Højskolen forandrede mig

Jeg lagde min livsstil om og lugede ud i vennerne.

Jeg sagde aldrig nej

Hele mit liv har jeg været et tilbageholdende menneske, som ikke var vant til at stille krav til andre. For mig var det en selvfølge, at jeg skulle være der for mine nærmeste, men jeg forventede aldrig det samme fra dem. Sådan var det i mit barndomshjem, og sådan var det også i både mit første og andet ægteskab.

Da jeg efter den sidste skilsmisse blev alene, fandt jeg en lejebolig i et naturskønt område, og da var der tit nogle, som ringede og spurgte, om de ikke lige måtte komme på weekend hos mig.

Jeg svarede aldrig nej, og jeg satte en ære i at forkæle mine gæster og få dem til at føle sig godt tilpas. Men hvis det var mig, der fik lyst til at besøge dem, blev jeg spist af med en kop kaffe.

Som voksen blev jeg ramt af psykisk sygdom og var nødt til at have en del medicin. Den gav mig en øget appetit, hvilket medførte, at jeg tog meget på i vægt. Det var jeg ked af, for det gavnede jo ikke ligefrem min vaklende selvfølelse.

Til sidst vejede jeg 25 kilo mere, end jeg burde, og det var jo ikke på nogen måde sundt. Jeg blev derfor meget glad, da min sagsbehandler bevilgede mig et 13 uger langt ophold på en højskole, hvor der var et slankehold.

Lidt nervøs var jeg dog også, for nu skulle jeg jo møde en masse nye mennesker, og det havde jeg aldrig haft det nemt med. Men jeg trøstede mig med, at jeg jo kunne gøre, som jeg plejede, nemlig at trække mig fra andre.

Jeg skulle ikke kukkelure alene

Sådan kom det bare slet ikke til at gå. Vi kursister blev indkvarteret i en håndfuld forskellige huse, hvor vi havde hver vores værelse med bad og toilet. Beboerne i hvert hus udgjorde en gruppe.

De andre i mit hus syntes dog bestemt ikke, at jeg bare skulle sidde derinde og kukkelure i mit eget selskab. De hev mig godmodigt ud og sagde, at jeg da også skulle være en del af det hele.

Og det blev jeg. Jeg tror også, at jeg var lidt heldig med min gruppe, for den var utroligt velfungerende, og vi var der for hinanden under hele forløbet.

Maden på højskolen var utroligt lækker, og den blev serveret i form af en buffet, der naturligvis var sammensat med fokus på det sunde, grønne og kalorielette. Jeg spiste mig mæt til hvert måltid, men min vægt gik alligevel hurtigt nedad.

På et tidspunkt kom min voksne søn på besøg på højskolen, og han spiste med ved et måltid og kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da han så buffeten. – Har I virkelig så meget at vælge imellem? udbrød han.

Hver dag var der også arrangeret motion som blandt andet cykelture og traveture, og det nød jeg. Nogle gange var vi også i byen for at shoppe, og det var også vældig hyggeligt.

Det bedste ved det hele var faktisk den undervisning, vi fik. Det blev kaldt trivselsfag, og her blev søgelyset rettet mod de tilstande i vores dagligdag, som måske ikke var helt i balance.

Undervisningen rykkede ved nogle tanker i mit hoved, og jeg kunne pludselig se nogle problemstillinger i et nyt og klarere lys.

Jeg blev klar over, at når jeg kom hjem, skulle jeg foretage en grundig oprydning i venskabskredsen. Hvis mine venner ikke var gode for mig, var det bedst at sige farvel til dem.

Nu lugede jeg ud i vennerne

Mit højskoleophold skulle som nævnt have varet 13 uger, men jeg havde det så godt med at være der, at jeg fik forlænget det til 19 uger. I løbet af den tid tabte jeg mig præcis lige så mange kilo, nemlig 19.

Efter min hjemkomst holdt jeg fast i den nye, sunde livsstil med kalorielet mad og motion, og jeg fik også luget ud i vennekredsen. Jeg beholdt kun to af mine gamle venner, men til gengæld havde jeg fået en ny veninde på højskolen og aftalt at beholde kontakten til de andre i gruppen.

Sådan er det stadig, for vi havde et kanongodt fællesskab, og ugerne på højskolen vil altid stå for mig som en helt særlig tid i mit liv.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.