder at gøre.

Jeg følte mig som en pryglet hund, da jeg igen blev almindelig medarbejder i hovedbutikken. Tankerne snurrede konstant i mit hoved. Jeg var 62, så der var stadig nogle år til pensionen. Havde jeg andet valg end at bide tænderne sammen og holde ud indtil da? Det ville vel være umuligt at få et nyt job i min alder. 

Jeg havde slet ikke lyst til at forlade arbejdsmarkedet, og jeg følte mig heller ikke gammel, selv om jeg også i hovedbutikken var den ældste medarbejder. Jeg havde haft den samme chef i godt 33 år, og det tryggeste var selvfølgelig at blive. Men alligevel. 

Nyt job dagen efter

I et års tid gik jeg rundt og var mere eller mindre ked af det. Så læste jeg en interessant stillingsannonce på nettet, hvor man søgte en medarbejder til en kommende helsekostafdeling i et stort supermarked, og jeg kastede mig ud i at skrive en ansøgning. Det var en mandag aften. 

Allerede tirsdag blev jeg bedt om at komme til samtale torsdag morgen klokken 8, og klokken 9 den dag havde jeg fået nyt job. Supermarkedschefen lagde mere vægt på mødestabilitet end på alder, og mødestabil kunne jeg sagtens love, at jeg var. 

Jeg meldte ærligt ud, at jeg jo nok ikke ville arbejde 10 år til, og det var han med på. Men lige nu og her havde han altså brug for en person, der kunne starte afdelingen op, og så måtte vi se, hvad fremtiden ville bringe, som han sagde.

Læs også: Jeg var andet end mit job

Nu har jeg haft mit nye job i et år, og jeg stortrives med det og er så lykkelig for, at jeg vovede mig ud på det dybe og søgte. I supermarkedet har jeg fået masser af nye kolleger i alle aldre, og vi har det rigtig godt sammen. 

Det føles fantastisk at få et nyt og spændende job i en alder af 63. Hver morgen glæder jeg mig til at gå på arbejde, og så længe mit helbred tillader det, vil jeg blive i stillingen. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.