En læser fortæller: Syg og lykkelig

Jeg ved, at jeg ikke bliver gammel, men jeg har besluttet, at jeg vil nyde resten af min tid sammen med min skønne familie.

Jeg var konstant svimmel

Indtil 2017 levede min familie og jeg et helt almindeligt travlt og godt liv. Vores familie består af min mand og mig og vores tre børn, som i dag er mellem 15 og 12 år. 

Jeg trivedes i mit arbejde som skolelærer, og som i de fleste andre danske hjem var det egentlig ikke så meget af vores fritid, vi tilbragte sammen. Ud over arbejde og skolegang havde vi alle travlt hver for sig med vores hobbyer, sport og øvrige interesser, og så var der jo også venner og bekendte, som skulle passes.

I løbet af 2017 begyndte jeg at føle mig svimmel på en underlig måde, og sådan havde jeg aldrig haft det før. Da jeg mærkede svimmelheden første gang, tænkte jeg, at det nok bare var et forbipasserende fænomen, og det gik da også over igen. Snart vendte svimmelheden dog tilbage, og til sidst kontaktede jeg min læge og bad om en tid til at blive undersøgt.

Lægen tog en blodprøve på mig og konstaterede, at min blodprocent var for lav. Han skrev en recept på jerntabletter til mig og sagde, at jeg skulle tage dem i tre måneder. Når de tre måneder var gået, burde jeg have fået det godt igen.

Læs også: Enlige Siw ramt af kræft: En mor må ikke dø

Sådan gik det bare ikke. Da tabletglasset 90 dage senere var tomt, følte jeg mig stadig svimmel, og jeg var også træt på en måde, som jeg aldrig før havde været. Jeg var jo kun 44 år og havde altid haft rimelig meget energi, men sådan var det bare ikke mere. 

Efter lidt tid tog jeg igen kontakt til min læge og forklarede, at jerntabletterne ikke havde hjulpet. Han tog en ny blodprøve og konstaterede atter, at min blodprocent var for lav. Derfor mente han, at jeg skulle prøve en ny slags jerntabletter, så jeg gik i gang med en ny kur på tre måneder.

Fem gange til lægen

De nye tabletter havde ikke bedre virkning end det første præparat, og jeg var stadig meget plaget af svimmelhed og træthed. 

Sådan fortsatte det i næsten to år, hvor jeg nok opsøgte min læge i alt fem gange og klagede over det samme. Hver gang blev jeg rådet til at prøve nogle nye jerntabletter, og jeg blev mindet om at huske at drikke rødvin og at spise bøffer, for begge dele har en høj, naturlig forekomst af jern. 

Jeg blev også spurgt, om problemet måske kunne bunde i kraftige blødninger ved menstruation. Det kunne jeg dog ikke nikke genkendende til, og jeg var nærmest ved at gå i panik, efterhånden som uger og måneder bare svandt hen, uden at jeg fik det bedre. For hvorfor hjalp jerntabletterne ikke? Jeg havde jo snart prøvet alle dem, der fandtes på markedet. Kunne der måske være noget helt andet galt?

 Når jeg var sammen med mine veninder, som alle er nogenlunde jævnaldrende med mig, hørte jeg dem ad, om de havde erfaring med for lav blodprocent, og hvad de i så fald havde gjort ved det. 

– Gå til læge, rådede de mig alle sammen. Men det havde jeg jo allerede været rigtig mange gange.

Jeg har altid holdt meget af at trave lange ture, men mine ture blev bare kortere og kortere i de to år, for jeg havde færre og færre kræfter. Når jeg kom hjem fra jobbet på skolen, havde jeg tidligere haft overskud til at ordne alt muligt, men nu kunne jeg ikke ret meget andet end at ligge på sofaen. 

Til sidst var jeg helt hvid i hovedet, og jeg havde absolut ingen appetit og kunne næsten ikke få mad ned. Folk sagde, at jeg var blevet meget bleg og havde tabt mig, og min mand og den nærmeste familie var naturligvis bekymrede for mig.

Jeg havde kræft

Til sidst bestilte jeg endnu en gang en tid hos min læge, og ved synet af mig vågnede han omsider op. Han sendte mig videre til undersøgelse på vores nærmeste, større sygehus, og i løbet af få dage fik jeg en tid. Besøget på sygehuset mundede i en dom, der lød på kræft i tyktarmen med spredning.

Det var virkelig en hård besked at få, men der var ikke andet at gøre end at hanke op i mig selv og komme i gang med den behandling, sygehuset planlagde for mig. Jeg skulle begynde med fire behandlinger med en hård kemoterapi. Der skulle gå to uger mellem hver behandling, og i det forløb blev jeg indlagt et par gange, fordi min blodprocent nu var helt nede på 4, hvilket var kritisk lavt. 

På et tidspunkt begyndte jeg også at bløde voldsomt fra tarmen, og blødningen ville ikke stoppe igen. Atter måtte jeg indlægges, men lægerne turde ikke rigtig gøre noget ved det, fordi det efter deres vurdering ville være for farligt. 

