Min gæld overskyggede alt

Manglende tilbagebetalinger af depositummer har betydet, at alenemoderen Susanne Beckman sidder med en gæld på godt 160.000 kroner. En gæld, der efterhånden fyldte så meget i hendes liv, at hun ikke tøvede med at søge gratis gældsrådgivning hos Dansk Folkehjælp. I dag har hun fået styr på økonomien og lavet et budget, der gør hende gældsfri om otte år.

Da Susanne for nylig af ren nysgerrighed tjekkede folkeregistret, blev hun overrasket. For hun kunne se, at hun har boet 36 forskellige steder i sit kun 32-årige liv.

- Jeg er det, man kalder et nomadebarn, konstaterer hun tørt.

- Min mor og jeg flyttede hele tiden, da jeg var barn. Hvis kommunen begyndte at vise interesse for os, rykkede vi bare videre til en anden kommune. Min mor gjorde rent og var meget arbejdsom, men hun drak også. Det har min barndom selvfølgelig båret præg af, fortæller Susanne Beckman fra Nykøbing Falster.

LÆS OGSÅ: Luksusfælden reddede vores forhold

Hver flytning har kostet
Da hun flyttede hjemmefra som 17-årig, var hun derfor fast besluttet på at vise sin mor, hvordan livet skulle leves. Hun ville klare sig selv og knoklede i den lokale grillbar for at få råd til mad og huslejen. Men på et punkt mindede hun stadig om sin mor.

Hun havde ikke den samme adresse ret længe af gange.

- Det er først nu, at jeg kan se, at jeg har taget den rastløshed med i bagagen fra min mor. Det er som om, at jeg ikke kan falde til nogle steder, forklarer Susanne og tilføjer, at det må stoppe nu.

For hver eneste flytning har haft sin pris og betyder, at alenemoderen i dag sidder tilbage med en gæld på godt 160.000 kroner.

Uoverskuelig gæld
Manglende tilbagebetalinger af depositummer er årsagen til den store uoverskuelige gæld. Som enlig mor til Marcus har det nemlig været muligt for Susanne at låne penge til lejlighedernes depositummer af kommunen. Penge, som hun hver gang valgte ikke betalte tilbage til kommunen, selv om hun ofte fik hele depositummet retur af udlejerne, når hun fraflyttede en lejlighed.

- Det var noget billigere at låne penge på den måde frem for i banken. Jeg skulle først afdrage efter fem år på hvert depositum. Men jeg kan jo godt se, at jeg ikke kan fortsætte på den måde. Nu løber der bare renter på, så gælden vokser og vokser, erkender Susanne.

Derfor tøvede hun slet ikke, men ringede med det samme til Dansk Folkehjælp, da hun læste notitsen i lokalavisen om gratis gældsrådgivning.

- Jeg havde virkelig brug for at få styr på min økonomi, fordi min gæld er min største bekymring hver eneste dag. Det er enormt opslidende at vide, at man skylder penge til nogen, og jeg føler mig enormt bundet af den, fordi jeg altid nøje skal overveje, hvad jeg bruger penge på.

LÆS OGSÅ: Kæresten var i dyb gæld

Fået et realistisk budget
I dag - og fem møder senere - er hun slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Hun har fået lavet en god afdragsordning med sin bank, og der er lagt et realistisk og overskueligt budget for hende og sønnen.

- Nu ved jeg, hvad jeg har af penge til forbrug hver eneste måned, og det lever vi benhårdt efter nu. Der er ikke råd til så meget, men der er råd til, at vi kan leve fornuftigt. Marcus vil selvfølgelig gerne have de ting, som hans kammerater har, og det får han også nogle gange. Så sparer jeg sammen til det. Men han har også godt af at lære, hvad et nej betyder, siger Susanne, der selv vil stoppe med at ryge, så rådighedsbeløbet kan blive større.

Det er den eneste fornøjelse, hun indtil videre stadig tillader sig. For pengene bruger hun helst på ordentlig sund mad og tøj til Marcus.

- Det vigtigste for mig er, at vi kan købe mad, tøj og blive klippet hos frisøren. Så må for eksempel internet og dyre mobiltelefoner vente, til der er mere luft i rådighedsbeløbet.

Gældsfri om otte år
Med sit nye budget kan hun også se en ende på sin gæld og satser på at være gældsfri om otte år.

- Det vil være en kæmpe lettelse at nå dertil, og jeg vil gøre alt for at nå målet. Jeg og Marcus er lige flyttet ind i en god lejlighed, og det er min plan, at det skal være vores hjem længe endnu. For ikke nok med at det koster at flytte rundt - det er heller ikke godt for Marcus. Han har brug for en fast base - præcis som jeg havde behov for, da jeg var barn, men ikke fik.