En læser fortæller: Vi måtte lyve om hunden

Vores børn blev lykkelige

Jeg er vokset op i et hjem uden kæledyr og måtte misundeligt se til, når mine klassekammerater fik hund, kat og undulat. Da vores børn, Anna og Magnus, begyndt at plage mig og Mark om en hund, vidste jeg godt, hvordan de havde det. 

Anna var 11 og Magnus var 9, så var det ikke også et perfekt tidspunkt? Godt nok havde hverken Mark eller jeg erfaring med at have hund, men hvor svært kunne det være. Vi var jo fire til at deles om pasningen. 

Vi overgav os, og jeg tror aldrig, jeg har set børnene så lykkelige, som da vi fortalte dem det. De gav endda hinanden et kram! Jeg smilede stort. Tænk, hvis hunden ligefrem kunne skabe idyl i familien.

En måned senere hentede vi Max, en lille blød labradorhvalp, og han var så kær. De første par dage gik fint, men uge for uge gik realiteterne op for os. Det var ikke ligefrem idyl, han spredte.

Max krævede konstant opmærksomhed og konsekvens, og når han skulle være alene, bed han i alt. Annas nye jakke blev tygget igennem, sofapuderne blev ødelagt, selv panelerne gnaskede han på, til de var flossede. Når vi kom hjem fra arbejde, var der altid et eller andet, der var gået i stykker.

Læs også: Nu er jeg aldrig mere ensom

Med tiden begyndte jeg at have hjertet op i halsen hver dag, når jeg satte nøglen i hoveddøren: Gad vide, hvilket syn der ventede mig? 

Jeg meldte os til hvalpetræning, men det var, som om jeg slet ikke formåede at sætte mig i respekt. Hver gang gik jeg derfra med en følelse af at være en total fiasko. 

Samtidig kunne børnene slet ikke holde det, de havde lovet. De gik aldrig tur med Max, og der var brok, hver gang jeg bad dem om det mindste, om det så bare var at fylde madskålen. 

Det førte til skænderier, og uanset hvor dejlig Max var, fik jeg mere og mere en fornemmelse af, at vi ikke var den rigtige familie til ham. Vi var måske slet ikke en familie, der burde have hund. 

Et nyt hjem til Max

Jeg begyndte i smug at undersøge, hvordan vi kunne finde et nyt hjem til ham. Da jeg kiggede på nettet, kunne jeg se, at noget, der virkelig gjorde folk sure, var, når man anskaffede sig en hund og så ikke magtede den alligevel. 

Jeg forstod dem godt, for det var da også uansvarligt og dumt, og jeg skammede mig. Hvorfor havde vi ikke tænkt os bedre om? Jeg kom frem til, at vi bare måtte bide tænderne sammen og beholde Max. 

Men efter et halvt år kunne jeg ikke mere, for problemerne blev ved. En aften, hvor Mark opdagede, at Max havde ødelagt hans dyre løbesko, sagde han surt: – Det var godt nok nemmere, før vi fik hund, hva? 

Han havde ret. Jeg kiggede ned på Max. Det var også synd for ham, at vi ikke kunne finde ud af at opdrage ham. 

Læs også: Dyrlægens bord: Pas på med forelskelsen

Efter en lang snak besluttede vi os for at finde en ny og bedre familie til Max, og at vi ville fortælle folk, at jeg havde fået allergi. Det betød, at der ikke var nogen sure miner. 

Vi fandt et godt hjem til Max hos en aktiv familie, der havde haft hund før, og vi fik vores rolige familieliv tilbage. Børnene var selvfølgelig kede af det til at begynde med, men jeg tror faktisk også, de var lettede. De havde jo været vidner til Marks og mine frustrationer, så det var den bedste løsning for alle. 

Vi turde ikke være ærlige

Efterfølgende kan jeg dog godt ærgre mig over, at vi – og sikkert mange andre i vores situation – ikke kunne være ærlige om, hvad der var sket, af frygt for at blive skældt ud eller fordømt. Vi blev nødt til at sige, at jeg havde fået allergi i stedet for sandheden, som var, at vi havde begået en fejl, og at ansvaret var meget større, end vi kunne bære. 

Hvis man kunne fortælle ærligt om det, var der måske andre familier, der ville tænke sig mere om, inden de købte hund. Og så var der måske ikke så mange hunde som Max, der skulle opleve at skifte familie. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.