Efter de fire gange kemoterapi skulle min krop have pause i en måned, før jeg kunne komme på operationsbordet. Jeg følte mig syg og svag og måtte dag for dag kæmpe mig frem mod operationen.

Kræftfri efter operationen

Men operationen var vellykket. Mine læger var så fantastiske og dygtige, det samme var resten af sygehuspersonalet, og jeg blev opereret kræftfri. Efter operationen havde jeg et ar fra top til tå, men jeg havde ikke fået anlagt en kolostomi, hvor tarmen bliver ført ud i siden, og jeg havde heller ikke andre følger, som for eksempel kunne have været diabetes. 

Min familie og jeg jublede sammen, for vi var så lettede og lykkelige. Lægerne tilbød mig otte gange forebyggende kemoterapi, og det takkede jeg selvfølgelig ja til. 

Efter den sidste omgang kemoterapi blev jeg scannet, og beskeden fra lægerne lød på, at alt var væk. Jeg var så utrolig glad, for nu vovede jeg at tro på en fremtid sammen med min mand og vores børn.

Læs også: 22 år og enke

Langsomt begyndte jeg at komme til mig selv og syntes, at jeg havde det næsten som før. Det var også min hensigt at raskmelde mig og vende tilbage til arbejdet på skolen inden for en overskuelig fremtid, men netop som det skulle til at ske, dukkede coronakrisen op og satte en stopper for det.

Lægerne på sygehuset ville gerne være helt sikre, og derfor blev der bestilt en ekstra scanning til mig tre måneder efter den sidste omgang kemoterapi. De sidste 14 dage op mod scanningen var jeg lidt nervøs. Jeg syntes, at jeg indimellem mærkede den samme svimmelhed som før, og jeg fik derfor taget en blodprøve. 

Den viste dog, at min blodprocent var fin, så jeg blev enig med mig selv om, at svimmelheden måske var forårsaget af, at vores tre børn på grund af coronakrisen var hjemme hele dagen, for det gav en del liv i huset. 

En ekstra scanning

Jeg fik scanningen, og min mand tog med mig, da jeg skulle have svaret på sygehuset. Det var godt, jeg ikke var alene, for der ventede mig en chokerende besked. 

Efter tre måneder uden kemoterapi var kræften gået amok og havde nu spredt sig til lunger, lever, bughule og et par steder mere. Nu hed min behandling pludselig livsforlængende kemoterapi. 

Vi var i chok, for hvordan kunne det hele have udviklet sig så fatalt i løbet af kun tre måneder? Hvorfor skulle det ramme lige netop mig?

Da vi havde fået sundet os en smule oven på denne meget dårlige besked, besluttede vi os for, at nu skulle vi have den bedste tid sammen. 

Vores familie er blevet en helt anden. Vi nyder at trave ture, og vi går alle fem sammen. Vi spiser alle måltider sammen, og vi hygger os med at spille spil. Kort sagt tilbringer vi så meget tid sammen, som vi kan, og det er helt anderledes, end det var før i tiden.

Jeg får nu den livsforlængende kemoterapi hver 14. dag, og den ene slags skal jeg have i hele 46 timer. Jeg får det rigtig skidt af kemoterapien, for den giver mig kvalme og synsforstyrrelser. Min stemme bliver svag, og jeg har altid sår på læben, fordi mine læber er så tørre. Jeg har også smerter i ryggen og i lysken, og jeg tror, det har noget med nervebanerne at gøre. 

Sådan er min tilstand i den første uge efter kemoterapien, men i løbet af uge to får jeg det meget bedre. Så aftager kvalmen lige så stille, og mine meget generende synsforstyrrelser forsvinder helt.

Behandlingen får jeg på sygehuset, som ligger et par timers kørsel fra vores hjem, og her har jeg simpelthen verdens bedste læger og sygeplejersker. 

Vi vil aldrig lyve for børnene

Hver morgen vågner jeg med følelsen af en tung klump i maven, men så beslutter jeg mig for, at jeg vil have en fin dag i dag, og så går det hele alligevel. 

Efter den dårlige besked havde vi fem i familien en lang samtale, og den dag lovede min mand og jeg vores børn, at vi aldrig vil lyve for dem eller prøve at skåne dem for sandheden. 

Det overholder vi, så informationsniveauet hjemme hos os er højt, og det trives vi alle bedst med. Børnene skal ikke have nogen grund til at føle utryghed, hvis jeg for eksempel går ind i et andet rum for at tale i telefon.  

Jeg ved, at jeg ikke bliver gammel, men jeg har taget en beslutning om, at jeg vil nyde resten af min tid sammen med min skønne familie. Jeg opfatter det sådan, at jeg har fået lidt tid, og den kan jeg vælge at få det bedste ud af hver dag. Jeg er syg, men jeg er samtidig verdens lykkeligste mor og kone. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.