Glimt af Flemming Jensen: Nutår i Suditalien

Flemming Jensen boede i en periode på et pensionat i en lille syditaliensk landsby, hvor værtinden, Anna-Maria, talte ualmindelig godt dansk – som man talte sproget i 1930’erne. Blot kunne hun ikke udtale bogstavet Y. Læs her hvordan Flemming Jensen fik rollen som en sort, mandelig Jomfru Maria.

Jeg har engang været neger.

Det ord skal man være forsigtig med. Og jeg synes egentlig ikke, at man bør bruge det. Men det hører faktisk til i en uskyldigt naiv tankegang, som følgende lille tildragelse er gennemsyret af. Jeg er nødt til at bruge det – i denne sammenhæng. Ellers ikke!

Kunne ikke udtale bogstavet Y

Vi skal tilbage til 1990. Til en månedlang skriveperiode i en lille syditaliensk landsby. Jeg boede på et lille pensionat, hvor værtinden, Anna-Maria, der som datter af økonomaen på et dansk refugium på Sorrento-halvøen var vokset op blandt 1930’ernes danske alkoholiserede digtere og skønånder. Hun talte derfor ualmindeligt godt dansk. Som man talte sproget i 30’erne.

Blot havde hun aldrig lært at tumle bogstavet Y – hun sagde U i stedet for. Ellers var alt perfekt.

Inviteret med i krybbespillet

– Folk i landsbuen sunes, du er meget sumpatisk, begyndte hun.

Det var lige efter nytårsaften, at Anna-Maria kom til mig på vegne af, hvad vi herhjemme ville kalde menighedsrådet. Hun var først lidt forlegen, men gik så lige til biddet og fortalte, at det var en gammel skik, at man i byen lavede et optog på Helligtrekongersaften.

– Nede i kirken, der er først krubbespil, forklarede hun.

LÆS OGSÅ: Johan fra Nybyggerne mistede kæreste og ven i tragedie

– Med Josef og Maria og barnet i en krubbe. Og der kommer også alle engle og hurderne på marken. Så vi alle sammen sunger en humne, mens Josef og Maria, de går ud af kirken og sætter sig på nogle muldur!

– Javel så, svarede jeg, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad hun ville.

Hun tøvede lidt – men fortsatte så:

– Udenfor ved muldurene venter – de er nu på heste – De Tre Viise Mænd. Melchior, Balthasar og … Kaspar.

– Ja ..?

... De rider så gennem hele landsbuen, og vi går allesammen i en lang række udmugt bagefter med nogle vokslus, indtil vi kommer frem til stjernen!

Jeg nikkede imødekommende.

Hun tog mod til sig.

Fik rollen som neger

– Kaspar var … han var ... neger.

Hun skoddede cigaretten med tommelfingeren i et askebæger, som var hendes ærinde nu fuldført.

Jeg har altid sat en ære i at forstå halvkvædede viser, men her kneb det.

Og jeg må åbenbart have set så tilpas rådvild ud, at hun indså nødvendigheden af en uddybning.

LÆS OGSÅ: Min mand fik barn med en anden

Der havde aldrig været problemer med at få besat rollerne som Jesus, Maria, engle, hyrder og de to viise mænd, Melchior og Balthasar, men hvert eneste år oplevede man vanskeligheder omkring den tredje viise mand, Kaspar.

Han var som sagt neger – og den lille landsby var ikke leveringsdygtig inden for netop denne kategori. Så man ville spørge, om jeg i år ville påtage mig rollen som Kaspar.

Jeg indvendte, at jeg jo sådan set heller ikke var neger.

– Put med det! sagde hun.

Hun vidste jo, at jeg var skuespiller og måtte vide alt om sminke og alt sådan noget med at lave sig selv om. Så det ville garanteret være min mindste kunst at optræde som negeren Kaspar.

– Det betuder ikke så meget – Kaspar er kun en slags neger. Fra Æthiopien eller Ægupten!

Læs flere glimt af Flemming Jensen i Ude og Hjemme nr. 10, der udkommer onsdag den 9. marts.

De andre år havde det været den lokale automekaniker, der blot havde undladt at vaske sig efter dagens arbejde – og det havde ikke været helt tilfredsstillende.

