En læser fortæller: Singlekvinden på bænken

Ingen har givet mig opskriften på det gode parforhold eller valget af den gode mand.

Usunde parforhold

Forleden gik jeg en tur ved den smukke sø, jeg bor tæt på. Da jeg nåede til bænken, hvor jeg plejer at nyde udsigten over søen, ser jeg, at den er optaget af et par på min egen alder, der er helt opslugt af hinanden. Jeg opgiver pausen og går videre, mens jeg svagt erindrer, hvordan det føles at være så forelsket, at man ikke kan holde sig fra hinanden. 

Det slår mig, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan det er at være forelsket. Egentlig er det en trist erkendelse at gøre sig, men det er nu ikke noget, jeg tænker over i det daglige. Valget er vel mere eller mindre frivilligt, formoder jeg.

De parforhold, jeg i tidens løb har været i, har mildest talt været usunde. Jeg har fundet mig i mere end de fleste kvinder – fysisk og psykisk vold og utroskab. 

Jeg har haft vanskeligt ved at sætte grænser og i det hele taget være mit sande jeg. Jeg har været usikker, og jeg er som regel endt med at være i tvivl om, hvem jeg overhovedet var. Det gjorde mig sårbar over for manipulation og kontrol. 

Læs også: En læser fortæller: Mit singleliv er ikke underholdning

Jeg har på fornemmelsen, at mine betænkelige valg af mænd og parforhold har en sammenhæng med min opvækst med en alkoholisk mor og en far, der ikke var nok inde i billedet til at gøre en forskel. 

Min mor drak voldsomt i perioder og havde et hav af mænd. Hun tog ingen notits af, om min bror og jeg var hjemme, og hun holdt sig ikke tilbage med hverken fester eller kærester i vores lejlighed, mens vi lå på vores værelser og lyttede ufrivilligt med. 

Allerede dengang vidste jeg, at min mors opførsel ikke var ”normal” eller for den sags skyld i orden. Jeg skammede mig og ønskede, at det var anderledes. Jeg tror desværre bare, at selv om man kan være nok så bevidst om, hvad der er rigtigt og forkert, er man ikke i stand til at gøre det rigtige, hvis man kun har lært at følge opskriften på det forkerte. 

Ingen gode forbilleder

Sagen er den, at ingen nogen sinde har givet mig hverken en hel eller halv opskrift på det gode parforhold eller valget af den gode mand. Jeg ved simpelt hen ikke, hvordan man gør, og derfor er jeg alt for ofte endt med at vælge de mænd, som den opskrift, jeg nu engang er udstyret med, har ledt mig frem til. Altså de dårlige mænd. 

Det er, som om jeg ikke forstår det sprog, ”de gode mænd” taler, eller også ser jeg dem ikke. Jeg har virkelig forsøgt. Senest var jeg overbevist om, at jeg endelig havde truffet et fornuftigt valg i form af en enlig far med godt job og de helt rigtige værdier. 

Jeg var optimistisk og tillod mig i et kort øjeblik at tro på den spirende forelskelse i min mave, blot for at sande at han pludselig forsvandt fra jordens overflade, som havde han været det pure opspind. Væk var han, og væk var mit håb om nogen sinde at finde den rette. 

Læs også: En hund kan være vejen til et længere liv

Jeg har været single i syv år nu, og jeg nyder det som regel, selv om mine veninder ikke helt kan forstå, hvorfor jeg i en alder af 41 år ikke savner tosomheden. Jeg elsker roen og at kunne bestemme alting selv. 

Jeg savner da til tider intimt nærvær og omsorg fra det modsatte køn, men ikke nok til at jeg får lyst til at lede efter det. Måske er jeg blevet lidt sær, for det bliver man vist, når man har været single længe. 

Kærligheden kommer, hvis den kommer, og gør den ikke, er det egentlig også fint. Jeg er ikke af den opfattelse, at man absolut skal være to for at blive lykkelig. Mit liv er ganske rigt, også uden en mand og forelskelse på bænken.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.