Fastelavnsris

Fastelavnsris med et twist

FASTELAVNSRIS MED ET TWIST.

Selvfølgelig er det nemt at købe et færdigt fastelavnsris i supermarkedet, men der er ikke den store magi over det.

Her har vi gjort fastelavnsriset til et hyggeligt hobbyprojekt. Grenene er klippet af en busk i haven, som godt kunne tåle at blive beskåret. De er spraymalet grønne og har stået og tørret udendørs et døgn. Kattene er klippet i karton i to lilla nuancer. Øjnene laves nemt med en hullemaskine, eller det værktøj man bruger til at lave huller i bælter med. Snude og knurhår males med blyant, og lad endelig børnene gøre det, så kattene ser skønt hjemmelavede ud.

Prik hul i panden af katten med en nål, træk ståltråd igennem og form det til en cirkel, så kattene er lige til at hænge på fastelavnsriset.

Som det humoristiske indslag er fastelavnsriset også pyntet med fisk, så der er lidt til de stakkels katte at spise!

Vi har brugt fiskeblink, som har skønne friske farver og fås til omkring 100 kroner for fire styk. Husk endelig at klippe krogen af med en tang, inden børnene får fingre i blinkene.