Glimt af Flemming Jensen: Den islandske digter

Dronningen og prinsgemalen kom til Thisted, hvor en islandsk digter skulle læse sit nyskrevet digt op for byen og de kongelige. Men han blev syg, og så trådte Flemming Jensen til.

Det var tilbage engang i ’90’erne, og det hele startede med, at jeg stod under bruseren.

Så ringede telefonen – det skal den jo, når man er i bad. Jeg styrtede ind i stuen, tog telefonen og stod og dryppede på det stykke af gulvtæppet, hvor jeg plejer at stå og dryppe.

Det var en nordjysk festarrangør, der var i en meget presset situation. Jeg måtte øjeblikkelig smide, hvad jeg havde i hænderne – og tage til Thy! Det drejede sig om den største dag i byen Thisteds historie, og – her blev hans stemme svag og næppe hørlig – Dronningen kom!

Sammen med prinsgemalen.

Digteren blev syg

Thisted skulle fejre intet mindre end sit 464-års købstads-jubilæum!

Og i anledning af den runde dag skulle der over tre dage afholdes en nordisk festival med fokus på kultur. Hvilket på de kanter primært vil sige gymnastik.

Åbningen af hele arrangementet skulle markeres ved en højtidelighed, hvor den islandske digter Eyðfinnur Guðmundsson ville fremføre et specielt til denne anledning frembragt digt.

Nu var der desværre sket det, at den islandske digter var blevet syg og netop havde ringet og meddelt, at han af denne grund ikke var med morgenflyet fra Reykjavik. Men han havde faxet digtet ned – det var skrevet på dansk – og foreslået, at man lod en dansk skuespiller læse det op. Derfor ville man som sagt spørge, om jeg ikke nok ville skynde mig til Thisted.

LÆS OGSÅ: Klage til hospitalet: Baby er leveret med forkert lydkort

Der gik et fly 11.10 - og Hendes Majestæt ville ankomme med kongeskibet til Thisted kl. 13.30. Det kunne lige nås.

Skal jeg være ærlig, så var jeg faktisk beæret.

Smokingen i kufferten, taxa til lufthavnen, DC-9 til Aalborg, hvor jeg blev afhentet af arrangørens kone.

Hun sagde goddag på jysk og trådte speederen i bund. Også på jysk.

13.05 var jeg på havnen i Thisted, hvor jeg trådte ud af den grønne Audi 100, der stod og hev efter vejret og helt klart havde en efterreaktion oven på den traumatiske tur.

I samme øjeblik Audi’ens dør smækkede i bag mig, faldt roen på mig. Solen bagte ned på de gamle huse ved

havnen, så de gule facader og røde tegltage viste sig fra deres bedste side og udelukkede enhver tvivl om, at det var sommer i Danmark.

Havnepladsen var sirligheden selv. Det var ikke til at få øje på så meget som et cigaretskod eller et stykke karamelpapir – ikke engang i affaldskurvene. Jeg tror også, at de havde pudset cykelstativerne. Et opmarcheret militærorkester og en pigegarde stod ranke og kappedes om at udstråle mest mulig mangel på krigeriskhed – en overdækket tribune stod klar til De Kongelige og hendes mand – og bag et udspændt tov stod hele byens befolkning

I deres pæneste tøj. Og med flag i hånd.

Dronningen kom

Ind gennem havneindløbet gled kongeskibet Dannebrog i kridhvid majestæt ind mod os gennem fjordens spejloverflade.

Borgmesteren ilede mod kajen med en flad hånd presset mod brystet for at forhindre borgmesterkæden i at rasle.

Han undgik omhyggeligt at træde på den mørkerøde løber og gav med den frie hånd tegn til de to orkestre, der øjeblikkeligt gik i gang og efterhånden blev mere og mere enige om at spille kongesangen, mens hurra-råbene bølgede fra de tusinde rød-hvide papirflagsrækker.

LÆS OGSÅ: Anne-Maries brevkasse: Fortæl om din ukendte søn

Kongeskibet gled til kaj med renvaskede matroser i honnør langs rælingen – og midt i det hele dronningen og prinsgemalen, der smilede og vinkede, som var de betalt for det. Hvilket de vel også var.

Så stod arrangøren selv ved siden af mig og gav mig en mappe i hånden.

– Vi nåede det! hviskede han stolt.

– Du kan sagtens nå at læse det igennem nogle gange – du er fjerde taler.

Islandsk lyrik på dansk

Jeg åbnede mappen og begyndte at orientere mig i den islandske digters tanker.