Når alt kom til alt, var der jo stor forskel på en automekaniker og en neger. Dels havde kedeldragten været ret illusionsbrydende og fjernet en del af højtideligheden omkring processionen – og dels var det ikke ganske ufarligt for automekanikeren at sidde smurt ind i olie og anden smørelse omgivet af en procession med levende vokslys og blussende fakler.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde ja. Måske var det tanken om automekanikeren, der efter sigende havde kone og to børn … Men nu var der ingen vej tilbage.

Vor fortræffelige danske operasanger Aage Haugland gæstespillede netop da på San Carlo operaen i Napoli – og vi havde alligevel talt om at mødes. Så jeg fik skaffet en dunk sort fedtsminke og et glimrende kostume.

Ventetiden

Aftenen kom, og mens den øvrige del af byens befolkning overværede krybbespillet i kirken, mødtes jeg udenfor med de to andre viise mænd, der stod klar med tre heste.

De kiggede på hinanden og var tydeligvis imponerede – jeg havde brugt fedtsminken med flid og omhu og må nok siges at ha’ været kvalitetsneger.

Jeg besteg hesten – og så var det bare et spørgsmål om at vente.

Det var en smuk, klar nat, hvor mine to kolleger nød, at de i år kunne tillade sig at tage sig en smøg, mens de ventede.

LÆS OGSÅ: Den hotteste kur netop nu: Sense

Endelig gik dørene op ind til al kirkens lys og herlighed. Vi kunne fra vor plads se hele vejen op til hovedalteret, hvorfra Maria og Josef kom gående ned gennem midtergangen. Hele præsteskabet med messedrenge fulgte efter dem – og efterhånden som de nåede ud, sluttede hele menigheden op bag dem.

Da de kom uden for kirken, blev der tændt fakler, og hver enkelt deltager tændte et vokslys nede i en slags omvendt lampeskærm, der skulle hindre lysene i at blæse ud.

Jomfru Maria bar på Jesusbarnet. Som Jesusbarn havde man valgt at bruge en porcelænsdukke i naturlig størrelse.

De to andre viise fik slukket smøgerne i en fart, så vi sad stateligt klar bag de to ledige muldyr.

Jeg mener fra min bibelhistorie at kunne erindre, at der kun var ét muldyr, og at Josef gik ved siden af – men jeg skal ikke gøre mig klog, og her var der altså to. Måske er der noget ligestillingssnak, der er trængt igennem til Syditalien, hvad ved jeg.

Måtte holde Jesusbarnet

Da Jomfru Maria kom ud til sit ridedyr, havde hun vanskeligheder med selve opstigningen. Til daglig serverede hun på caféen på torvet og var ikke vant til at gå rundt i så mange gardiner.

Hun holdt gardinerne sammen med den ene hånd og holdt om dukken med den anden. Hun bad mig derfor holde dukken, mens hun samlede stofferne sammen omkring sig og steg om bord.

LÆS OGSÅ: Bubber møder Tina der har boet i campingvogn i et år

Jeg holdt dukken med stor forsigtighed – det var jo selveste Jesusbarnet – og hvis min sorte sminke smittede af på barnet, var jeg bange for at rode os alle sammen ud i noget teologisk, der ville blive meget svært at få reddet i land

Uheldigvis blev Jomfru Marias muldyr opskræmt, da hun steg op. Det styrtede af sted og trak sin partner med sig.

Josef nåede lige at hoppe op, og Melchior og Balthasar optog forfølgelsen.

Det ville jeg også have gjort, men jeg har aldrig været en ørn til ridning, og krikken stod stille uden at rokke sig af pletten.

Hesten ville ikke gå

Processionen skyndte sig med fakler og lys gennem gaderne efter fortroppen. Jeg sparkede og sparkede med hælene i siden på min hest, men intet hjalp – og efter forbavsende kort tid sad der på torvet foran kirken i Scala en ensom neger til hest med Jesusbarnet i sine udstrakte arme.

Efter et stykke tid kom der en ældre mand ud fra kirken for at lukke dørene ind til det smukke rum.

Det må have været kirkens pedel, eller hvad sådan én nu hedder.

