En læser fortæller: Pengene skabte kun ufred

I dag tænker jeg, at jeg skulle have beholdt formuen helt for mig selv.

Modelfoto: Panthermedia/All Over Press

Nu skulle børnebørnene forkæles

Jeg er en kvinde på 61, som altid kun har haft en ret beskeden økonomi. Jeg var glad for mit job som sosu-hjælper, men lønnen tillod mig ikke at slå mig løs. Siden mine to børn, Heidi og Henrik, var små, har jeg været alene med dem. Vi har haft det godt, men jeg har ikke været i stand til at købe studielejligheder til dem eller invitere dem med på krydstogt eller dyre ferier. De fleste år blev der råd til en lille tur et eller andet sted hen, men ekstravagant var det ikke. 

Henrik blev gift med Anne, og de fik to sønner. Desuden havde Anne fra et tidligere forhold en pige, Julia, og jeg var glad for at være hendes bonus-farmor. Hun havde i forvejen både mormor, morfar, farmor og farfar, og begge par sad væsentlig bedre i det end jeg. Heidi blev gift med Ulrik, og de fik kun ét barn, Mathilde. Vi havde det altid hyggeligt i familien, og det var mit indtryk, at alle var glade for at omgås hinanden.

En læser fortæller: Jeg var fanget i en gældsfælde

Da jeg for godt et år siden nærmede mig min 60-års fødselsdag, besluttede jeg at få udbetalt mine LD-penge og give mine børnebørn en sum. Både Heidi og Ulrik og Anne og Henrik havde gode job og klarede sig fint med både huse og to biler. Derimod skulle de unge enten til at studere eller etablere sig i voksenlivet.

Jeg ville kunne få udbetalt 162.000, og det passede jo fint med 50.000 til hver af mine børnebørn og en lille slat på 12.000 til mig selv, som jeg ville bruge på en ferie med min veninde. 

Min svigerdatter var skuffet

Straks efter min runde fødselsdag anmodede jeg om at få udbetalt pengene, og de gik ind på min konto to uger senere. Derefter inviterede jeg mine børn, svigerbørn og børnebørn på middag, og jeg glædede mig så meget til at give dem min store gave. 

På det tidspunkt var mit bonus-barnebarn, Julia, på et års udveksling i Australien. Jeg vidste, at hun allerede havde fået mange penge af sine bedsteforældre, blandt andet til konfirmationen, for hun er eneste barnebarn på begge sider.

Den store dag oprandt, og først gik det også ret fint. De tre modtagere af hver 50.000 sprang op og krammede mig og var stjernelykkelige. Allerede den dag anede jeg dog desværre, at der ikke var den samme begejstring at spore hos de voksne. Min svigerdatter virkede noget stram i masken, og det samme gjorde min egen datter, Heidi. 

En læser fortæller: Der var en tyv blandt vores gæster

Der var ingen, der sagde noget den dag, men nogle dage senere var Anne noget kort for hovedet over for mig i telefonen, og jeg bad hende fortælle mig lige ud, hvad der var galt. 

Det kom så frem, at hun var skuffet over, at hendes særbarn, Julia, ikke var blevet betænkt.

– Du har altid sagt, at du holder lige så meget af hende, som hvis hun havde været dit eget biologiske barnebarn, sagde Anne med bitterhed i stemmen. – Men det har du jo ikke ment!

Jeg prøvede at forklare, at så vidt jeg vidste, havde Anne og Henriks to fælles børn da heller ikke havde fået penge fra Annes forældre, når de havde givet Julia. Men det var noget helt andet, mente hun.

Jeg har virkelig fortrudt

Da begyndte jeg at fortryde det med pengegaverne, men det blev værre, da jeg talte med Heidi. Hun syntes nemlig, at hun og Ulriks familie var blevet forfordelt, fordi hendes brors side havde fået i alt 100.000. Hun syntes, at Mathilde skulle have haft 75.000 og Henriks og Annes to børn 75.000 til deling. Da blev jeg ærligt talt ærgerlig og tænkte, at jeg skulle have beholdt hele formuen for mig selv.

Det ønsker jeg stadig i dag, for der er kommet grus i maskineriet mellem mine børn. Anne og Henrik har tvunget deres børn til at dele deres penge med Julia, selv om hun har så rigeligt i forvejen. Og Heidi og Ulrik opfatter det stadig, som om de er blevet forfordelt.

Og det hele gjorde jeg kun, fordi jeg ville glæde mine børnebørn. Hvor er det bare trist, at der kun kom ufred ud af det.