Altså … jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Eyðfinnur Guðmundsson er en fortrinlig digter. Når han får lov til at digte på sit modersmål.

Her var manden åbenbart af inter-nordiske grunde blevet presset ud i at skrive lyrik på dansk – og jeg må erkende, at digtet ikke var fri for tolkningsproblemer.

Hvordan skulle jeg ved min oplæsning sætte Thisted-borgerne i stand til at føle en indre

nødvendighed af ”aldtrig at føre sild i mosen” og endelig ikke ”skyde ugler for råt kød, der knepper i skjul!”?

LÆS OGSÅ: Thomas ledte efter sin ferie-flirt i 23 år

Men derimod lade hjerterne svulme af stolthed og ”som de fem norrdiske haner stolt skide sig mod hø.”

Let var det ikke, men tiden var knap – og jeg fandt kuglepennen frem. Jeg bildte mig ind at kunne fornemme, hvor det var digteren ville hen. Især nu, hvor han var syg.

Dronningen og prinsgemalen var steget i land. De havde også taget vældig pænt tøj på – og hilste venligt på alle, inden de nåede frem til deres pladser på den pyntede tribune.

Hurra’erne ebbede ud – en ældre trikotagehandler på fløjen, der forsøgte sig med ”Hun er én af vor’ egne”, blev stirret til tavshed – og højtideligheden kunne begynde.

Major Akselsen

Så lød der taktfaste skridt, og major Akselsen nærmede sig talerstolen. Han var et flot syn, egnet til at skabe tillid.

Majoren var knapt 50 år gammel og indbegrebet af dansk forsvarsvilje. En robust, firkantet skikkelse i velpresset uniform med ordensbånd og hele baduljen.

Onde tunger ville kalde ham en bekræftelse på en kliché – men det er venligere blot at kalde ham en bekræftelse.

Alt, hvad majoren foretog sig, syntes at være gennemtænkt, gennemprøvet – helt igennem rationelt.

– Rrrrrrryrrrrrr! sagde han i mikrofonen med så stor fasthed i stemmen, at kompagniet øjeblikkelig stod rør og befolkningen ret.

Major Akselsen skulle være konferencier – han skulle lede slagets gang, gi’ tegn til de fastlagte orkesterindslag - og annoncere talerne.

I god tid var han blevet briefet - det bliver man i hæren, når man får noget at vide – af både kommunale og amtskommunale myndigheder, og på basis heraf havde han lagt en nøjagtig minut-plan og ekserceret den om og om igen, indtil alt klappede.

Alt pligtstoffet med ”Deres kongelige højheder, deres excellencer, borgere i Thisted by etc. ...” fik han hurtigt og effektivt klaret inden for de fastlagte 44 sekunder.

Forkærlighed for bogstavet "R"

Så slog han op i aktionsplanen.

– Førrrrrrst, råbte han.

Jeg skal her indskyde, at majoren – ud over at have en stor forkærlighed for bogstavet ”r” – hørte til den især i forsvaret udbredte sproglige fraktion, der i hele vort sprogs mangfoldighed kun accepterer eksistensen af én-stavelsesord.

De ord, der ikke er det, bli’r det.

– Førrrrrrst vil borrrg mestrrr Nikljsn byddd Derrrrs Maj stætrrr velkmmn!

LÆS OGSÅ: 15-årige Mathias om sin store sorg: Min far var sej

– Jeg girrr orrrdt til borrrg mestrrr Nikljsn! Vsgo!

Majoren foretog det planmæssige tilbagetog, og borgmester Nikolajsen besteg talerstolen.

Alt gik, som det skulle: Majoren gik til og fra, orkestrene spillede, dronningen vinkede, prinsgemalen sov, eliteholdet lavede opvisning, folkedanserne brugte 12 minutter, taler fulgte talers gang – og jeg stod bag tribunen og lod min kuglepen forsøge at tolke Eyðfinnur Guðmundssons nordiske følelser.

Så var tidspunktet inde. Major Akselsen slog op i aktionsplanen

– Nu! gjaldede det – efterfulgt af en lille, eftertænksom pause, hvor han skuffet måtte konstatere, at det ikke havde været muligt at anbringe noget ”r” i ordet nu – kommrrrr... – glæden indfandt sig atter – ... eftrrrr middgns HØJDPNKT!!

Jeg prrrrræsntrrrr-rrrr...

Han slog ud med armen mod mig.

Majoren var lamslået

Jeg rettede mig op, korrigerede butterfly’en og begav mig tværs over pladsen mod talerstolen.