Han opdagede dukken i mine fremstrakte hænder, så hvordan jeg fortvivlet og med svindende kræfter sparkede dyret i siden – og tog straks affære.

Han gik op og greb fat i hestens hovedtøj og trak af sted med den. Endelig!

Nu begyndte jeg at nærme mig mine royale kolleger, Jomfru Maria og Josef.

LÆS OGSÅ: Sørger dyr over de døde?

Samtidig var vi alle ved at nærme os bygrænsen, hvor der skulle gøres holdt. Herfra var der frit udsyn ud over dalen og op mod klosteret, der lå oppe ad bjerget højt over byen.

Anna-Maria stod klar og stoppede hele processionen, selv om alt jo var aftalt på forhånd.

Hun småhoppede af bare forventningens glæde.

Hendes mand, Enzo, stod nemlig højt oppe helt ovre på klosterets tag. Han havde banket en ca. 3 gange 3 meter stor Bethlehemsstjerne sammen af nogle lægter, bestrøget den med noget fosforescerende maling og limet nogle efter sigende meget imponerende raketter på. Og han havde udspændt en stålwire, der gik hele vejen fra klosterets tag og ned til byen.

Alt gik galt

Jeg nåede op på siden af Jomfruen og rakte hende dukken:

Hun greb ud efter dukken, og endelig var den lille Jesus nu nået frem, hvor han hørte til.

Vi så alle op mod klosteret. Hvor Enzo tændte for stjernen, der straks lyste op i de sorte bjerge mod den mørke himmel.

Stunden var ikke uden højtid – og vi stod/sad alle med nakkerne lagt godt tilbage og måbede op mod den lysende ledestjerne, der langsomt og værdigt gled ned ad stålwiren – den kom os ligesom i møde i al sin stråleglans.

LÆS OGSÅ: Natascha Linea udspioneret i skolen

Nu skete der det, at som stjernen bevægede sig ned ad den skrå wire, øgedes dens hastighed. Og der begyndte at blive uro i processionen, efterhånden som stjernen rutsjede hurtigere og hurtigere.

Til sidst nåede den op i en endog meget voldsom fart og kom i svingninger, så den snurrede vildt rundt om wiren, samtidig med at den susede ned ad den.

Folk begyndte at flygte, og dyrene blev urolige.

Da stjernen blot var et par meter fra os, gik raketterne så i gang. Og ganske rigtigt – de var imponerende.

Dét gjorde udslaget!

Krybbespil i kaos

Folk skreg og sprang for livet – og hestene vrinskede, snurrede rundt og styrtede af sted i alle retninger.

Jesusbarnet røg op i luften i en stor bue, da Maria på sit stejlende muldyr slap dukken og klamrede sig til manken.

Jeg var heldig og nåede at gribe dukken, da min hest overhovedet ikke reagerede.

LÆS OGSÅ: Emmas store spørgsmål: Fortryder du far

Den var åbenbart kun vant til at flytte sig, hvis den blev trukket. Eller også var den døv og blind.

Ledestjernen splintredes i tusinde stykker imod autoværnet, hvor wiren var bundet fast – og det blev atter mørkt og stille.

Lidt efter lidt kom indbyggerne frem fra deres forskellige skjul – vi samledes om præsteskabet og gav os til at vente.

Efter en times tid stod det klart, at de beredne Josef og Maria samt de to andre viise mænd måtte flakke om et eller andet sted – eller nok snarere forskellige steder – i omegnen, men at de næppe ville komme tilbage lige med det samme.

Efter en kort klerikal rådslagning besluttedes det, at dette jo måtte have en ende, og at man burde færdiggøre ceremonien, som man altid havde gjort.

Da jeg var den eneste beredne, og da jeg jo ydermere var den, der var i besiddelse af Jesusbarnet, gav man mig de tabte gardiner uden på kostumet fra Napoli, justerede kronen – og gennemførte så dér ved kløftens kant med byen i silhuet bag os den afsluttende højtidelighed med mig med det lille Jesusbarn hvilende i mine fremstrakte arme som midtpunkt.

Det var en uforglemmelig oplevelse.

Og det er mig bekendt første gang i historien, at Jomfru Maria har været neger. Og mand.