En læser fortæller: Vi reddede en sommerhuskat

En killing er ikke et stykke legetøj, man bare kan smide væk.

Kat
Modelfoto: Panthermedia/All Over Press

En tam og lodden killing

Min mand og jeg, der elsker at være i vores primitive sommerhus, sad sidste år i sensommeren på vores træterrasse og grillede sæsonens allersidste pølser. Nu hvor sommeren var ovre, skulle vi tilbage til hverdagen i byen. 

Vores nye naboer, en børnefamilie, der i foråret havde købt sommerhuset inde ved siden af, var kørt dagen før. Vi skulle bare pakke det sidste sammen og lukke for vandet, inden det blev mørkt, og vi skulle afsted. 

I det samme, vi rejste os fra bordet, lød der en pibende lyd nede under terrassen. Vi listede begge ned på græsplænen og lagde os forsigtigt på knæ for at se, om vi kunne få øje på, hvem der lå derinde og gemte sig under terrassen. 

En læser fortæller: Der var en tyv blandt vores gæster

Inde fra mørket kom en lille, lodden killing krybende ud mod os. Der var masser af vildkatte deroppe i sommerhusområdet, men ham her var tam og ikke det mindste bange for os. Tværtimod virkede den lille uldtot nærmest til at være lettet over at se os. 

Først nu genkendte jeg den. Det var den killing, vores nye naboers børn havde taget til sig og fodret igennem hele sommeren. 

Den lod til at være meget sulten. Min mand så tøvende på mig. – Hvis vi først begynder at give ham mad, vil han jo bare tro, at vi vil blive ved med det, men vi skal jo hjem lige om lidt, sagde han.

Da den lille killing peb hjerteskærende igen, tog jeg dyb indånding. – Ja, men når de bare er kørt fra den, hvordan skal den så klare sig alene i naturen? 

Jeg lagde et par stumper pølser foran ham. De var væk med lynets hast, men det var killingen bare ikke. Selv om han nu var mæt, smøg han sig om vores ben og spadserede så ind i sommerhuset og lagde sig hjemmevant op i sofaen. 

– Åh, hvad skal vi dog stille op med dig? sukkede jeg, mens jeg strøg ham over den lille ryg. Der lød ikke andet end en veltilfreds spinden. 

Et nyt liv som indekat

Jeg var oprørt og forarget. Hvordan kunne man få sig selv til at tage sådan en lille fyr til sig og så rejse fra ham, når sommeren var forbi? Nu, hvor han havde fundet ind til os, kunne vi ikke få over vores hjerter at være lige så uansvarlige og efterlade ham til sin egen sølle skæbne. 

Da vi en times tid senere havde pakket bilen og kørte væk fra sommerhuset, sad jeg på passagersædet med Misser, som vi allerede havde døbt killingen. Han lå med hovedet hvilende på min skulder og spandt lige så trygt ved mit øre. 

Hjemme ringede vi som det første til et katteinternat, men de havde desværre ikke plads til at tage imod flere efterladte killinger. Det var højsæson, og nu hvor folk var taget hjem fra deres sommerhuse, blev de nærmest oversvømmet af henvendelser fra folk i samme situation som os. 

Vi nænnede ikke at aflive Misser og besluttede os for at beholde ham. Han affandt sig med sit nye liv som indekat og indtog den bedste plads i sofaen med den største selvfølgelighed. Han fandt sig også i, at han fremover måtte nøjes med at trække frisk luft ude på altanen.

En læser fortæller: Jeg var hele tiden bange

Tankeløs adfærd

Da det blev forår i år, kom han med os op i sommerhuset igen, hvor han fik lov til at strejfe om på egen hånd. Vi sørgede for, at han blev kastreret og øremærket og havde halsbånd på, så vi ikke risikerede, at han ikke kom tilbage til os igen. 

Jeg var også inde hos vores naboer og fortælle forældrene, hvad jeg mente om deres tankeløse adfærd. En tilløbende killing er ikke et stykke legetøj, man kan smide væk, når det ikke længere er belejligt. Hvis man først tager en kat til sig og fodrer den, overtager man ansvaret for dens videre skæbne. 

Havde det ikke været for os, ville Misser aldrig have haft en chance for at overleve. De unge forældre fik i den grad røde ører, og deres børn har siden hen kun fået lov til at klappe Misser.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.