Major Akselsen stod som frosset i bevægelsen.

Han stirrede lamslået over mod mig – han må ha’ haft dårlige fjernsynsvaner, for han genkendte mig – så konfererede han hurtigt med sin aktionsplan – og kiggede atter vantro på min ringhed.

Hans venstre arm var stadig strakt vandret ud fra kroppen.

Jeg så fortvivlelsen i hans blik og var klar over situationen: Man havde glemt at orientere majoren om den islandske digter Eyðfinnur Guðmundssons forfald!

Hans øjne var store og runde, og munden stod på lidet militær vis halvåben.

Langsomt og umærkeligt sneg han sig til at lade øjnene vende tilbage til aktionsplanen og søgende glide ned over den. Da de nåede linjen, hvor der stod ”14.12 – Oplæsning af digt v/ den islandske digter Eyðfinnur Guðmundsson”, flåede han blikket til sig, som havde han brændt sig.

LÆS OGSÅ: Tog sit liv på selvmordsklinik: Simons rørende farvel

Han skævede næsten skræmt hen mod mig.

Det stod ham soleklart, at den næste taler ikke var den islandske digter Eyðfinnur Guðmundsson.

Tværtimod!

Ikke siden mit første ægteskab har jeg i den grad følt min eksistens så aldeles ubelejlig.

Mandens dilemma var åbenbart. Major Akselsen var en mand, der var vant til at kalde tingene ved deres rette navn. Men hvad skal man gøre, når man står der med det rette navn – og tingene så ikke passer til?

Han havde foran sig stående en oplysning, som han havde modtaget fra højeste sted – alt var blevet kontrolleret om og om igen – der kunne ikke herske tvivl om oplysningens korrekthed.

Der var nærmest tale om en dagsbefaling – Majestæten var til stede – og at imødegå en dagsbefaling ikke alene grænsede til landsforræderi – det måtte simpelt hen ikke finde sted.

Jeg var nu nået hen til den udstrakte arm og trykkede ham venligt i hånden, som han straks flåede til sig.

Sprang i havnen

Majoren havde nu tårer i øjnene.

Instruksen eller kendsgerningerne?

Forordning eller faktum?

Orden eller kaos?

For et så ansvarligt menneske kunne der ikke være nogen tvivl:

Major Akselsen tog sig sammen, stirrede stift på planen i sine hænder og læste med kontrolleret åndedræt og omhyggelig udtale af hvert eneste bogstav – især vokalerne:

– Den iiislandske diiigter Eyyyðfinnuuur Guuðmundssooon! Vrsgoddd!

LÆS OGSÅ: Lægerne besked til ung alenemor: Du har seks måneder at leve i

Så drejede han sig rundt, gemte ansigtet i hænderne, samtidig med at han krummede sig sammen som i stor smerte og udstødte et langt ”Ææææææv!” – og løb sin vej om bag kompagniet og sprang direkte i havnen.

Han ville ikke se mig.

Jeg trådte frem, bukkede let for den kongelige tribune og påbegyndte fremførelsen af det islandske digt, der bar titlen ”Hvor fæle Snord – med Bag og Dakker fagrer!”.

Prinsgemalen vågnede og plirrede interesseret med øjnene.

Med så megen indfølelse, som min haltende forståelse gjorde det muligt, foredrog jeg værket, mens kompagniet og to piger fra pigegarden bag mig dykkede efter majoren.

Hver gang de fik tvunget ham op til overfladen, råbte mængden hurra, og Dronningen smilede og vinkede. Men så snart majoren fik øje på mig, søgte han atter dybet.

Prinsgemalen hørte digtet

Alle fulgte majorens aktiviteter – kun prinsgemalen fulgte min oplæsning med interesse. Og han var den eneste, der klappede begejstret to vers, før jeg skulle ha’ været færdig.

Så bakkede en Audi 100 ind på pladsen og samlede mig op.

Jeg vinkede ganske kort, mens vi kørte væk. Prinsgemalen vinkede tilbage.

Ud gennem bagruden så jeg dem hale major Akselsen op af havnen. Han stod med gennemblødt uniform og stordryppede på den fine asfalt.

Jeg vendte mig og kiggede fremad og kom i tanker om, hvor dejligt der er i mit hjem.

Og at jeg om morgenen havde glemt at slukke for bruseren.

Få flere humoristisk glimt og grin med Flemming Jensen i Ude og Hjemme nr. 11, der udkommer onsdag den 16. marts 2016.

LÆS OGSÅ: Glimt af Flemming Jensen: Nutår i Suditalien